Faktaboks

Cecilie Lund
Cecilie Ane Andrea Lund
Født
28. november 1917, Nuuk
Død
9. juli 1999, Qaqortoq
Arbejdsliv
Forfatter, oversætter og forstander
Familie

Forældre: præst, maler Niels Peter Salomon Lynge (1880-1965) og Theodora Ane Cecilie Rosing (1883-1940).

Gift 24. september 1939 med fåreholder Henning L., født 28. april 1917 i Ammassivik, Nanortalik, død 5. maj 1998 i Qaqortoq, s. af fiskerileder Louis L. og Marie Katrine Elisabeth Julia Johannesen.

Børn: Louis (1941), Naja (1943), Kristian (1945), Katrine (1949), Niels (1951), Kunuk (1956).

Cecilie Lund stammede på fædrene side fra den kendte Lyngeslægt med hjemsted i Nuuk (Godthåb) og på mødrene side fra Rosingslægten i Kangaamiut, en bygd ca. 200 km nord for Nuuk. I begge slægter var der flere kunstnere. Cecilie Lunds fader var billedkunstneren og præsten Niels Lynge, en fremtrædende skikkelse i den nationale og kristelige vækkelsesbevægelse Peqatigiinniat. Selvom familien tilhørte de øvre lag i samfundet, var forældrene hårdtarbejdende. Storebroderen, den kendte maler og forfatter Hans Lynge, fortæller i sine erindringer Kalâtdlit-nunâta inûnera ilordleq, 1981 (da. udg. Grønlands indre liv, s.å), at faderen trods sin religiøsitet var modstander af bordbøn og forestillingen om, at man får sin mad fra Gud. Alle de ti søskende, hvoraf Cecilie Lund var nummer syv, blev vænnet til at kunne overkomme store arbejdsbyrder.

Cecilie Lund voksede op i Maniitsoq (Sukkertoppen) og senere i bygden Alluitsoq (Lichtenau) i Sydgrønland. Som helt ung kom hun som en af meget få piger på den toårige efterskole i Qaqortoq (Julianehåb), hvorfra hun tog eksamen i 1934. Hun ville gerne have været seminarieuddannet, men på den tid var det meget vanskeligt for piger i Grønland at få en videregående uddannelse, og hun måtte nøjes med at uddanne sig på den etårige kateketskole i Aasiaat (Egedesminde), der var blevet oprettet i 1934. Skolen optog elever af begge køn, der havde bestået efterskolens afsluttende prøve, og eleverne fik her en kompetencegivende uddannelse, som imidlertid var mindre omfattende end den, de kunne få på seminariet. De mandlige elever fik efter endt uddannelse titel af kateket, mens kvinderne blev småbørnslærerinder. I 1937 blev Cecilie Lund ansat som småbørnslærerinde i Alluitsoq, og to år efter giftede hun sig med fåreholder Henning L. I ægteskabets første år beholdt hun sit arbejde, indtil der kom børn, og senere arbejdede hun i en periode, hvor ægtefællen var syg. I 1946 flyttede hun med sin mand, tre børn og 280 får til Qanisartuut ved Qaqortoq, hvor betingelserne for landbrug var bedre. Stedet var ubeboet, og parret begyndte som nybyggere med at rydde jorden. Som det var tilfældet for mange unge fåreholderfamilier, der i de år etablerede nye landbrug, var det et liv med hårdt arbejde, og Cecilie Lund fik brug for sin praktiske dygtighed. Også hendes kulturelle ballast kom hende til gode, da hun stort set var alene om at undervise familiens børn, den nærmeste skole lå langt fra Qanisartuut.

Efterhånden blev Qanisartuut et mønsterlandbrug, og sideløbende med dette arbejde havde Cecilie Lund overskud til at skrive digte og noveller, sætte musik til nogle af digtene samt deltage i den offentlige debat med avisindlæg. Desuden var hun 1971-79 medlem af Grønlands Radios styrelse. Meget lidt af det, Cecilie Lund skrev, er udkommet i bogform. Til gengæld er hendes noveller blevet trykt i den grønlandske presse og læst op i radioen. Nogle af hendes digte indgår desuden i grønlandske sangbøger. Endvidere gjorde hun sig gældende som oversætter af litteratur fra dansk til grønlandsk. I 1965 vandt hun førstepræmie i en novellekonkurrence med fortællingen Pitdlagkatut asime inûneq (Bygdeliv for en straffet), der handler om en ung lovovertræder og hans problemer. Novellen afspejler endnu en side af Cecilie Lunds virke, idet hun sammen med sin mand i 1950’erne og 1960’erne skabte et hjem for adskillige unge mennesker, som myndighederne ønskede at anbringe på et ensomt beliggende fåreholdersted for at give dem en mulighed for resocialisering, efter at de havde været i konflikt med loven.

Gennem mange år var Cecilie Lund aktiv i Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning), stiftet 1948 med Kathrine Chemnitz som formand. APK samarbejdede både med Dansk Kvindesamfund og De Danske Husmoderforeninger, og de aktive var i vid udstrækning fremtrædende husmødre. Formålet var at øge kvinders interesse for samfundsanliggender og dygtiggøre dem inden for husligt arbejde og traditionelt grønlandsk kvindearbejde. I midten af 1960’erne blev Cecilie Lund formand for APKs Sydgrønlandskreds og i 1977 den første leder af kvindehøjskolen Arnat Ilinniarfiat i Sisimiut (Holsteinsborg). Højskolen, der er en del af Knud Rasmussens Højskole, var blevet oprettet efter et langt og sejt indsamlings- og lobbyarbejde fra APKs side. Undervisningen lå hovedsagelig inden for områderne skindsyning, stofsyning og madlavning. Fra starten blev det aftalt, at Cecilie Lund kun skulle lede skolen i dens to første år og være med til at fastlægge rammerne for arbejdet. Som medhjælpende hustru på et fåreholdersted havde hun som andre medhjælpende hustruer i det grønlandske landbrugs- eller fangererhverv et stort medansvar og en stor arbejdsbyrde og kunne derfor dårligt undværes. Det var således karakteristisk, at begge ægtefæller ved den officielle indvielse af højskolen blev takket for at have accepteret ansættelsen.

Yngre kvinder har kritiseret den del af kvindebevægelsen, som Cecilie Lund tilhørte, for at koncentrere sig for meget om håndarbejde og for lidt om politik. Men trods den megen vægt på husligt arbejde var Arnat Ilinniarfiat ikke en ren husholdnings- og håndarbejdsskole. Den spillede, og spiller stadig, en vigtig rolle i den del af den nationale bevidsthed, som er knyttet til det meget krævende traditionelle grønlandske kvindehåndværk: skindbehandling og skindsyning. Desuden fik eleverne undervisning i, hvordan de i et moderne samfund kunne udnytte de grønlandske ressourcer i madlavning og håndarbejde. Med sin store arbejdskapacitet var Cecilie Lund gennem hele sit liv en foregangskvinde både som en af de første grønlandske kvinder, der fik en boglig uddannelse, som landhusmoder og som kulturelt kraftcenter i Qanisartuut, samt ikke mindst som en af drivkræfterne i den tidlige grønlandske kvindebevægelse. Cecilie Lund døde i 1999 efter at have været bosat som pensionist i Qaqortoq siden 1989.

Beskrivelser og portrætter af Cecilie Lund

  • Eva Rude: Arnat, den grønlandske kvinde, 1991. Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og de andre, 1990. Gudrun Chemnitz (red.): Arnat Ilinniarfiat 1977-1987, 1988. Atuagagdliutit/Grønlandsposten 1/1965.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig