Faktaboks

Christiane Reimann
Christiane Elisabeth Reimann
Født
6. maj 1888, København
Død
12. april 1979, Siracusa, Italien
Arbejdsliv
Sygeplejerske, generalsekretær, legatstifter, akademiker og redaktør
Familie

Forældre: vekselerer Carl Christian R. (1853-1929) og Margit Meisterlin (1863-1927).

Gift 1934 med Wilhelm F.C. Alter.

Christiane Reimann

Christiane Reimann blev den første danske sygeplejerske med en akademisk grad i sygepleje, som hun studerede ved Columbia University i USA og afsluttede i 1925. I 1922 var hun blevet valgt som sekretær for International Council of Nurses (ICN), en international sammenslutning af sygeplejerskeorganisationer. Hendes mærkesag var synliggørelse og markering af ICN som et internationalt talerør for sygeplejestanden, ligesom hun mente, at sygeplejersker burde organisere sig. I løbet af hendes virke som sekretær frem til 1934 voksede antallet af medlemsorganisationer fra 13 til 29. Foto af Christiane Reimann fra 1925 iført akademisk kappe og hue.

Christiane Reimanns opvækst og ungdom omkring 1900 var præget af hendes baggrund i det bedre borgerskab. I 1904 tog hun 4. klasses hovedeksamen fra Ordrup Latin- og Realskole. De efterfølgende ni år forblev hun i barndomshjemmet, hvor hun dels modtog undervisning i sang, klaverspil og musikteori, dels lærte sprog via ophold i Tyskland og England. 25 år gammel besluttede hun sig for at blive sygeplejerske, en beslutning, der sandsynligvis var inspireret af tidens filantropi, idet hendes mål var at blive hjemmesygeplejerske inden for menighedsplejen. Familien var stærkt imod denne beslutning. Sygepleje var ikke anset som en passende beskæftigelse for hendes klasse. “En sygeplejerske er ikke en dame,” som en onkel udtrykte det. Trods modstanden forfulgte Christiane Reimann sit mål og blev uddannet på Bispebjerg Hospital 1913-16. Undervejs opgav hun at blive hjemmesygeplejerske til fordel for en videreuddannelse i USA, en idé, sygeplejeskolens forstanderinde Charlotte Munck støttede. Hun mente, at Christiane Reimann var et emne til en overordnet stilling, og ydede hende derfor praktisk hjælp til at gennemføre planen, bl.a. overtalte hun Christiane Reimanns fader til at finansiere studierne.

I 1918 rejste Christiane Reimann til New York med det første passagerskib, der afgik fra København efter Første Verdenskrigs afslutning. Passagererne bestod fortrinsvis af forretningsmænd og kun ganske få kvinder. Rejsen var angstfyldt, fordi der endnu fandtes mange miner, men forløb uden uheld. Efter ankomsten til New York arbejdede Christiane Reimann nogle måneder ved Presbyterian Hospital. Dernæst blev hun hjemmesygeplejerske ved Henry Street Settlement. Hun blev indskrevet ved Teachers College, Columbia University, hvor sygeplejepionerer som Mary Adelaide Nutting og Isabel Stewart, fagets første professorer, var medlemmer af lærerstaben. Disse store personligheder knyttede Christiane Reimann private venskaber med. I 1921 tog hun en Bachelor of Science og i 1925 en Master of Arts. Hun blev dermed den første dansker med en akademisk grad i sygepleje, først i slutningen af 1930’erne fulgte andre efter. I perioden mellem de to uddannelser, 1921-23, ansatte Munck Christiane Reimann som Bispebjerg Hospitals første instruktionssygeplejerske. Tilknytningen til dansk sygepleje blev dog af kort varighed. I 1922 blev Christiane Reimann valgt som sekretær for International Council of Nurses (ICN), en international sammenslutning af sygeplejerskeorganisationer stiftet 1899 med det formål at forbedre sygeplejen og sygeplejerskers arbejds- og levevilkår. Valget af Christiane Reimann kom efter sigende i stand, fordi ICNs afgående sekretær Lavinia Dock, som Christiane Reimann havde mødt under sit ophold på Henry Street Settlement, anbefalede hende til posten. De følgende tre år varetog Christiane Reimann dette ulønnede tillidshverv sideløbende med arbejde og studier. På ICNs kongres i Helsingfors 1925 blev hun genvalgt med den ændring, at hun blev organisationens første lønnede sekretær. Hun fik sæde i Genève, hvor ICN oprettede hovedkontor samme år.

ICN var stærkt svækket på grund af Første Verdenskrig, og midlerne var yderst begrænsede. I denne situation var Christiane Reimann et lykkeligt valg. Ikke alene var hun fagligt kompetent og havde internationale erfaringer, hun havde også den rette personlige støbning og dertil en stor personlig formue, som hun generøst brugte af. En del af hendes tid blev brugt til at planlægge og følge op på ICNs møder, men hendes mærkesag var synliggørelse og markering af ICN som et internationalt talerør for sygeplejestanden. Med dette for øje etablerede hun samarbejdsrelationer til internationale organisationer, der ansatte sygeplejersker eller havde med sundhedsanliggender at gøre, fx det internationale Røde Kors. I 1929 indledte hun et samarbejde med International Labour Organisation (ILO), hvilket ICNs stifter og første præsident Ethel Bedford Fenwick i høj grad misbilligede. Hun proklamerede, at en respektabel profession som sygeplejen ikke burde have forbindelse med ILO, der var en politisk og socialistisk organisation, som kun inspirerede til klassekamp. Christiane Reimann fortsatte dog samarbejdet, men efter hendes afgang i 1934 blev det afbrudt og først genoptaget efter Anden Verdenskrig. En anden mærkesag for Christiane Reimann var at holde kontakt til ICNs medlemsorganisationer og generelt inspirere sygeplejersker verden over til at organisere sig. Det indebar en omfattende rejsevirksomhed, fx besøgte hun for egen regning 20 europæiske sygeplejeorganisationer i 1926. Hendes politik gav også bonus, idet antallet af medlemsorganisationer voksede fra 13 til 29 i løbet af hendes 12 år som sekretær. Hun stod desuden bag internationale udvekslingsprogrammer for sygeplejersker og var rådgiver i sygeplejespørgsmål for regeringer og sundhedsmyndigheder i mange lande. Fra 1922 udgav og finansierede Christiane Reimann ICNs officielle organ The Bulletin, der i 1926 ændrede navn til The ICN og i 1930 til The International Nursing Review. Hun var også redaktør af bladet og skrev de fleste artikler selv. Dertil oprettede og finansierede hun et omfattende fagbibliotek ved hovedkontoret i Genève, hvorfra der var udlån til sygeplejersker over hele verden.

I 1934 forlod Christiane Reimann ICN, angiveligt af helbredsmæssige grunde. Hun slog sig ned på Sicilien, hvor hun købte en smuk ejendom uden for Siracusa, og til sin død ledede hun arbejdet på ejendommens store citron- og appelsinplantager. Fra forskellig side gives der dog også andre forklaringer på hendes afgang, bl.a. menes det, at mangfoldige gnidninger med ICNs bestyrelse havde betydning for hendes beslutning. Beslutningen kan også have hængt sammen med, at hun blev gift samme år. I årene fremover fulgte hun nøje ICNs udvikling, og i 1967 tilbød hun organisationen sine besiddelser på Sicilien til et feriehjem for sygeplejersker, men ICN afslog, fordi vedligeholdelsen var for kostbar. Det skuffede hende, men hun fastholdt en anden beslutning, nemlig at testamentere en del af sin formue til en fond, hvorfra en international sygeplejepris skulle uddeles hver fjerde år på ICNs kongres, en slags Nobelpris i sygepleje. Den første der fik tildelt Christiane Reimann-Prisen var Virginia Henderson fra USA i 1985.

Christiane Reimann var en pioner i international sygepleje. Hun forfulgte nidkært sine mål, som hun i vid udstrækning også fik opfyldt, men ikke uden sværdslag med sine samtidige. Eftertidens analyser af ICNs historie vidner om stor anerkendelse af hendes indsats.

Beskrivelser og portrætter af Christiane Reimann

  • Foto i ICN.
  • Dame Sheila Quinn: ICN Past and Present, 1989. Esther Petersen: Over grænser, 1990.
  • DSRs arkiv i Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Tilknytning til organisationer

  • International Council of Nurses
  • The Bulletin
  • The ICN
  • The International Nursing Review
  • Christiane Reimann-Prisen

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig