Elline Gøye var datter af 1500-tallets godsrigeste herremand, rigshofmesteren Mogens G. Kendskabet til hans omfattende godsbesiddelser er først og fremmest hendes fortjeneste, idet hun 1552 lod udarbejde den såkaldte Fru Eline Gøyes Jordebog. Det er egentlig en lidt misvisende betegnelse, for jordebogen indeholder foruden fortegnelsen over hendes eget og Mourits Krognos’ gods også afskrifter af jordebøger over moderens og faderens arvegods, faderens købegods samt en afskrift af en jordebog fra kort efter 1500 over svigermoderen Anne Mouritsdatter Gyldenstiernes omfattende gods. Derudover er der for faderens og moderens vedkommende en brevbog, der registrerer skøder og andre breve vedrørende det gods, der er opført i de pågældende jordebøger. Elline Gøye skabte med sit jordebogsinitiativ den vel nok vigtigste enkeltkilde til adels- og godshistorien i især 1400-tallet og første halvdel af 1500-tallet.
Nu var Mogens G. ikke blot rig på gods, men også på børn, så Elline Gøyes arv efter forældrene var forholdsvis beskeden, nemlig halvdelen af herregården Clausholm ved Randers, som hun arvede sammen med broderen Albert G. Hertil kom dog godt 100 fæstegårde spredt over det ganske land. Desuden fik hun 1558 af sønnen Oluf og svigersønnen Holger Rosenkrantz livsbrev på sin afdøde mands gods Bregentved på Sjælland, hvor hun vistnok gerne opholdt sig. Måske hang dette sammen med den strid og ufred, der trods flere aftaler om deling af bygningerne m.v. prægede samlivet på Clausholm med broderen og hans hustru Anne Rosenkrantz. Særlig galt gik det efter Albert G.s død 1558, hvor de to svigerinder efter bedste evne generede hinanden ved forskellige byggeforetagender på gården, bl.a. opførte Rosenkrantz et nyt stenhus, som hindrede frit tagdryp fra Elline Gøyes hus. Konflikten gik i hårdknude, og 1560 måtte Frederik 2. nedsætte en kommission af adelige standsfæller, som året efter fik et forlig i stand. Om end det sjældent kom så vidt, afspejler stridighederne de problemer, der ofte fulgte af 1500-tallets adelige skiftepraksis, hvor man ved delingen anvendte et retfærdighedsprincip om lige godt gods til alle arvinger uanset køn. Dette var egentlig i strid med samtidens lovgivning, idet en reces fra 1547 fastslog, at herregårdene og det nærmestliggende fæstegods skulle holdes samlet hos sønnerne. Der var dog stadig langt til moderne ligestilling, idet døtre kun arvede halvt så meget som sønner.
I striden med svigerinden på Clausholm var Elline Gøye givet ikke den mest stridbare af de to, og af et brev til søsteren Birgitte G. fremgår, at hun faktisk følte sig dårligt behandlet ved forliget 1561. Hun havde i almindelighed et noget anspændt forhold til kongen, der også på anden vis begunstigede svigerinden, idet han samme år, måske som en slags straf for hendes utilfredshed, fratog Elline Gøye lenet Skjoldenæs, som hun havde haft siden sin første mands død i 1550, og gav det til Rosenkrantz. Derimod synes Elline Gøye at have haft et forholdsvis nært forhold til kongens moder enkedronning Dorothea, som hun undertiden besøgte på Koldinghus, og som viste sympati for hende i svigerindestriden. Støtte har hun også fået fra sin anden mand Vincents Juel, som hun ægtede i 1559. Han stammede fra det forholdsvis beskedne gods Hesselmed ved Varde, og giftermålet med Elline Gøye har givet betydet en social opstigning for ham, der senere bl.a. blev lensmand på Koldinghus. Ægteskabet blev imidlertid kortvarigt, for allerede fire år senere døde Elline Gøye hos Birgitte G. på Ringkloster, som svogeren Herluf Trolle da havde i pant af kronen. Elline Gøye, og i øvrigt også sønnen Oluf, stod Birgitte G. nær og delte hendes kirkelige og teologiske interesser, hvad der bl.a. gav sig udslag i anskaffelse af den tyske reformator Martin Luthers samlede værker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.