Else Bagger

Else Bagger blev født i Århus, gik i skole i Åbenrå og tog som 17-årig realeksamen fra Ribe Katedralskole i 1930. Derefter rejste hun til Belgien og Frankrig, hvor hun lærte sprog og tog en diplomeksamen i fransk ved universitetet i Nancy. Hjemme igen passede hun børn og lærte husholdning, inden hun i 1935 blev sygeplejerskeelev på Københavns Amtssygehus i Gentofte, hvorfra hun afsluttede sin uddannelse i 1938. I de følgende år fik hun især erfaringer inden for barselspleje, epidemiske sygdomme, sindssygdomme og børnesygdomme. I begyndelsen arbejdede hun ikke målrettet mod at blive sundhedsplejerske, men lysten til socialt arbejde modnede langsomt. I 1944 påbegyndte hun ved Århus Universitet Kursus for Sundhedsplejersker, der var oprettet 1938. Kurset på ni måneder var dyrt, men Else Baggers fader betalte, da han selv havde opfordret hende til at videreuddanne sig. Anden Verdenskrig sluttede under kurset, og en stor del af kursisterne tog del i Dansk Røde Kors’ (DRK) hjælpearbejde i forbindelse med Danmarks befrielse i 1945. I et par år fortsatte Else Bagger med at arbejde for DRK og United Nations Relief and Rehabilitation Administration i Danmark, Tyskland og Polen.

I 1948 blev Else Bagger ansat i en nyoprettet sundhedsplejerskeordning i Århus amt. To år efter tog hun til USA, hvor hun lærte “bedside nursing” i den private organisation Visiting Nurses Association og bagefter gennemførte et tværfagligt kursus på School of Public Health på Yale University i Connecticut. Selvom en del sundhedsplejersker uddannede sig udenlands i disse år, var det usædvanligt, at de som Else Bagger studerede sammen med læger, hospitalsadministratorer, ingeniører og sundhedspædagoger. Opholdet i Amerika fik stor betydning for hendes videre karriere i Danmark og for den danske sundhedsplejerskeordning. Da hun kom hjem i 1951, blev hun ansat i Sundhedsstyrelsen, fra 1956 i en nyoprettet stilling som sundhedsplejerskeinspektør. I de følgende 20 år besad hun således Danmarks højeste sundhedsplejerskestilling, indtil 1971 også med ansvaret for hjemmesygeplejen. Else Baggers faglige baggrund for at bestride stillingen var facetteret, mens hendes kendskab til de sundhedsplejersker, der virkede rundt om i landet, var mere begrænset. Hun valgte efter et par års ansættelse at tage rundt og besøge sundhedsplejerskerne for at etablere kontakt mellem dem og Sundhedsstyrelsen. Hun hørte på de problemer, de enkelte sundhedsplejersker havde, og fremlagde de vanskeligheder, hun så, for styrelsen. På denne måde videreførte hun de relationer, som Sundhedsstyrelsen i samarbejde med bl.a. Else Weiergang havde etableret fra sundhedsplejens start i 1937.

I sin tid som inspektør var Else Bagger med til at forberede og gennemføre de to revisioner af lovgrundlaget for sundhedsplejerskeordninger, der kom i 1963 og 1973. Især lovrevisionen i 1963 havde Else Baggers fingeraftryk, idet hun opnåede at få oprettet stillinger som ledende sundhedsplejersker ud fra en argumentation om, at sundhedsplejerskernes arbejde kunne kvalificeres og effektiviseres ved en faglig ledelse. Det var en erfaring, hun havde med sig fra USA, men hun var opmærksom på, at amerikansk inspiration skulle tilpasses danske forhold. Op til lovrevisionerne initierede hun en række forsøg med sundhedspleje, og hun lagde det op til sundhedsplejerskerne selv at skaffe bevis for, at det ville være hensigtsmæssigt at give statstilskud til flere arbejdsopgaver såsom skolesundhedspleje, tilsyn med børn over et år og kombination af sundhedspleje og hjemmesygepleje. Hendes vision var, at sundhedsplejersken skulle være familiens rådgiver, komplementær til huslægen. I loven fra 1963 blev princippet fra 1937-loven om, at alle spædbørn skulle tilses lige meget lagt om til en mere behovsorienteret besøgspraksis, baseret på vurderinger fra sundhedsplejerskerne, lægerne og de sociale myndigheder. Else Bagger solgte idéen til sundhedsplejerskerne ved at argumentere for, at de ved at gå fra rutinebesøg til behovsbaseret sundhedspleje ville få et mere tilfredsstillende arbejde. Som skribent udfoldede hun sine synspunkter bl.a. i Ugeskrift for Læger og Tidsskrift for Sygeplejersker.

I 1967 nedsatte Sundhedsstyrelsen et udvalg, hvis opgave det var at stille forslag til fremtidige retningslinier for sundhedsplejerskernes virksomhed. Else Bagger blev sekretær for udvalget, som i 1970 barslede med en stor og grundig betænkning, der bl.a. foreslog, at sundhedsplejerskeordningerne i fremtiden skulle organiseres som amtsordninger. Dette forslag blev ikke fulgt, da en revision af sundhedsplejerskelovgivningen kom til at indgå i kommunalreformen af 1970 og socialreformen i begyndelsen af 1970’erne. Da den nye lov om sundhedsplejersker trådte i kraft 1974, blev den som følge heraf en ren kommunal ordning. For Else Bagger var dette en forringelse, og hun kæmpede for, at sundhedsplejerskerne ikke blev isolerede øer ude i kommunerne, men at de kunne finde faglig støtte hos de praktiserende læger, de ledende sundhedsplejersker og i Sundhedsstyrelsen. Else Bagger afsluttede sin karriere med at søsætte den nye lov, der gjorde sundhedsplejerskeordninger obligatoriske for kommunerne. Hun var således med til at få de sidste kommuner til at oprette sundhedsplejerskestillinger, inden hun i 1976 gik på pension.