Cathrine Marie Gielstrup

Cathrine Marie Gielstrup blev som ganske ung pige antaget som figurant, dvs. korpsdanser, ved den franske ballet på Hofteatret. Hendes fader var stryger i hoffets kapel, såkaldt hofviolon. I 1772 skete der en sammenføring af “Spektaclerne”, som den franske skueplads på Hofteatret og Den danske Skueplads på Kongens Nytorv blev benævnt. Det skete i forbindelse med arrestationen og henrettelsen af J.F. Struensee og Enevold Brandt, der havde været kongens forlystelseschef og direktør for Hofteatret. Sammen med resten af det franske balletkorps blev Cathrine Marie Gielstrup overført til tjeneste ved det danske teater. Hun forlod dog allerede ved indgangen til sæsonen 1773-74 dansen for at gå ind i skuespillertruppen. Sammen med en række unge debutanter blev hun undervist på teatrets nyoprettede syngeskole i sommeren 1773, samtidig med at hun fik løn for at lære sine kommende roller. En af dem var debutrollen i 1773 som Pernille i den franske komedie Det aftvungne Samtykke. Hendes rollefag blev Holbergs Perniller og de franske kammerpiger, dette fag hed med en fransk betegnelse “soubrette”.

Med Cathrine Marie Gielstrup fik Skuepladsen, der nu var blevet til Det Kgl. Teater, en ny type Pernille. Rollen blev i hendes hænder langt mere dansk end den oprindelige Pernille i Marie Magdalene de Montaigus fremstilling. Cathrine Marie Gielstrup lagde ikke vægten på tempo og timing, men på komikken. Hendes Perniller var ikke naive, men fulde af dansk bondesnuhed. Det er denne danske tradition, og ikke den oprindelige franske, der længe blev fastholdt i Holbergrepertoiret. Ifølge kritikken var hun tykmælet, og det kan være årsagen til, at hun, i stedet for at satse på den franske traditions hurtige snakketøj, valgte at understrege et andet aspekt ved rolletypen, nemlig komikken, humoren. Dermed kom hun til at stå som fornyeren af Holbergtraditionen, og hun fastholdt denne spillestil, også da den nyklassicistiske følsomhed krævede medlidenhed og følsomhed i udtrykket. Hun blev berømmet for sin evne til at give sine roller en vis individualitet. Der var altid tale om forskellige Perniller og forskellige franske kammerpiger i hendes tolkninger. På trods af den manglende stemmesmidighed havde hun en habil sangstemme, der muliggjorde, at hun i slutningen af 1777 kunne optræde i de italienske operaer, der blev givet sideløbende med det danske repertoire. I lighed med bl.a. Mette Marie Astrup blev hun 1777-79 medlem af Det dramatiske Selskab, og efter først at være blevet uddannet ved balletten og siden ved syngeskolen fik hun således under sine kollegers vejledning mulighed for at videreuddanne sig i sit fag.

I begyndelsen af 1770’erne havde den purunge Cathrine Marie Gielstrup indledt et forhold til den hessisk fødte Ludvig von Köller-Banner. Han var i 1772 blevet medlem af den kommission vedrørende Det Kgl. Teater, som var blevet nedsat efter at kongen samme år havde måttet overtage det økonomiske ansvar for teatret. Forholdet til Köller-Banner resulterede i, at hun blev gravid. Dette barn gav i begyndelsen af 1777 anledning til en heftig strid mellem forældrene. Cathrine Marie Gielstrup ville beholde sit barn, mens Köller-Banner mente, at han bedre var i stand til at tage vare på dets opfostring. Der var flere dramatiske optrin i denne forbindelse, bl.a. mødte Cathrine Marie Gielstrup i 1777 sammen med sin broder op hos den familie, der havde barnet i pleje, og fjernede det med magt. Barnets videre skæbne er ubelyst, men sandsynligvis fik Köller-Banner i sidste ende overladt barnet. Cathrine Marie Gielstrup var 1775-76 afskediget fra teatret. Det har imidlertid ikke nødvendigvis forbindelse med hendes graviditet. Köller-Banner anfører nemlig i en af sagens akter, at hun “allerede før Barnets Fødsel igjen havde engageret sig ved Theatret.” I 1778 giftede hun sig med sin kollega, kgl. skuespiller Adam G. De fik bl.a. en datter, der blev sindssyg. Begge ægtefæller synes at have haft et voldsomt temperament, der gav sig udslag i en række mindre “sager” mellem dem og det øvrige personale på teatret.

Den type roller, som Cathrine Marie Gielstrup spillede, krævede, at hun kunne bevæge sig rapt over scenen, men hun blev tilsyneladende stærkt hæmmet i sit fag, da hun midt i 1780’erne lagde sig voldsomt ud. Hun døde helt uventet i teatrets sommerpause, og hendes sidste rolle blev i 1792 som Lisette i den franske komedie Det gavmilde Testament.