Elisabeth Sigurdsson

Elisabeth Sigurdssons forældre var højtanerkendte musikere, men de strittede imod, da deres musikbegavede datter i 13-års alderen fik lyst til at spille klarinet, et på den tid helt usædvanligt instrument for en kvindelig klassisk musiker. Hendes viljefasthed gav dog resultat, og i efteråret 1945 begyndte hun at få klarinetundervisning hos kgl. kapelmusiker Palle Nehammer. Klaver havde hun spillet fra seksårsalderen. Hendes alsidige musikalske anlæg var så åbenbare, at hun blev taget ud af skolen for at kunne begynde på Musikkonservatoriet 1947. Hun havde klaver som hovedfag og klarinet som bifag, men prioriterede instrumenterne lige højt. Sommeren efter sin konservatoriestart var hun sammen med forældrene i Island, hvor faderen stammede fra. Her gav familien en Schubertkoncert sammen, og Elisabeth Sigurdsson selv afholdt sin første soloklaveraften, hvor hun spillede Bach, Beethoven, Chopin og Ravel. Efter diplomeksamen i 1950 foregik hendes videre studier i Paris; her fik hun i et par år undervisning af to verdensberømte musikere, pianisten Marguerite Long og klarinettisten L. Cahuzac. Allerede Nehammer havde indført hende i den franske træblæsertradition, der dyrker den fintslebne teknik og den klangskønne bløde tone i alle registre, og denne teknik blev videreudviklet hos hendes konservatorielærer Julius Thomsen, siden hos Cahuzac.

Elisabeth Sigurdsson var landets første professionelle kvindelige blæser inden for klassisk musik. Hendes officielle debut fandt sted i Tivoli i 1951 og vakte berettiget opsigt: ikke alene debuterede hun på to instrumenter ved samme koncert, hun spillede Mozarts klaverkoncert i B-dur K. 450 og Mozarts klarinetkoncert, men hendes spil var så gennemmusikalsk og modent, at anmelderne helt overgav sig. Sin første solokoncert på klaver i København gav hun i 1953. Elisabeth Sigurdsson søgte først sent ind i et orkester. Chefen for radioens musikafdeling Vagn Kappel opfordrede hende ellers tidligt til at søge ind i Radiosymfoniorkestret, da det på et tidspunkt stod uden soloklarinettist. Årsagen var måske, at hun i 1954 giftede sig og efterfølgende fik tre børn; familielivet kunne vanskeligt kombineres med et fast prøvearbejde. Men måske var grunden lige så meget den, at hun trivedes bedst som solist. Hun fik mange solistopgaver såvel herhjemme som i Sverige, Norge og Vesttyskland. Først og fremmest spillede hun meget i dansk radio, hvor hun havde programmer ca. en gang om måneden i mange år. Hun spillede i en trio, som ud over hende selv bestod af Anker Blyme på klaver og Erling Bløndal Bengtsson på cello. De præsterede kammermusik på et meget højt niveau, og flere danske komponister skrev trioer til dem. I det hele taget har Elisabeth Sigurdsson spillet meget ny musik, fx var hun den første i Danmark, der spillede Alban Bergs Four Pieces for klarinet, og hun var i tre-fire år med i gruppen Elsinore Players, der udelukkende opførte ny musik. I øvrigt har hun spillet det gængse solistiske og kammermusikalske repertoire for klarinet; dog har hun på grund af sin manglende orkestertilknytning kun få gange spillet i blæserkvintet. Men hun spillede klarinetkvintetter sammen med de førende danske strygekvartetter, især Københavns Strygekvartet med studiekammeraten og kollegaen Tutter Givskov på 1. violin, og fx Mozarts klarinetkoncert har hun spillet utallige gange.

Efter sin skilsmisse i 1970 flyttede Elisabeth Sigurdsson med de to yngste børn til Århus, hvor hun boede i 24 år og spillede to år som soloklarinettist i symfoniorkestret der, før hun i 1972 blev fastansat på konservatoriet som docent. I 1974 blev hun professor, og fra 1983 til 1992 var hun konservatoriets rektor. Den lidt strenge, disciplinerede musiker blev en glimrende leder, der prægede konservatoriet med en åben holdning til den musikalske udvikling. På det pædagogiske plan arbejdede hun for den nye konservatoriestudiestruktur, hvorefter en større del af de studerende uddanner sig til musiklærere frem for orkestermusikere eller solister, og hun holdt kontakt til byens musikskoler for at have fingeren på pulsen, når det gjaldt børneundervisning. Populærmusikken var heller ikke tabu i konservatoriets klassiske regi, og hun gav tidligt plads for gæstelærere fra det rytmiske miljø. Hendes egen datter Gitte Naur er blevet en anerkendt rocksanger. Før rektortiden havde Elisabeth Sigurdsson i en anden sammenhæng demonstreret sine pædagogiske og musikalske lederevner, nemlig som dirigent for amatørsymfoniorkestre dels i Århus, dels i Odense. Da hun blev rektor, ophørte hun samtidig med at give koncerter og genoptog heller ikke senere sit klarinetspil. Elisabeth Sigurdsson fik i 1959 Musikanmelderringens Kunstnerpris og var bl.a. medlem af bestyrelsen for