Faktaboks

Else Høilund
Født
19. oktober 1917, Brædstrup, Ringe sogn
Død
16. juni 2014, Kolding
Arbejdsliv
Læge, akademiker og missionær
Familie

Forældre: missionær Frederik H. (1889-1970) og Jensmine Marie Hansen (1892-1944).

Else Høilunds fader var af den kendte Høilundslægt, der har rummet betydelige personligheder inden for højskoleverdenen, de folkelige bevægelser og landbruget. Allerede som barn i et kristent hjem, hvor forældrene engagerede sig i Ydre Mission, fik Else Høilund tanken om at rejse ud som missionær. Efter nysproglig studentereksamen 1936 fra katedralskolen i Nykøbing F. valgte hun at uddanne sig til læge ved Københavns Universitet. I sine studieår fik hun kontakt med Kristelig Akademisk Forening, hvis kristne kammeratskab fik stor betydning for hende. Et medlemskab af Studentersantalkredsen gav indblik i den store menneskelige nød i Indien, og efterhånden modnedes beslutningen om at blive missionær. I 1944 fik Else Høilund sin medicinske embedseksamen. Efter turnustjeneste på Kolding Sygehus og et par kortere hospitalsansættelser, rejste hun i 1946 til Skotland for at tage et kursus i kirurgi på Edinburgh University samt uddanne sig på den skotske kirkes missionsskole. I 1946, samme år som missionærerne Magda Krog og Ellen Laursen, rejste Else Høilund til Indien som lægemissionær udsendt af Dansk Santalmission (DSM), der siden 1867 havde haft sin missionsmark blandt santalerne i Indien og det senere Bangladesh. Efter sprogeksamen i bengali og et kursus i tropemedicin i Calcutta begyndte Else Høilund sin gerning i missionærboligen i Nimasarai i Malda, Vestbengalen. I de følgende toethalvt år behandlede hun sammen med to indiske sygeplejersker næsten 12.000 patienter, så det blev nødvendigt at indrette en lille poliklinik i et nedlagt hostel. Behovet for hjælp var stort, da der til et område med 1,6 mio. mennesker kun var knap 100 senge til rådighed. I 1952 flyttede Else Høilund til Rajadighi, 15 km fra Nimasarai. Her havde befolkningen samlet underskrifter ind til fordel for et hospital, og med økonomisk støtte fra den indiske regering blev et hospitalsbyggeri påbegyndt. To år efter kunne Rajadighi Christian Hospital indvies med Else Høilund som leder. Hospitalet blev gradvist udvidet, og dets kapacitet nåede op på 75 senge. Efterhånden fik det veludstyrede hospital 60 medarbejdere, der i 1969 behandlede omkring 50.000 patienter.

I 1971 udbrød en borgerkrig mellem det daværende Vest- og Østpakistan, der samme år førte til, at Østpakistan blev udskilt som den uafhængige republik Bangladesh. Samtidig indtraf en stor oversvømmelseskatastrofe. Situationen afstedkom store strømme af flygtninge, der gav Else Høilund og hospitalets øvrige tre-fire læger arbejde i døgndrift. Samtidig skulle de forvalte de mange store nødbevillinger fra bl.a. Danida og Folkekirkens Nødhjælp. I sine sidste år i Indien fik Else Høilund med støtte fra den indiske kristelige lægeforening og Det lutherske Verdensforbund sat et forebyggende sundhedsarbejde i gang. Programmet, der involverede landsbyernes ledere, tog især sigte på børn og kvinder og havde familieplanlægning som en vigtig bestanddel.

I 1979 vendte Else Høilund hjem til Danmark for at gå på pension efter 33 års tjeneste. Ved sin afrejse efterlod hun et fuldt udbygget hospital med børne-, mands- og kvindeafdeling og med klinikker, der behandlede tusindvis af mennesker om året. Hun sad i en årrække i DSMs landsstyrelse. 1985 fik hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.

Beskrivelser og portrætter af Else Høilund

  • Olav Hodne: Santalmisjonens historie, 1992. Dansk Santalmission, Orienteringsbrev 3/1992. Santal Posten 1/1980.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig