Dorte Dahlin

Som måske den eneste nulevende kvindelige billedkunstner har Dorte Dahlin valgt at betitle sig selv malerinde og hermed pointere kønsforskellen som et positivt vilkår. Hun tog studentereksamen fra Gentofte Statsskole i 1975 og debuterede 1982 som maler på den skelsættende generationsudstilling Kniven på hovedet på Tranegården i Gentofte. Samme år havde hun sin første separatudstilling Schnelleben B lokal orkan. På det tidspunkt var hun stadig elev på Kunstakademiet, hvor hun gik 1978-84. I disse år blev akademiet præget af de filosofiske tanker fra de franske filosoffer J. Baudrillard og F. Lyotard, som bl.a. pegede på, at verden var uden original; tilværelsen var én lang række af tegn, der i én uendelighed refererede til hinanden. Denne ændrede omverdensforståelse udgjorde grobunden for det såkaldt vilde eller nye maleri, der bragede igennem i begyndelsen af 1980’erne. De unge malere, heriblandt Dorte Dahlin, Nina Sten-Knudsen, Peter Bonde, Claus Carstensen, Inge Ellegaard, Berit Jensen og Anette Abrahamsson udstillede med en næsten manisk hastighed, før de var færdiguddannede. Inspirationen kom især fra Tyskland, hvor Berlin og Köln udgjorde de trendsættende centre. Dorte Dahlins dynamiske og pointebetonede malerier udviklede sig imidlertid snart i en mere rumligt udforskende retning. Et hovedværk fra perioden er Mnemosyne, 1984, et romantisk maleri, der forholder sig undersøgende til fravær og nærvær, tilsynekomst og forsvinding. Billedet indgår i den serie af malerier, som Dorte Dahlin kaldte Forsvindingsbilleder. I samme periode arbejdede hun med serien Skulpturhuller.

Under et seksmåneders stipendieophold i Hamburg i 1985 var Dorte Dahlin blevet optaget af det kinesiske maleri og dets brug af et mangeperspektivisk rum. Ud fra hvad hun betegnede som en gummigeometri, lod hun forskellige hastigheder eller størrelsesforhold støde sammen i maleriet. Ved at arbejde med en parallel tilsynekomst af uforenelige rum i det enkelte maleri forholdt hun sig til det perceptionsmæssige aspekt. Hvordan ser vi, og hvordan orienterer vi os, når den centralperspektiviske orden, som vi er opdraget til at orientere os efter, dekonstrueres? På store monokrome farveflader anbragte hun mindre figurer, der umuliggjorde, at billedet kunne aflæses i ét blik og som tvang beskueren til at foretage en adspredt aflæsning af billedfladen. Udstillingen Soul, der blev vist på Vestsjællands og Randers kunstmuseer i 1990 var et samspil med samleveren, billedhugger Mogens Møller. Udstillingen markerede Dorte Dahlins voksende interesse for forholdet mellem billede og rum, som hun siden udviklede gennem 1990’erne, bl.a. som assistent for den dekonstruktive amerikanske arkitekt D. Liebeskind, der underviste på Kunstakademiet i 1992. Hans forestillinger om, at den nye arkitektur må indlejre historiske betydninger og referencer i sin struktur, er tydelig i de pladsudsmykninger, som Dorte Dahlin i de senere år har arbejdet med. I 1993 skabte hun Den grønne plads i Hirtshals. Ud fra temaet at stirre ud over havet arbejdede hun dels med at skabe flere blikretninger udefra og ind på pladsen, dels med at indføje stedets egne historiske betydninger i et forsøg på at fortolke dets historie og ånd. I 1997 fik pladsen en naturlig forlængelse, idet hun sammen med Møller skabte det store Monument og trappe, som både er et monument med en næsten uendelig kæde af indlejrede betydninger og en reel trappe, der sammenkobler bynivauet med havnen. Rollen som kurator har Dorte Dahlin også indladt sig på, idet hun i samarbejde med Department of Culture and Information i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater har taget initiativ til udstillingen Overlaps, der vil tematisere forholdet mellem det lokale og det globale og finde sted på Sharjah Art Museum i år 2000.

Dorte Dahlin har deltaget i mange gruppeudstillinger i Danmark og Norden samt i bl.a. Frankrig, Tyskland, Rusland og Ungarn. I begyndelsen af 1980’erne havde hun flere separatudstillinger sammen med Sten-Knudsen, siden ofte sammen med samleveren. Dorte Dahlin, der er repræsenteret på en lang række danske museer, har modtaget flere hædersbevisninger og legater, bl.a. Statens Kunstfonds treårige stipendium 1986 og legat fra Einar Hansens Fond 1993. Siden 1996 har hun været medlem af Akademirådets udvalg for kunst i det offentlige rum.