Ellen Laursen

Som barn i Horsens gik Ellen Laursen i søndagsskole. Her hørte hun om missionærernes arbejde, og hun fik den opfattelse, at det måtte være det højeste mål for enhver kristen at blive missionær. Men da hun samtidig mente, at en missionær måtte være fejlfri, anså hun det for umuligt selv at blive det. I 1941 tog hun lærereksamen fra Gedved Seminarium, hvorefter hun fik ansættelse ved Outrup Hovedskole, derefter Horsens kommunale Mellem- og Realskole. I løbet af 1944 skete der store omvæltninger i Ellen Laursens liv. Drømmen om en missionærgerning var blevet holdt levende ved, at hun gennem sine ungdomsår havde været penneveninde med en indisk hindupige. Det førte til intense studier af hinduismen. Da hendes yngre broder Gunnar L. besluttede sig til at rejse til Nigeria for Dansk forenet Sudanmission, meldte hun sig som ansøger hos Dansk Santalmission, der siden 1867 havde drevet missionsvirksomhed blandt santalerne i Indien og Bangladesh. Ellen Laursen blev antaget og kom i 1946 på missionsskole i Skotland. Det, at to unge i Horsens skulle rejse ud som missionærer, resulterede i dannelsen af 10-12 missionskredse, idet KFUMs (Kristelig Forening for Unge Mænd) og KFUKs (Kristelig Forening for Unge Kvinder) vandreklub, som de begge var med i, besluttede at følge dem i arbejdet.

Ellen Laursen fik fra 1946 sin gerning som lærer i Vestbengalen ved Narainpur pigekostskole, grundlagt i 1924 af Signe Kampp. 1951 blev hun leder, og det blev hende, der kom til at udbygge og præge skolen, som 1960 også fik gymnasium. Skolen havde i en årrække 6-700 elever, hvoraf mange boede i hostelbygninger på stedet. Halvdelen af pigerne kom fra familier med hinduistisk eller muslimsk baggrund. Da det undertiden var svært at skaffe veluddannede kristne lærere, ansatte Ellen Laursen også hinduer. Hun tog mange initiativer til at forbedre skolens økonomi og fysiske forhold. Hun fik således opført nye skolebygninger, boliger til elever og medarbejdere og et forsamlingshus. Da stedets kirke efterhånden blev for lille, tog hun initiativ til opførelse af en ny kirke, der blev indviet 1972. Et vandtårn med rissilo gav mulighed for indlagt vand, og køkkenet blev udstyret med biogasanlæg. For at skabe et økonomisk grundlag satte Ellen Laursen gang i en produktion af mursten, der blev lavet af cement og gratis slagger fra jernbanen. Hun startede desuden en produktion af sukkerrør, ris, linser og oliefrø. Endelig fik hun venner i Danmark til at sponsorere skolepiger fra fattige hjem. Ellen Laursen forlod Indien efter 35 år i 1981. Hun døde året efter i Århus efter svær sygdom.