Elna Ørnberg

Sejrene i livet og på scenen i Elna Ørnbergs ungdom blev, da hun som ældre kom uden for rampelyset, modsvaret af nederlag og vanskelige tider. Hendes løbebane ved Det Kgl. Teater lignede ellers en ren succeshistorie. Efter optagelsen på balletskolen i 1897 fulgte de barneroller, som blev tildelt de mest lovende blandt ballettens yngste, bl.a. barnedansen i Elverhøj og Amor i Amor og Balletmesterens Luner. Debut fik hun i 1907 som den gode fe i Emilie Walboms Harlekins Millioner, og året efter kom det egentlige gennembrud i den trinteknisk og udtryksmæssigt mere krævende rolle som Pierette i samme ballet. Et livfuldt udtryk og en habil teknik kombineret med temperament og mod på at tage nye udfordringer op gjorde, at Elna Ørnberg efter udnævnelsen til solodanser i 1910 hurtigt blev anset for ballettens kvindelige hovedkraft. Medvirkende til denne opfattelse var hendes pressetække. I dag- og ugeblade blev hun fremstillet som prototype på datidens moderne, professionelle kvinde, der i fritiden kørte både bil og motorcykel. Balletten var i begyndelsen af århundredet ofte udsat for skarp kritik. Kunstarten, som under balletmester August Bournonvilles ledelse havde fejret store triumfer i 1800-tallet, havde vanskeligt ved at finde sin identitet i det nye århundrede. På den ene side var der et ønske om fornyelse, som blev næret af mange af ballettens medlemmer. På den anden side blev alle nye værker uundgåeligt målt med den afdøde mesters talent og fundet for lette. I brygger Carl Jacobsen havde balletten imidlertid en trofast og varm fortaler. Samme år som Elna Ørnberg udnævntes til solodanserinde, bestilte han monumentet Danserindebrønden hos billedhuggeren Rudolph Tegner. Monumentet fremstiller tre moderne danserinder i lette gevandter og på bare fødder. De tre danserinder, der blev kendt som "Bryggerens Trekløver" var EG, Emilie Smith og Grethe Ditlevsen.

I de følgende ti år gjorde Elna Ørnberg sig gældende i de store kvindepartier. 1913 dansede hun Sylfiden, 1914 Birthe i Et Folkesagn og året efter Rosita i Fjernt fra Danmark. Ud over de mange partier i Bournonvillerepertoiret, hvor især de mere temperamentsfulde roller gav plads for hendes udtryksfulde fortolkninger, høstede hun anerkendelse i det nyere repertoire som Svanilda i Coppelia og Amélie i Drømmebilleder og fik 1916 stor succes i titelrollen som Sylvia i Walboms ballet af samme navn. I 1918 var hun blandt de dansere, der søgte privatundervisning hos den russiske koreograf M. Fokin, der på det tidspunkt opholdt sig i København, og kort efter dansede hun rollen som Tabori i En nat i Ægypten, der var Walboms udgave af Fokinballetten Cléopatre. Begge de sidstnævnte balletter fik betydning som bidrag til kunstartens fornyelse. Ud over et hidtil uset og ekspressivt udtryk hos danserne bar iscenesættelserne med farvestrålende dekorationer præg af inspiration fra den russiske balletdirektør S. Diaghilevs Les Ballets Russes. I 1909 havde Elna Ørnberg for første gang medvirket i et gæstespil uden for Danmarks grænser, nemlig på Komische Oper i Berlin, hvor hun sammen med danserne Ditlevsen, Richard Jensen og Gustav Uhlendorff bl.a. optrådte med danse fra Brudefærden i Hardanger. En lidt større gruppe med Elna Ørnberg og John Andersen i spidsen rejste 1921 til London for, som en afveksling til den fremherskende russiske balletkunst, at vise eksempler på Bournonvilles skoler og repertoire. Endelig medvirkede hun i det danske gæstespil, som under Johannes Poulsens ledelse i 1927 gæstede operaen i Paris. Her fremstillede hun Blondelaine i det mimiske drama Scaramouche.

I begyndelsen af 1920'erne flirtede Elna Ørnberg med tanken om helt at forlade balletten til fordel for skuespillet. I årenes løb havde hun haft adskillige roller i teatrets repertoire, bl.a. Solveig i Peer Gynt og prinsessen i Der var Engang. Da hendes succes som skuespiller imidlertid ikke var overbevisende, fortsatte hun, som Walbom havde gjort det 20 år forinden, sin kunstneriske løbebane som iscenesætter, koreograf og instruktør. Fra 1928 og indtil hendes afsked med teatret i 1933 bestred hun posten som balletinstruktrice. Ud over dansearrangementer i opera og skuespil stod hun i 1924 for koreografien til Tycho Brahes Drøm, og for koreografi og iscenesættelse af bl.a. Kysset, 1927, Hybris, 1930, og to år efter Strauss i Paris. Selvom disse balletter var populære, forblev ingen af dem i repertoiret, heller ikke hendes iscenesættelse af multikunstneren Storm P.s ballet Benzin, 1930, som kun spillede tre gange. Balletten, hvis dekoration og barokke kostumer var skabt i den velkendte Storm P.-stil, markerede samtidig en opsigtsvækkende debut for Knudåge Riisager som balletmusikkomponist. Under den amerikanske koreograf G. Balanchines ophold som gæstende balletmester på Det Kgl. Teater i sæsonen 1930-31 assisterede Elna Ørnberg ved hans opsætninger af Legetøjsbutikken, Scheherazade og Den trekantede Hat. I 1933 tog hun sin afsked, da samarbejdet med den nytiltrådte balletmester Harald Lander ikke fungerede.

De mange efternavne, Elna Ørnberg i årenes løb blev kendt under, vidner om hendes omskiftelige privatliv. Som barn blev hun adopteret af moderens anden mand Axel Lauesgaard og fik hans navn. Som 20-årig giftede hun sig Jørgen-Jensen, og 1932 indgik hun sit andet ægteskab med den 14 år yngre solodanser Leif Ø. Sammen drev de fra 1936 balletskole på Skt. Annæ Plads, og Elna Ørnberg koreograferede og skrev om dans i de Berlingske aviser. Leif Ø., som i 1930'erne fortsat dansede på Det Kgl. Teater, tilsluttede sig ved medlemskab af Schalburgkorpset de danske nazister, og Elna Ørnberg kompromitterede sig ved at medvirke i nazistiske hørespil og ugerevyer under Anden Verdenskrig. Efter Befrielsen blev parret dømt som nogle af de første. Han fik en dom på fem års fængsel og mistede sin pension, mens hun blev idømt toethalvt års fængsel og slettet som modtager af udmærkelsen Ingenio et arti, som hun havde fået i 1922. Efter udstået fængselsstraf forlod parret Danmark for at bosætte sig i Madrid, hvor de oprettede en balletskole. Lammet efter en hjerneblødning i sine sidste leveår døde Elna Ørnberg i Madrid 1969.