Christine (Christian 2.s datter)

Christine var det yngste af kong Christian 2.s og dronning Elisabeths tre børn. Hun var kun to år, da den danske kongefamilie i 1523 måtte gå i landflygtighed, og hun kom aldrig senere tilbage til Danmark. Det blev slægtskabet på mødrene side med det habsburgske kejserdynasti, der kom til at præge hendes livsforløb. Men samtidig fremtræder hun i sin selvforståelse og sine politiske handlinger som en rethaverisk dansk kongedatter og en ærgerrig dynastibevidst habsburger. Efter flugten fra Danmark tog kongefamilien ophold hos habsburgske slægtninge forskellige steder i Nederlandene og Flandern. Da dronning Elisabeth døde allerede i 1526, kom børnene til Mechelen, hvor deres opfostring blev overladt til grandfasteren Margrethe, regentinde over Nederlandene. Hun, der en snes år tidligere på samme vis havde varetaget deres moders opdragelse, skulle nu bl.a. skærme børnene mod den lutherske lære, som deres fader og hans omgivelser var influeret af. Ved regentindens død i 1530 overtog børnenes moster, enkedronning Maria af Ungarn, opgaven både som regentinde og som plejemoder. I forbindelse med det mislykkede forsøg 1531-32 på at generobre Danmark-Norge blev Christian 2. tilfangetaget. Interneringen i Danmark varede lige til hans død i 1559. Ved fængslingen i 1532 mistede Christine stort set enhver kontakt med ham. Samme år døde hendes broder, den 14-årige prins Hans, og hun rykkede frem i arverækken til den danske trone. Hun og søsteren Dorothea forblev i mosterens og dermed kejserens varetægt resten af deres barndom. Den kvindelige regent satte et uudsletteligt præg på Christine, både hvad angik kærlig omsorg, katolsk tro, klassisk dannelse og politisk skoling. Hun kunne dog ikke forhindre, at Christine blev en brik i kejserens storpolitiske magtspil. Som 13-årig blev hun således bortlovet til den 26 år ældre og svagelige hertug af Milano Franzesco 2. Sforza. Vielsen fandt sted i Bruxelles 1533 med kejserens fornemste minister Maximilian Stampa som stedfortrædende brudgom, og i maj året efter kom hun med følge til Italien. Kejseren havde ydet en klækkelig medgift mod, at hun til gengæld skulle frasige sig sin fædrene og mødrene arv, medmindre hendes søster eller hun selv fik held til at bemægtige sig Danmark-Norge. I så tilfælde skulle Christine tilbagebetale medgiften. Ved at bortgifte hende til den milanesiske hertug havde kejseren ikke alene hindret Frankrig i at angribe området, men havde endvidere sikret sig, at såfremt ægteskabet mellem hertugen og hans barnebrud forblev barnløst, skulle hertugdømmet tilfalde kejseren ved hertugens død. Denne situation indtraf i 1535, da hertugen døde efter kun halvandet års ægteskab. Selv blev Christine bragt tilbage til Nederlandene for atter at tilbringe nogle år under regentindens opsyn.

Christine var stadig attraktiv på det europæiske ægteskabsmarked, ikke mindst set med katolske fyrsteøjne, fordi hun rangerede højt i den danske arvefølge. Hun modtog i de følgende år flere ægteskabstilbud, som imidlertid blev afslået. Kejseren havde sine planer. Som et led i den stadige kamp mod Frankrig førte han ægteskabsforhandlinger, der dog alle strandede, med bl.a. den skotske kong Jacob og i 1538 med Henrik 8. af England. I forbindelse med sidstnævnte forhandlinger blev et portræt af Christine malet af Hans Holbein. Maleriet giver et stærkt indtryk af den skønhed og intellektuelle udstråling, hun i samtiden var berømt for. Med sin tøjstil dannede hun moden “à la lorraine”, og hendes mange evner og omfattende viden om sprog, musik, kunst og jagt kom hende til nytte ved deltagelsen i det storpolitiske spil. Selv synes den unge enke at have været interesseret i prinsen af Orange René de Chalons, men ved kejserlig mellemkomst blev en forbindelse hindret. 1541 blev Christine, nu 20 år gammel, omsider af kejseren bortgiftet til den fire år ældre Frans af Bar, der 1544 arvede hertugdømmet Lothringen som hertug Frans 1. I ægteskabet, som hun selv hævdede havde gjort hende til den lykkeligste kvinde i verden, fødtes seks børn, hvoraf tre døde som spæde.

Christines politiske talent og skoling samt hendes intelligens og sprogkunnen gjorde hende mere end velegnet til at regere hertugdømmet ved sin mands fravær. I det hele taget fungerede hun som hans politiske rådgiver, bl.a. ved rigsdagen i Speyer i 1544. Her anerkendte kejseren i øvrigt Christian 3.s ret til den danske trone og desavouerede derved Christines og Dorotheas arveret. Allerede i 1545 blev Christine atter enke. Hertug Frans havde i sit testamente indsat sin broder og hende til i fællesskab at være formyndere for sønnen Karl. Hun forsøgte dog at regere på egen hånd og deltog selvstændigt i en række politiske forhandlinger. I 1552 angreb Frankrig hertugdømmet Lothringen. Freden blev dyr for Christine. Hun måtte afstå regentskabet og acceptere, at den tiårige Karl bragtes til opfostring ved det franske hof som kommende ægtemand for kongedatteren Claude. Selv måtte hun med sine to døtre endnu en gang vende tilbage til mosteren. Hendes rolle på den storpolitiske scene var dog langtfra udspillet. Seks år senere døde både kejseren og regentinden. Alle ventede Christine udnævnt til ny regentinde. Hun stod den kejserlige arvtager, fætteren Filip 2., nær og var værdsat og højt elsket af det nederlandske folk. Desuden havde hun netop bidraget til afslutningen af fredsforhandlingerne mellem Frankrig og habsburgerne i Cateau-Cambrésis. Men regentposten tilfaldt i stedet Filip 2.s halvsøster Margrethe af Parma. Efter dette politiske nederlag bosatte Christine sig i Lothringen hos sønnen Karl, der nu som myndig havde overtaget regeringen. Hun blev dennes politiske rådgiver og stedfortrædende regent. Tanken om at genvinde sin faders nordiske riger havde hun imidlertid ikke opgivet. I årene omkring 1560 forsøgte hun således at få datteren Renata gift med Frederik 2. Det mislykkedes, og Renata ægtede i 1567 hertug Wilhelm af Bayern. Ved begyndelsen af Syvårskrigen 1563-70 mellem Danmark og Sverige søgte Christine ved alliancer med bl.a. den svenske konge Erik 14. og den landsforviste danske rigsråd og rentemester Peder Oxe at planlægge en generobring, alt imens hun allerede underskrev sig som dronning: “Chretienne par la grace de dieu royne de Dennemarck, Suede, Norwegen.”

Af helbredsmæssige grunde trak hun sig i 1578 tilbage og levede i den italienske by Tortona, der af hendes første mand var tillagt hende som livgeding (enkegods). Her holdt hun hof under navnet Madame de Tortone, alt imens tanken om regentskabet over de nordiske riger løb løbsk for hende. Flere gange slog hun medaljer prydet med sit portræt, hvorpå hun kaldte sig Danmarks dronning. Hun døde 1590 i Alessandria og blev begravet i den nye domkirke i Tortona. Hun blev senere ført til Cordelier-kirken i Nancy, hvor ægtefællen, hertug Frans af Lothringen, var gravlagt. Helle Stangerups historiske romanbiografi Christine fra 1985 har senest været med til at øge kendskabet til og interessen for hendes person og skæbne.