Elisabeth (Christian 2.s dronning)

Som medlemmer af det habsburgske fyrstehus og børnebørn af på den ene side den tysk-romerske kejser Maximilian og den burgundiske hertuginde Maria og på den anden side dronning Isabella af Castilien og kong Ferdinand af Aragonien var Elisabeth eller Isabella, som hun oprindeligt hed, og hendes fire søskende at betragte som de ædleste børn i datiden. Brødrene Karl, der blev kronet som kejser i 1520, og Ferdinand blev Europas mest magtfulde mænd. Elisabeths korte liv blev på godt og ondt formet af familieforholdet og præget af brødrenes magtspil og nåde. På grund af faderens død og moderens sindssygdom blev hun anbragt hos sin faster Margrethe, regentinden af Nederlandene. Det blev først og fremmest denne kloge, strengt katolske og politisk yderst erfarne kvinde, der kom til at sætte præg på hende under opvæksten. Men også hendes fornemme lærere må have øvet indflydelse, ikke mindst den nederlandske teolog Adrian af Utrecht, der 1521 valgtes som pave under navnet Hadrian 6.

På Europas fyrstelige ægteskabsmarked var Elisabeth og hendes to søstre i højeste kurs. En ægteskabskontrakt med det habsburgske hus indbragte ikke alene en kolossal medgift, men sikrede også bistand og støtte fra kejsermagten i politisk henseende. Da Christian 2. efter tronbestigelsen i 1513 søgte sig en hustru, hvis herkomst kunne skaffe handelsmæssige forbindelser til Nederlandene og senere en stor arv, faldt valget derfor naturligt på Elisabeths ældste søster, den smukke Eleonora. Set med habsburgernes øjne var hun imidlertid for godt et parti til det forholdsvis ubetydelige nordiske rige. Hun blev i stedet bortgiftet til kong Frans 1. af Frankrig, mens den danske konge måtte tage til takke med den mindre smukke Elisabeth, der ikke havde samme arvemæssige krav at gøre gældende efter sine forældre. Hun var kun 12 år, da hun ved en ægteskabskontrakt, underskrevet i april 1514, blev bortlovet til den 20 år ældre Christian 2. Den kejserlige medgift var på 250.000 gylden, hvoraf kun en mindre del blev udbetalt ved kontraktens indgåelse. Knap to måneder senere blev Elisabeth i Bruxelles viet til den danske konge med rigsråd Mogens Gøye som stedfortrædende brudgom. Hun var dog endnu for ung til at bosætte sig hos sin mand og forblev i Nederlandene. Imidlertid forelskede hun sig i et nyligt udført portræt af sin ægtemand og ønskede allerede året efter at komme til Danmark, hvortil hun blev bragt af en delegation, ledet af Erik Valkendorf, ærkebiskop i Trondhjem. Kroningen af hende som Danmarks dronning og det egentlige bryllup blev fejret i august 1515 i København og med en sådan pragt, at ingen var i tvivl om brudens fornemme herkomst. Hendes første år i det nye land synes at have været ulykkelige, ikke mindst på grund af kongens forhold til elskerinden Dyveke og dennes moder Sigbrit, der øvede en altoverskyggende indflydelse ved det danske hof. Den unge dronning lærte det danske sprog, som hun både talte og skrev, og efter Dyvekes død i 1517 synes hun endog at have vundet både sin mands og Sigbrits fortrolighed. Sammen regerede de to kvinder således riget ved kongens fravær.

Da Christian 2. i foråret 1523 blev tvunget i landflygtighed, fulgte Elisabeth med ham sammen med deres tre børn. Først søgte de til regentinden af Nederlandene. Her var modtagelsen af især kongen imidlertid så kølig, at de fortsatte til Sachsen, hvor de fik nødtørftig hjælp af kurfyrsten. Skønt de ikke længere levede noget luksuriøst liv, stiftede de gæld, mens de ihærdigt søgte at skaffe penge til en generobring af Danmark-Norge. Såvel kongen som Elisabeth forsøgte at få habsburgerne til at udbetale de resterende 150.000 gylden af hendes medgift; men det stærkt katolske kejserdynasti var ikke interesseret i at hjælpe Christian 2., der var optaget af Luthers lære. Dog ville man støtte Elisabeth ved at lade kongeparrets søn Hans indsætte med formynderregering i de nordiske riger. Da hun fik efterretning om familiens planer, afslog hun imidlertid dens hjælp. En betydelig og meget rørende brevveksling mellem ægtefællerne viser, at hun ægteskabet igennem elskede sin mand højt. Hendes ubrudte loyalitet og hengivenhed vakte beundring overalt, og de personlige omkostninger, som hendes trofasthed fik for hende selv og de tre børn, kaldte på alles medfølelse. Men sympatien skaffede ingen økonomisk hjælp. På egen hånd førte hun resultatløse forhandlinger med bl.a. slægtninge i Nordeuropa og fulgte ellers med kongen på hans rejser. I vinteren 1523-24 opholdt de sig ved fyrstehoffet i Berlin, hvor de med familie og venner førte lange religiøse drøftelser, inspireret af kontakten med Luther nogle måneder forinden. Det var formodentlig på dette tidspunkt, at Elisabeth forlod sin katolske barnetro og sluttede sig til den lutherske lære. Det danske kongepars lutherske tilbøjeligheder blokerede nu ganske for hjælp fra hendes katolske familie. Da hun således marts 1524 rejste til Nürnberg for at tale kongens sag ved den årlige rigsdag og for at søge hjælp hos sin broder Ferdinand, var denne imødekommende. Men da hun under besøget åbenlyst modtog nadveren på luthersk vis, dvs. både vin og brød, vakte dette så stor bestyrtelse blandt habsburgerne, at de over for offentligheden forsøgte at skjule hendes overgang til lutherdommen. Christian 2. besluttede ligeledes, at hun herefter af politiske hensyn ikke offentligt skulle demonstrere sin religiøse overbevisning.

Kongeparret tog nu ophold i Lier, men i foråret 1525 blev Elisabeth alvorligt syg. Sygdommen fortsatte sommeren igennem, og hendes tilstand forværredes på en rejse om efteråret, hvor parret blev overrasket af et voldsomt uvejr nær slottet Zwijnaerde ved Gent. Her døde hun i januar 1526. I en skrivelse, affattet på dødslejet, overdrog hun sin mands sag til regentinden af Nederlandene. Endnu efter hendes død fortsatte diskussionen om, hvilken konfession Elisabeth havde tilhørt, idet Christian 2. over for Luther hævdede, at hun på dødslejet havde modtaget den sidste nadver i begge skikkelser. Den kejserlige familie påstod derimod, at hun døde, som hun havde levet, nemlig som overbevist katolik. Hendes omtumlede og på mange punkter tragiske liv samt hendes tidlige død fra tre små børn vakte folkelig medfølelse, og i Nederlandene forfattedes således en folkevise om hendes død Van die coninghinne van Denemercken. Elisabeth blev begravet i Skt. Peters Kirke i Gent, men graven blev under calvinisternes billedstorme og senere krige forstyrret og flyttet flere gange. I 1883 rejstes fra dansk side ønske om at få overført hendes jordiske rester til Skt. Knuds Kirke i Odense. Her fik hun sit sidste hvilested ved siden af sin mand og sine svigerforældre.