Helle Stangerup

Helle Stangerups barndomshjem og i særdeleshed moderens psyke og skæbne er beskrevet med stor følsomhed i broderen, forfatteren Henrik S.s bog Datter af, 1995. Der var en distance mellem forældrene, den intellektuelle og lærde litterat Hakon S. og den intuitive og sanselige skuespiller Betty Söderberg, datter af den svenske dramatiker og forfatter H. Söderberg. Både faderen og moderen var meget optaget af deres respektive karrierer og ønskede, at børnene skulle erhverve sig en klassisk dannelse. Begge børn blev sat i kostskole, broderen herhjemme, Helle Stangerup på forskellige skoler i England og Schweiz. Hun tog dog studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1959. I sin ungdom ønskede hun en praktisk livsvej, ikke en kunstnerisk som moderens. Valget faldt på det juridiske studium og 1966 blev hun cand.jur. fra Københavns Universitet. Hun mødte sin senere ægtemand i 1968, og det følgende år bosatte de sig på hans slægtsgods Knuthenborg på Lolland. I børnebogen Knuthenborg Safaripark – set indefra, 1978, udgivet under navnet Helle Knuth, fortæller Helle Stangerup muntert og levende om denne Nordeuropas største dyrepark, som hun og hendes mand opbyggede i årene 1972-80.

Allerede året efter sin embedseksamen havde Helle Stangerup debuteret med kriminalromanen Gravskrift for Rødhætte, der udspiller sig i et internationalt luftfartsmiljø. Det egentlige gennembrud var imidlertid romanen Gule handsker, 1968, hvor hun placerede sine personer i den danske provins. Bogens intense miljøskildring og fortættede suspense gav den stor gennemslagskraft hos publikum og inspirerede til yderligere fem spændingsromaner. De er vidt forskellige i stil og miljø, fra det humoristisk afvæbnende i Diamanter er dydens løn, 1970, til det dystert vemodige i Solsikkerne, 1972, der skildrer en polsk undergrundsgruppes kamp mod det kommunistiske system. Den psykologiske gyser Ulvetid, 1980, blev lanceret efter en længere pause i forfatterskabet og filmatiseret samme år.

I 1985 skiftede Helle Stangerup genre og udsendte den historiske roman Christine, der blev en overvældende salgssucces. Sigtet med bogen var at berette om “den magt og indflydelse, som kvinderne havde, inden de blev ofre for victorianismens moralsyn og ændrede samfundsforhold, som bevirkede, at de bedrestillede forfaldt til lediggang, parykker og pudder”, forklarede hun i sin takketale, da hun modtog De Gyldne Laurbær for romanen. Titelpersonen er datter af Christian 2. og dronning Elisabeth. Mens kongen kæmper for at genvinde riget, må hun friste en tilværelse i udlændighed. Tvunget af de politiske omstændigheder lever hun et omflakkende og rastløst liv, men hun skildres som et helstøbt menneske, der trods alle anslag bevarer sin indre styrke og ydre integritet. Efter denne succes fulgte Spardame, 1989, om de stærke kvinder, der omgav Christian 4., yndlingsdatteren Leonora Christina, hendes moder Kirsten Munk, dennes moder Ellen Marsvin, kongens svigerdatter Sophie Amalie og hans maitresse Vibeke Kruse. Det kvindelige persongalleri er holdt sammen med dramatisk flair, men romanen opnåede ikke helt den samme opmærksomhed som Christine. Perioden omkring Reformationen er igen skildret i Sankt Markus nat, 1992, der fortæller om utilpassede eksistenser i en ekspressiv, medrivende prosa. Helle Stangerups historiske romaner er i ordets bedste forstand kulørt underholdning om tider, der ligger fjernt fra vor, men hun mister ikke overblikket eller forfalder til fad sentimentalitet. Romanerne har en stram indre logik og er ofte karakteriseret ved fin psykologisk indsigt.

1996 vendte Helle Stangerup tilbage til samtidsskildringen med thrilleren Stedfar, hvor hun beretter om rige magtmennesker i et dekadent miljø i Nordsjælland. I løbet af sin karriere har hun desuden skrevet manuskripter til tv-dramaer og udsendt rejseskildringer fra Sibirien og Antarktis. Blandt rækken af hædersbevisninger er Thit Jensens Forfatterlegat, som Helle Stangerup modtog i 1990. Romanerne er oversat til flere sprog, bl.a. fransk, tysk, svensk, norsk og engelsk.