Ebba Ernst voksede op i Frederiksværk sammen med to meget ældre brødre og en yngre. Faderen var postmester, moderen underviste i klaver og sang og spillede offentligt, bl.a. ved Dansk Kvindesamfunds årlige sammenkomster. Også Ebba Ernst var interesseret i musik og gik til dans fra fireårs alderen. Efter sproglig studentereksamen fra Frederiksborg Gymnasium i 1945 tog hun eksamen fra Gymnastikinstituttet og fortsatte med at læse engelsk og gymnastik på Københavns Universitet. Her mødte hun sin senere ægtefælle Niels E., der studerede psykologi. Udlængsel førte hende et halvt år til Uppsala som au pair-pige og et halvt år til en pigeskole i England, hvor hun underviste i gymnastik. Efter at have giftet sig og fået sit første barn startede hun i 1951 på psykologistudiet, som hun afsluttede 1955.
Efter endt uddannelse blev Ebba Ernst ansat som den første timelønnede psykolog på åndssvageinstitutionen Ebberødgård, der husede over 1.000 patienter. Det var en mandsdomineret verden med seks psykiatere, heraf en kvindelig. Der var skepsis med hensyn til ansættelsen af Ebba Ernst, men hun oplevede stor støtte hos den fremsynede overlæge P.A. Schwalbe- Hansen. Hendes vigtigste opgave var testning. På det tidspunkt blev mange åndssvage kastreret eller steriliseret, og da et vigtigt kriterium for at undgå disse indgreb var en intelligenskvotient på over 70, var udfaldet af testen skæbnesvanger. Det udløste mishag, når hun påpegede fejl i vurderingerne. På eget initiativ udvidede hun sit arbejdsområde til at omfatte samtale, lege- og gruppeterapi, forældrekontakt samt supervision af medarbejdere. Hun blev i 1958 også tilknyttet Rigshospitalet, hvor hun bl.a. startede gruppeterapi med piger.
I 1959 blev Ebba Ernst og hendes mand ansat som forstanderpar på behandlingshjemmet Nødebogård i Nordsjælland. Det var en ny institution, primært for psykotiske, men også for børn med andre psykiske lidelser. Ved ansættelsen blev det pointeret, at Ebba Ernst skulle fungere som forstanderhustru, og at hun ikke måtte praktisere som psykolog. På det tidspunkt gik institutionsbørn i ens tøj, og måltiderne blev indtaget i en fælles spisestue med forstanderparret for bordenden. For at styrke børnenes selvoplevelse indførte Ebba Ernst som noget helt nyt individuelt tøj. Måltiderne, som hun så som en vigtig del af behandlingen, da de symboliserede det tidlige moder-barn-forhold, blev nu indtaget i mindre grupper. Snart praktiserede hun også individuel psykoterapi, i starten ulønnet, men efterhånden opnåede hun en halvtidsstilling, der til sidst blev til en heltidsstilling. I faglitteraturen har hun beskrevet sin meget personlige behandlingsform, der har visse træk til fælles med de objektrelationsteorier, som er udviklet af engelske psykologer. I 1973 blev Ebba Ernst opfordret til at søge stillingen som chefpsykolog på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling. Ud over supervision af samtlige faggrupper var testning og især individuel psykoterapi fortsat hendes hovedinteresse. Nu blev det særlig anorexia nervosa-patienter med spiseforstyrrelser, hun beskæftigede sig med, og hun startede en gruppebehandling af piger i form af billedterapi. Der blev også tid til at skrive en række artikler, bl.a. sammen med ægtefællen, om infantil autisme, mad og miljø, driftskonflikter og læsevanskeligheder.
I 1979 ønskede Ebba Ernst nye udfordringer og opsagde sin stilling for at blive privatpraktiserende. Snart derefter blev hun opfordret til at vikariere i et lektorat på Institut for Klinisk Psykologi ved Københavns Universitet for professor Lise Østergaard. Senere fortsatte hun som ekstern lektor samtidig med sin privatpraksis. I 1983 fik hun opfyldt sit ønske om at arbejde med voksne skizofrene gennem ansættelse på psykiatrisk afdeling ved Slagelse Centralsygehus. I 1985 genoptog hun stillingen som chefpsykolog på Rigshospitalet, hvor hun fortsatte, indtil børnepsykiatrisk afdeling i 1991 blev lagt sammen med afdelingen på Bispebjerg Hospital. Ebba Ernst deltog i de opslidende forhandlinger og var på Bispebjerg i et år. Derefter genoptog hun sin privatpraksis, hvor hun på sjælden følsom måde har indlevet sig i sine klienter, og hvor hendes erfaringer fra arbejdet med psykotiske børn har været en nyttig ballast. Ebba Ernst har sideløbende dyrket sin store interesse for musik og dans, senest de psykologiske aspekter af dansen. I 1995 afsluttede hun uddannelsen Dansens æstetik og historie på Åbent Universitet, og hun har efterfølgende interesseret sig for kropssprog og mime.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.