Elisabeth Nørregård

Elisabeth Nørregård voksede op i en stor søskendeflok på herregården Petersgård i Sydsjælland i et meget levende hjem. Familien tog del i det grundtvigske menighedsliv på egnen og var optaget af, hvad der rørte sig politisk og kulturelt i tiden. Det var en opvækst, der kom Elisabeth Nørregård, hendes søster Anna (g. Nørregård) og hendes stedsøster Anna Margrete Feddersen til gode senere i livet, idet de alle tre fik livsvarig tilknytning til Testrup Højskole.

Sammen med sin mand Jens N. havde Elisabeth Nørregårds søster i 1866 været med til at oprette Testrup Højskole lidt sydvest for Århus. I 1880 døde Anna N. af tuberkulose, og efter hendes ønske blev Elisabeth Nørregård på Testrup for at tage sig af de fire endnu små børn. Fra skolens start havde Elisabeth Nørregård ofte hjulpet til, bl.a. med at undervise i håndarbejde. Hun var således ikke ukendt med højskolelivet. Men sit egentlige hjem havde hun indtil 1880 i København, hvor hun i en årrække samlede unge piger til daglig undervisning. Hun fik nu sit hjem på Testrup og blev halvandet år efter søsterens død gift med Jens N.

Det var ikke uden ængstelse, at Elisabeth Nørregård gik ind på at videreføre Anna N.s arbejde. Den store skolehusholdning omfattede på dette tidspunkt omkring 150 mennesker plus flere ugentlige, offentlige møder. Elisabeth Nørregård gik mere direkte ind i husholdningen, end søsteren havde gjort. Ved at opøve ledelses- og samarbejdsevner, lære sig at organisere og altid at bevare overblikket blev hun børnenes og skolens rolige midtpunkt, som alle søgte, når der opstod konflikter. Når samarbejdet mellem Jens N. og ungdomsvennen Christoffer Bågø blev så godt, skyldtes det i høj grad hende, hvis råd begge lyttede til. Bågø havde været med fra starten og var i 1871 blevet gift med Elisabeth Nørregårds stedsøster Anna Margrete. Jens N. og Bågø var enige i det væsentlige, men på mange måder var de modsætninger og tog ofte livtag med hinanden. Elisabeth Nørregård var som sin søster optaget af kvindebevægelsen. Inspireret af to svigerinder Astrid Stampe Feddersen og Mathilde N. meldte Elisabeth Nørregård og Jens N. sig ind i Dansk Kvindesamfunds Århuskreds, da denne oprettedes i 1886, og siden hen i Beringkredsen.

Der var langt til læge og sygehus, og det blev nødvendigt, at en af de faste beboere kendte til sygepleje. Under et ophold i København fik Elisabeth Nørregård lov at arbejde på Kommunehospitalet en tid for at udvide sin kunnen, hvilket blev til gavn for både skolen og sognet. Hun var med til at oprette en sygeplejeforening og senere et lille privat børnehjem, som blev hendes hjertebarn. Med sin stilfærdige karakterstyrke blev Elisabeth Nørregård gennem 27 år en lige så betydningsfuld og afholdt partner i højskolens og sognets liv, som søsteren havde været. Uden hende havde Jens N. næppe haft mod til at fortsætte skolearbejdet. I 1908 solgte ægteparret højskolen og bosatte sig i Holte.