Else Birkmose blev i årene omkring 1960 betragtet som verdens bedste kvindelige håndboldspiller og var ikke mindst anerkendt for sin store tekniske kunnen og for sit taktiske overblik. Hun var sammen med landstræner Jørgen Absalonsen den drivende kraft bag den udvikling af dansk kvindehåndbold fra motionsspil til en egentlig sport på et højt teknisk, fysisk og taktisk niveau, som fandt sted i slutningen af 1950’erne.
Else Birkmose blev introduceret til håndboldspillet i 1944-45, da håndboldspillerne fra Handelstandens Gymnastikforening (HG) trænede på hendes skole på Amager. HG var i 1950’erne og 1960’erne det dominerende hold i dansk kvindehåndbold sammen med FIF fra Frbg., og Else Birkmose debuterede i 1947 på HGs førstehold. Med HG vandt Else Birkmose en lang række danske mesterskaber i perioden 1951-65, og i årene fra slutningen af 1950’erne deltog HGs kvinder i turneringer i Østeuropa. Erfaringen herfra var baggrunden for foreningens internationale satsning, hvor man takket være en garantisum fra seniorafdelingen samt overskuddet fra bankospil i sæsonen 1964-65 kunne tilmelde foreningens kvindehold til Europacupturneringen. Else Birkmose var nøglespilleren, da HG ved at besejre Spartacus, Budapest, i finalen som det første danske kvindehåndboldhold vandt en Europacup. Også det følgende år spillede HG sig frem til finalen, der dog endte med et nederlag mod det østtyske hold SC Leipzig. Else Birkmose debuterede på landsholdet i 1948 og spillede i de følgende 14 år 63 landskampe og scorede 109 mål. Hun udviklede sig til at blive den centrale spiller også på landsholdsplan og var bl.a. med til at vinde det nordiske mesterskab fem gange. Ved det første verdensmesterskab i håndbold for kvinder i Jugoslavien 1957 blev det til en femteplads, 1962 i Rumænien fik Danmark sølvmedaljer. Herefter indstillede Else Birkmose sin aktive landsholdskarriere, men overtog året efter som den første kvinde i samarbejde med Birgitte Wilbek posten som landstræner og varetog dette arbejde indtil 1965. Desuden fungerede hun i en årrække som holdleder for HGs bedste kvindehold.
Else Birkmose deltog i ledelsesarbejde i Københavns Håndbold Forbund 1954-62, bl.a. som bestyrelsesmedlem 1957-58. I 1959 modtog hun Dansk Håndbold Forbunds guldnål og blev dermed den første aktive spiller, som opnåede denne udmærkelse. Samtidig tildeltes hun B.T. s guldmedalje for den største danske idrætspræstation i 1958 på baggrund af sin indsats i landskampen mod verdensmestrene fra Tjekkoslovakiet. I sit civile liv var Else Birkmose sekretær, uddannet og til 1965 ansat i forsikringsselskabet Nye Danske. Herefter flyttede hun til dagbladet Aktuelt, hvor hendes mand Grimur Gunnarsson var sportsredaktør, og arbejdede her til sin pensionering i midten af 1990’erne.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.