Ellen Pedersen

I Ellen Pedersens barndomshjem på Borup Mejeri i Løgstrup nord for Viborg var der ikke tradition for, at piger læste videre, så hendes vej ind på den akademiske løbebane blev nogle år forsinket. Først efter at hun havde været tre år på kontor i Viborg, kunne hun starte i gymnasiet, fra første færd med det mål for øje, at hun ville være læge for at kunne hjælpe syge mennesker. Hun blev student fra Viborg Katedralskole 1918 og tog medicinsk embedseksamen 1927 på Københavns Universitet. Efter en almindelig blandet uddannelse på forskellige sygehuse blev hun 1. reservelæge på Hjørring Sygehus' medicinske afdeling 1930 og reservelæge på Skørping Sanatorium 1933. Hun var dermed slået ind på den vej, tuberkulosebekæmpelsen, som fremover skulle komme til at præge både hendes faglige og private tilværelse. I 1934 var hun på studierejse til sanatorier i Davos i Schweiz. Samme år fik hun specialistanerkendelse i intern medicin og 1936 i lungetuberkulose. Med den ballast kunne hun samme år slå seks mandlige ansøgere i kampen om at blive ny overlæge på Ry Sanatorium. Ellen Pedersen var i en årrække provinsens eneste kvindelige overlæge.

Sanatorierne i Ry og Silkeborg oprettedes 1903 som de første egentlige folkesanatorier af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Ry skulle tage sig af kvinderne, Silkeborg af mændene. Ry Sanatorium havde fra starten 22 sengepladser, men udvidedes senere til 40 senge. Selvskreven leder blev dr.med. Kristen Isager, der som en af tuberkulosebekæmpelsens pionerer lagde grunden til sanatoriets gode renomme. Efter Ellen Pedersens ansættelse gennemførtes i slutningen af 1930'erne en større ombygning og modernisering af sanatoriet. I hendes tid som overlæge gjorde tuberkulosebekæmpelsen markante fremskridt, nye behandlingsmetoder blev taget i anvendelse, dødeligheden faldt, og belægningen viste vigende tendens. Til gengæld for faldet i danske patienter fik sanatoriet i 1950'erne mange grønlandske patienter. I 1956 blev Ry Sanatorium nedlagt, og fra 1960 har bygningerne været anvendt som sclerosehospital. Ellen Pedersen afskedigedes som overlæge 1956, men fortsatte som tilsynsførende læge ved Ry Plejehjem for tidligere tuberkulosepatienter. I de følgende år koncentrerede hun sig primært om den lægepraksis, som hun gennem alle årene i Ry havde drevet ved siden af sin gerning på sanatoriet. Selvom det betød krævende dobbeltarbejde, var det for Ellen Pedersen vigtigt dels at fastholde kontakten til den lokale befolkning, dels at undgå faglig ensidighed. Hun virkede desuden som skolelæge fra 1950.

Ellen Pedersens flid og engagement rakte også til en indsats i kvindesag og politik. I 1946 var hun medstifter af Dansk Kvindesamfunds (DK) Rykreds, som hun også blev formand for. Fra 1947 var hun tillige suppleant, senere ordinært medlem af DKs hovedstyrelse. Ved kommunalvalget 1946 arbejdede kvindeorganisationerne for at få flere kvinder ind i de kommunale råd, og Ellen Pedersen fulgte opfordringen og lod sig opstille til Skanderborg amtsråd for Venstre. Hun blev dermed Danmarks andet kvindelige amtsrådsmedlem efter Hansine Pedersen, der havde siddet i Holbæk amtsråd 1916-22. Ellen Pedersen genvalgtes fire gange og var medlem af Skanderborg amtsråd frem til sin død i 1962. Hun vurderede selv, at hun manglede den politiske skoling, som tidligere erfaring fra sognerådsarbejde kunne have givet. Men til gengæld kunne hun i amtsrådsarbejdet trække på sin solide faglige indsigt i sygehusadministration, og fra 1950 var hun medlem af sygehusudvalget og formand for Skanderborg Amts og Bys Sygehus. Hun medvirkede på denne post bl.a. til at udarbejde byggeplaner for sygehuset, som fik en særdeles positiv modtagelse i Sundhedsstyrelsen. Fra 1954 var hun også medlem af budgetudvalget og opnåede således efterhånden en central placering i amtsrådsarbejdet.

Som læge besad Ellen Pedersen den autoritet og menneskelighed, der var egnet til at indgyde tuberkulosepatienterne tillid og fortrøstningsfuldhed. Ud over alvorlig sygdom led disse patienter ofte under at være placeret i en isoleret, nærmest parialignende situation. I alle årene i Ry var Ellen Pedersen meget bundet af sit arbejde, da hun ingen stedfortræder havde, og hun knyttede sig dermed stærkt til sanatoriet og det omgivende miljø. Sanatoriets nedlæggelse så hun privat som et stort savn, men samtidig som en stor lykke, fordi hendes gerning var lykkedes. Ellen Pedersen døde pludselig midt under arbejdet for den by og egn, hun havde givet så meget.