Catherine Dijoud

Catherine Dijoud, der var fransk af fødsel, tilhørte en velhavende familie bosat i den sydøstlige del af Frankrig. I stedet for det verdslige livs goder, som hendes herkomst kunne tilbyde, foretrak hun i lighed med en af sine søstre at gå i kloster. I 1853 indtrådte hun som prøvesøster i Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund, der havde hovedsæde i Chambéry nær hendes fødeby. Da hun året efter blev optaget som novice, fik hun søsternavnet Marie-Placide. Inden for ordenssamfundet blev hendes virke sygeplejen, og hun var bl.a. med til at pleje kolerapatienter under en epidemi i 1854.

Da religionsfrihed blev en grundlovssikret rettighed i Danmark 1849, besluttede Skt. Joseph Søstrene som det første katolske ordenssamfund efter Reformationen at oprette en mission her. I 1856 blev Catherine Dijoud sammen med tre andre søstre sendt til Danmark. Hendes opgave var med sin erfaring i sygeplejen at grundlægge et hospital. De fire søstre blev med skib sendt til Danmark, og efter en udmattende rejse ankom de til København en tidlig majmorgen. De var klædt i civilt tøj, fordi man ikke så særlig venligt på katolikker i Danmark, men tilskyndet af det kølige klima tog de mod til sig og iførte sig den varme ordensdragt. En dansk konvertit, lærerinden frk. Lohse, havde foranlediget, at søstrene kom til Danmark, men arrangementet beroede på den misforståelse, at søstrene og den katolske menighed gensidigt havde opfattelsen, at den anden part var velhavende. Sandheden var, at begge parter var ubemidlede, og søstrenes første år blev derfor trange. I første omgang flyttede de ind i nogle fugtige kælderværelser på Skt. Annæ Plads. Ud over lidt syning var der ikke mange muligheder for at tjene til livets ophold. Søstrene klarede sig dog, fordi velgørerinder som grevinde Caroline Holstein-Ledreborg og baronesse Julie Løvenskiold hjalp dem de første år. Dertil kom en række pengedonationer fra udlandet. I 1859 havde de samlet midler til at købe et hus på Toldbodvej, og her indrettede de et kloster samt en skole. Flere søstre kom efterhånden til, og i 1868 blev det, der startede som en mission i Danmark, en selvstændig provins i ordenssamfundet med eget noviciat.

Der gik 19 år, før Catherine Dijoud fik et hospital. I denne periode var hun sygeplejerske i private hjem, og i kortere perioder plejede hun franske patienter på Frederiks Hospital. Dertil tilbød hun og andre af søstrene deres hjælp, da krigen mellem Danmark og Tyskland brød ud i 1864, men de fik afslag, fordi man var bange for katolsk propaganda. Catherine Dijoud fik dog lov til at pleje nogle katolske tyske soldater på Sølvgades Kaserne. I 1870 rejste hun til Karlsruhe i et halvt år for at pleje sårede franske fanger under krigen mellem Frankrig og Tyskland. Da hun vendte tilbage, havde provinsialpriorinden søster Marie de Jesus for en personlig arv købt en grund til et hospital i Griffenfeldsgade. Gennem pengeindsamlinger i ind- og udland lykkedes det efterhånden at skaffe byggemidler, og grundstenen til Skt. Josephs Hospital blev lagt 1873. Der var oprindelig projekteret med et stort hospital, men i første omgang tillod midlerne kun en smal toetagers bygning, der mest lignede en skorsten. I 1874 flyttede Catherine Dijoud, som blev tituleret mère Placide, ind i det endnu ufuldendte hospital som priorinde. Stillingen indebar, at hun både var leder af hospital og søsterkommunitet. De begrænsede midler gjorde, at Catherine Dijoud og nogle få andre søstre selv fuldførte det indvendige håndværksarbejde og dertil skaffede inventar via annoncering. I 1875 åbnede hospitalet, hvor der var adgang for alle uanset religiøs overbevisning, men ikke uden vederlag, eftersom pengene skulle forrentes. Der var kun seks sengepladser, og selv disse var det svært at finde patienter til de første år, fordi folk var fyldt med mistro og angst for det katolske. Den dårlige belægning medførte, at økonomien vaklede, og hospitalet overlevede kun, fordi lensgrevinde Holstein-Ledreborg og kammerherreinderne Adelaide Oxholm og Polly Berling trådte til med donationer i form af penge, fødevarer og inventar. Da folks mistro havde lagt sig, begyndte patienterne at komme, og Catherine Dijoud søgte 1879 myndighederne om tilladelse til en offentlig indsamling i den hensigt at udvide hospitalet, men fik afslag. Berling trådte atter til og skænkede 60.000 kr. til en ny bygning på tre etager, der blev indviet 1882. Hospitalet rummede nu 90 patienter og var konkurrencedygtigt med byens øvrige, fordi søstrene arbejdede gratis. Allerede før 1890, hvor hospitalet fik fastansatte læger, gav Catherine Dijoud en række speciallæger indlæggelsesret til hospitalet, fx øre-, næse- og halslæger. Det var en modig beslutning, fordi specialisering af lægevirksomhed ikke var anerkendt på daværende tidspunkt, hvor opfattelsen var, at lægers arbejde bestod af medicin og kirurgi. Dertil var det en fremsynet beslutning, fordi speciallægevirksomhed blev et væsentligt eksistensgrundlag både for Skt. Josephs Hospital og de hospitaler, søstrene efterfølgende byggede. Af den første officielle beretning om hospitalet fra 1894 fremgår det, at lægebehandlingen var ledet af de bedste og dygtigste inden for den danske lægestand. I 1897 blev sengetallet øget til 130, og samme år indledtes et samarbejde med Kommunehospitalet og Frbg. Hospital, hvorfra man modtog patienter betalt af kommunen. Hospitalet var herefter fuldt belagt og dertil velanskrevet og anerkendt i det danske samfund. I alt byggede søstrene ni hospitaler i perioden 1875-1908.

Catherine Dijoud, der var priorinde frem til sin død i 1897, var en pioner inden for hospitalsadministration. Beskrivelser af hende efterlader indtryk af en mild og opofrende kvinde, der var sygeplejerske med liv og sjæl, og som med klogskab og utrættelighed stod bag opbygning og drift af Skt. Josephs Hospital. Det var et værk, der kom i stand, fordi hun forstod at overvinde modstanden i et forbeholdent dansk samfund, der trods alt havde brug for søstrenes filantropiske indsats. Den franske regering tildelte i 1895 Catherine Dijoud la medaille de bienfaisance for hendes opofrende gerning. To år efter døde hun som den sidste af de fire første søstre.