Else Høilund

Else Høilunds fader var af den kendte Høilundslægt, der har rummet betydelige personligheder inden for højskoleverdenen, de folkelige bevægelser og landbruget. Allerede som barn i et kristent hjem, hvor forældrene engagerede sig i Ydre Mission, fik Else Høilund tanken om at rejse ud som missionær. Efter nysproglig studentereksamen 1936 fra katedralskolen i Nykøbing F. valgte hun at uddanne sig til læge ved Københavns Universitet. I sine studieår fik hun kontakt med Kristelig Akademisk Forening, hvis kristne kammeratskab fik stor betydning for hende. Et medlemskab af Studentersantalkredsen gav indblik i den store menneskelige nød i Indien, og efterhånden modnedes beslutningen om at blive missionær. I 1944 fik Else Høilund sin medicinske embedseksamen. Efter turnustjeneste på Kolding Sygehus og et par kortere hospitalsansættelser, rejste hun i 1946 til Skotland for at tage et kursus i kirurgi på Edinburgh University samt uddanne sig på den skotske kirkes missionsskole. I 1946, samme år som missionærerne Magda Krog og Ellen Laursen, rejste Else Høilund til Indien som lægemissionær udsendt af Dansk Santalmission (DSM), der siden 1867 havde haft sin missionsmark blandt santalerne i Indien og det senere Bangladesh. Efter sprogeksamen i bengali og et kursus i tropemedicin i Calcutta begyndte Else Høilund sin gerning i missionærboligen i Nimasarai i Malda, Vestbengalen. I de følgende toethalvt år behandlede hun sammen med to indiske sygeplejersker næsten 12.000 patienter, så det blev nødvendigt at indrette en lille poliklinik i et nedlagt hostel. Behovet for hjælp var stort, da der til et område med 1,6 mio. mennesker kun var knap 100 senge til rådighed. I 1952 flyttede Else Høilund til Rajadighi, 15 km fra Nimasarai. Her havde befolkningen samlet underskrifter ind til fordel for et hospital, og med økonomisk støtte fra den indiske regering blev et hospitalsbyggeri påbegyndt. To år efter kunne Rajadighi Christian Hospital indvies med Else Høilund som leder. Hospitalet blev gradvist udvidet, og dets kapacitet nåede op på 75 senge. Efterhånden fik det veludstyrede hospital 60 medarbejdere, der i 1969 behandlede omkring 50.000 patienter.

I 1971 udbrød en borgerkrig mellem det daværende Vest- og Østpakistan, der samme år førte til, at Østpakistan blev udskilt som den uafhængige republik Bangladesh. Samtidig indtraf en stor oversvømmelseskatastrofe. Situationen afstedkom store strømme af flygtninge, der gav Else Høilund og hospitalets øvrige tre-fire læger arbejde i døgndrift. Samtidig skulle de forvalte de mange store nødbevillinger fra bl.a. Danida og Folkekirkens Nødhjælp. I sine sidste år i Indien fik Else Høilund med støtte fra den indiske kristelige lægeforening og Det lutherske Verdensforbund sat et forebyggende sundhedsarbejde i gang. Programmet, der involverede landsbyernes ledere, tog især sigte på børn og kvinder og havde familieplanlægning som en vigtig bestanddel.

I 1979 vendte Else Høilund hjem til Danmark for at gå på pension efter 33 års tjeneste. Ved sin afrejse efterlod hun et fuldt udbygget hospital med børne-, mands- og kvindeafdeling og med klinikker, der behandlede tusindvis af mennesker om året. Hun sad i en årrække i DSMs landsstyrelse. 1985 fik hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.