Elga Sinding aflagde prøve for Johanne Luise Heiberg og læste hos skuespiller og instruktør Frederik Høedt, inden hun i 1875 debuterede på Det Kgl. Teater som Angelique i det franske sangstykke Advokat Pathelin, og året efter blev hun ansat på teatret. Hun var en folkets datter og overvandt aldrig en vis nasal stemmeklang med vel brede vokaler, hvilket fra begyndelsen udelukkede hende fra heltindefaget. Men hun havde et godt sceneydre, en kvik og frejdig personlighed, et muntert smil og en smittende latter, egenskaber, der kom hende til gode i soubrettefaget, som det faldt i hendes lod at udfolde sig i. Hun kom således til at fremstille en lang række af Ludvig Holbergs Perniller, ligesom hun spillede Dorine i Molières Tartuffe, og hun medvirkede i to af C. Hostrups skuespil, som Mine Tokkerup i En Spurv i Tranedans og Rikke i Genboerne. Hun spillede imidlertid også i den nye dramatik, fx som Lona Hessel i Henrik Ibsens Samfundets Støtter og som Regine i Gengangere. Hun formåede herved at overføre de nye tendenser i spillestil og karakterfremstilling til de klassisketjenestepigeroller. I stedet for at følge traditionen og gå i den tidligere fremstiller Louise Phisters fodspor, hvor der var tale om ren typefremstilling, fik de forskellige Perniller nu hver sin specielle karakter og personlighed. I Pernilles korte Frøkenstand var hun kåd, i Jacob von Thyboe vulgær for i Henrik og Pernille at spille sød og lystig. Udgangspunktet var den sunde fornuft, en usnerpet realisme og en djærv frækhed, der aldrig gik over grænsen. Elga Sindings rollefag var nok begrænset, men hun mestrede det til fuldkommenhed og skabte et helt nyt grundlag for fortolkninger, der lå tæt op ad de nye realistiske toner, som efterhånden vandt mere og mere indpas i det danske teater.
I 1907 valgte Elga Sinding at følge sin mand billedhuggeren Stephan S., da han ønskede at forlægge residensen til Paris for at udøve sin kunst dér. Hun forlod teatret i al stilhed. Hun stod på scenen for sidste gang i 1907 som Anneke i Holbergs Den politiske Kandestøber. Teatret havde endnu engang tabt i den ulige kamp, som dets kvindelige udøvere ofte stod over for, nemlig valget mellem kunstnerisk karriere og privatlivets pligter. Samtidig havde dets publikum mistet en yndet og talentfuld kunstner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.