Ellen la Cour Overgaards forældre var forstanderpar på Lyngby Landbrugsskole. Faderen var centralt placeret i landbrugsfagligt organisatorisk og videnskabeligt arbejde, moderen en dygtig husmoder og inderligt grundtvigiansk. I dette miljø voksede Ellen la Cour Overgaard op og sugede til sig fra alle sider, men fik ikke en akademisk uddannelse som sine brødre, af hvilke L.F. la Cour og Vilh. la Cour blev historikere, J.C.B. la Cour landbrugsfaglig redaktør. Hun blev oplært i husholdning på større gårde, var på vævekursus på Askov Højskole i 1893 og 1894 og havde også to ophold på Vældegaard Kvindeskole i årene 1896-98. Efter at være blevet gift i 1901 blev hun landhusmoder på ægtefællens slægtsgård i Thy. I 1912 overtog familien, der i mellemtiden var blevet forøget med fem børn, en gård på Nordfalster.
Ellen la Cour Overgaard blev medlem af menighedsrådet i Kippinge-Brarup 1919 og valgtes 1921 som et af 23 læge medlemmer og eneste kvinde til at deltage i et kirkeministerielt udvalg, der skulle vurdere menighedsrådenes kompetence og præsternes lønningsforhold. Da børnene var blevet voksne, blev hun skilt og flyttede i 1928 til København, hvor hun var tættere på de mange aktiviteter, som hun var optaget af. Hun havde været medlem af hovedbestyrelsen for Danske Kvinders Forsvarsforening fra 1917 til 1921, da foreningen blev nedlagt. I tiden op til Anden Verdenskrig var der igen oprustning såvel militært som moralsk omkring fædreland, hjem og kirke, og Ellen la Cour Overgaard kom i sine sidste år til at yde en energisk og intelligent indsats for disse værdier, der var grundpillerne i hendes liv. I 1938 blev hun medlem af bestyrelsen for Danske Kvinders Konservative Forening og var næstformand 1939-43. Hun blev valgt som suppleant til Landstinget i 1939 og sad i Borgerrepræsentationen 1941-43. Men hendes væsentligste indsats kom til at ligge i Danske Kvinders Beredskab (DKB), der kort før Besættelsen i foråret 1940 blev organiseret på opfordring fra Luftværnet og støttet af Indenrigsministeriet.
Ellen la Cour Overgaard, der havde erfaring med kvinders hjælpearbejde i krigs- og krisesituationer fra Dansk Røde Kors, hvor hun havde været lokalbestyrelsesmedlem siden 1915 og hovedbestyrelsesmedlem 1921-31, blev formand for DKB. Organisationen fik en flyvende start. Alle politiske partier bakkede op om DKB, der i løbet af krigsårene rekrutterede ca. 45.000 lotter, som de kaldtes efter finsk forbillede. De blev uddannet på kurser i førstehjælp, evakuering, meldetjeneste og lignende, så de kunne fungere både som støtte for militæret og for civilbefolkningen. For første gang blev kvinder militært uniformerede, i en grå og enkel dragt som de selv fremstillede og betalte. Da Besættelsen forløb forholdsvis fredeligt, kom lotterne ikke så ofte i funktion som frygtet, men de ydede fx en væsentlig indsats for familier, der blev hjemløse efter luftbombardementer. Ellen la Cour Overgaard repræsenterede DKB i Danske Kvinders Samfundstjeneste, der under ledelse af formanden for Danske Kvinders Nationalråd Kirsten Gloerfelt-Tarp blev dannet umiddelbart efter 9. april for at koordinere kvindeorganisationernes indsats, og hun havde i disse år også kræfter til at varetage formandsposten for Kvindernes Radio-Landsudvalg 1937-41. I 1942 måtte hun imidlertid på grund af dårligt helbred trække sig fra formandsposten i DKB og modtog ved denne lejlighed Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Ellen la Cour Overgaard blev yderligere hædret med Dansk Røde Kors’ Hæderstegn og udnævnt til æresmedlem af De Danske Husmoderforeningers Københavns-kreds, som hun havde været et fortjenstfuldt medlem af al den tid, hun boede i hovedstaden. Også DKB gjorde hende til æresmedlem, og hun nåede selv at få beskrevet organisationens stiftelse og første år i antologien Kvinden i Danmark, 1942.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.