Clara Andersen

Clara Andersen var 1800-tallets mest succesrige kvindelige danske dramatiker. Hun skrev en række lystspil, som fik mange opførelser både herhjemme og i udlandet, det kendteste Rosa og Rosita, 1862, gik mere end 100 gange på Det Kgl. Teater. Forfatterskabet, som også omfatter romanen Kastaniebaandet, 1861, noveller og flere skitser trykt i underholdningsmagasiner, var præget af virkelighedsorientering, humoristisk sans og et ironisk livssyn, men det var uden personligt anliggende. Clara Andersen udgav alle sine arbejder anonymt og forblev ukendt for den brede offentlighed.

Clara Andersen var født ind i teatermiljøet. Faderen spillede i Det Kgl. Kapel, og hendes moder, som var en af Knud Lyne Rahbeks yndlingsskuespillerinder, havde haft mange af de store kvinderoller i det tidlige 1800-tals danske og udenlandske repertoire på Det Kgl. Teater, hvor hun virkede i 30 år. Clara Andersen begyndte tidligt at skrive dramatik og sendte i 1848 stykket En Evadatter til Henrik Hertz, som opmuntrede hende til at fortsætte. Hun lærte Frederik Høedt at kende, og han bragte stykket til opførelse på Hofteatret i den berømte sæson 1855-56, hvor Det Kgl. Teater med J.L. Heiberg som direktør for første gang fik alvorlig konkurrence. I et repertoire bestående af moderne franske og danske stykker hævdede En Evadatter sig med sine 24 opførelser som et af de oftest spillede og det eneste af en kvindelig forfatter. I stykket, der foregår blandt aristokrater i London, overværer personerne en Hamletforestilling. Heri lå en højaktuel pointe, eftersom Høedt, der selv spillede hovedrollen, i 1851 havde haft en sensationel debut som Hamlet på Det Kgl. Teater og netop etablerede scenen på Hofteatret i utilfredshed med nyindstuderingen af Shakespeares drama under Heibergs ledelse. Kritikken af En Evadatter var meget positiv, men diskuterede den manglende etiske holdning og modvilje mod moralsk stillingtagen, som også præger flere af Clara Andersens senere stykker.

Rosa og Rosita handler om et par spanske søstre, der kommer i huset hos deres kbh.ske onkel og hans familie, efter at de er blevet forældreløse, den ene med en betydelig arv. Onklen vil have sin søn gift med arvingen og lade sin anden niece hjælpe til i huset, men sønnen og en anden ung mand i familien er mindre materialistiske og vil behandle de unge kvinder ens; det nødes de også til, for niecerne nægter efter ankomsten at fortælle, hvem der er hvem. Pardannelsen sker herefter alene ud fra kvindernes sind og skind, den ene er stille og from, den anden kåd og overgiven, og ved tæppefald ved tilskuerne stadig ikke, hvem af de unge mænd der har fået penge oven i købet. Fædrelandets anmelder Clemens Petersen insinuerede, at stykket ikke var originalt, men en bearbejdet oversættelse af et ukendt stykke af den italienske dramatiker C. Goldoni, hvilket Clara Andersen måtte dementere ved at meddele, at hun havde lånt temaet fra en jødisk novelle, men at der i øvrigt var tale om et originalt arbejde. Ud over den store succes på Det Kgl. Teater turnerede stykket i provinsen og blev med samme succes opført på Burgteatret i Wien og på teatre i Berlin, Breslau og Kristiania, hvor man gættede på kong Oscar af Sverige og Norge som den anonyme forfatter. Den kendte parisiske teatermand F. Régnier ønskede at opføre stykket på Théâtre français i Paris, men Clara Andersen afslog tilbudet, da hun ikke ville godkende den bearbejdelse af teksten, han krævede. Clara Andersens dramatiske produktion, som indbefatter En Velgjørers Testament, 1858, En Theaterhistorie under Ludvig XIV, 1862, En nyttig Onkel, 1866, De lykkeligste Børn, 1871, og Sandt og Usandt, 1873, er præget af en nøgtern iagttagelsesevne, en livligt pointeret dialog og en naturlig scenegang, også når teksten er på rimede vers. Intrigen er ofte organiseret omkring viljefaste kvindeskikkelser, som kan udarte til det geskæftige. I Grøn Fødselsdag fra 1870, som efter premieren på Det Kgl. Teater blev en af Dagmarteatrets store kassesucceser, klæder en generalinde sig ud som sin husholderske for at forpurre en mesalliance. Sidste akt udspiller sig i Dyrehaven, og der gøres på jovial dansk vis løjer med klasseforskellene. Clara Andersen oversatte og bearbejdede desuden enkelte lystspil for teatret.

Prosateksterne blev udgivet under pseudonymet Paul Winther. Kammerraadindens Døttre fra samlingen Noveller, 1855, er en bidende satire over en kvindelig hustyran og hendes beregnende datter, men omvendt truer det positive modstykke, den blide søster og hendes generte bejler, med at blive en karikatur på grund af fortællerens ironiske distance. Den dramatiske genre passede bedst til Clara Andersens ønske om ikke at tage parti. Hendes ugebladsskitser er beskrivelser af oplevelser i udlandet, bl.a. En Aften paa Bal Mabille, Berlinske Folkescener og Et Besøg hos en Somnambule, der begge udkom i Huusbibliotek for underholdende Læsning, 1855. Clara Andersen boede sammen med sin moder til dennes død i 1875 og siden alene på et pensionat. En plejedatter, hun havde taget til sig, mistede hun tidligt. Hun efterlod en betydelig formue til velgørenhed.