Elisabeth Toubro

Elisabeth Toubro voksede op i et lærerhjem i Grønlands største by Nuuk (Godthåb). Som 17-årig kom hun til Danmark, hvor hun i 1977 tog HF-eksamen fra Høng Studenter- og HF-Kursus. 1979-86 studerede hun på Kunstakademiet. Sammen med billedhuggere som Henrik B. Andersen, Morten Stræde, Elle Klarskov Jørgensen og Øivind Nygård blev hun en af de nye teoretisk funderede billedhuggere, som havde deres rod i Hein Heinsens skole på akademiet. Parallelt med det vilde maleris fremkomst i Danmark i 1980’erne opstod en helt ny bevægelse i skulpturen. Hvor der for malernes vedkommende var tale om en hastig tid, om hurtigt udførte malerier, arbejdede billedhuggerne på et mere langsomt og mindre medieovervåget plan. Præget af filosofiske debatter om det postmoderne samfund satte de fokus på det æstetiske element i kunsten og pegede på en tilbagevenden til og en respekt for formen. Den nye skulptur var heterogen, dvs. at man arbejdede med formen som punkter af varierende intensitet, hvilket betød, at skulpturen ikke mere kunne samles og forstås i ét blik, men skulle læses som en fortælling. Kunsten var kunstig og skulle ikke mere som i 1970’ernes sociale skulpturopfattelse forklare samfundet, men i stedet fastholde kunsten som et unikt erkendelsesrum. Dette indebar også en venden sig mod traditionen og en vilje til at tænke med kunsthistorien.

Udstillingen Inertia min elskede, som Elisabeth Toubro viste i 1983 sammen med Stræde og Nygård, var signifikant for den nye skulpturopfattelse, der nok inddrog aspekter af minimalismens serielle arbejdsform, men samtidig pegede på skulpturens evne til at gå på tværs af strukturer og arbejde med flere tider på en gang samt indlejre betydninger og referencer til traditionens rum. Desuden har Elisabeth Toubro deltaget i væsentlige skulpturudstillinger som Skulpturens tid på Sophienholm 1987, Figurfald på Brandts Klædefabrik 1992 og Juxtaposition på Charlottenborg 1993. Hun har haft flere separatudstillinger, bl.a. i USA, hvor hun 1994 udstillede i New York på D.C.A. Gallery og 1998 på Indianapolis Museum of Art. Karakteristisk for hende har været, at hun har arbejdet med et serielt, men dog samtidig viltert knopskydende princip som fx i værket En konstruktion af en mulig omend løsagtig skulptur, 1991. Hendes skulpturer har strakt sig ud i rummet efter en ofte uigennemskuelig logik, som fortællingen, der spinder sine tråde og metaforer. Bogstavet og det skrevne ord har været hyppige figurer i hendes arbejder, der på mange måder kan karakteriseres som litterært funderede. Metamorfose, forvandling og fortælling har været nøgleord i hendes arbejde, som fx i værket Søjlekonstruktion fra 1995, hvor søjlens form gav anledning til en nærmest muterende søjlevækst. Hendes værker har været beslægtet med især barokkens arbejde med form og tid, men materialerne har været den moderne tids: glasfiber, flamingo, vinyl, metal og pvc. I 1992 deltog hun, bl.a. sammen med maleren Dorte Dahlin, som assistent på den amerikanske arkitekt D. Liebeskinds projekt på arkitektskolen.

Hvor Elisabeth Toubro i de tidlige år arbejdede bevidst med skulpturens træghed og modstand, vendte hun sig i midten af 1990’erne mod en udforskning af den offentlige skulpturs vilkår i en hastig verden. Skulpturen set i farten, fra bilvinduet, blev et incitament for hendes arbejde med den store skulptur til Søren Kierkegaards Plads ved Det Kgl. Biblioteks nybygning, Den Sorte Diamant, indviet i 2000. I kraft af den centrale og symbolske placering ved en af nationens største kulturinstitutioner har opgaven betydet en væsentlig anerkendelse af Elisabeth Toubro, en anerkendelse, der ikke er blevet mange danske kvindelige kunstnere til del. Elisabeth Toubro var 1992-94 lektor ved Kunstakademiet, og siden 1995 har hun været ansat ved Center for Urbanitet og Æstetik på Københavns Universitet. Hun har modtaget flere legater, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1988, Einar Hansens Forskningsfonds stipendium 1988, Anna Klindt Sørensens Fonds legat 1991, Martha og Paul René Gauguins Legat 1992, og i 1999 Eckersberg Medaillen og Anne Marie Telmányis Legat. Fra 1999 har hun været medlem af Akademiet for de Skønne Kunster og Kulturministeriets udvalg for kunst, design, arkitektur og konservering.