Catharine Simonsen

“Vel glimrede Mad. Simonsens Udførelse af Angela ikke ved Ild, fiin Nuancering og træffende Udtryk af Affecterne, men hendes behagelige Personlighed og den store Flid, hvorved det lykkedes hende at give Rollen dens Grundtone og flere Steder endog megen Livfuldhed, gjorde hende til en særdeles elskværdig Fremstillerinde, og hendes Sang var henrivende skjøn i Foredraget som i Virtuositet.” Således bedømmer teaterhistorikeren Thomas Overskou den 23-årige Catharine Simonsens udførelse af den kvindelige hovedrolle i D.F.E. Aubers Den sorte Domino. Karakteristikken synes at samle tidens indtryk af hendes kunst: en gennemmusikalsk, frodig sanger med en stor og varm sopran, som blev behandlet med betydelig virtuositet. Som skuespiller var hun derimod ubetydelig. Catharine Simonsen stammede fra et fattigt håndværkerhjem med en finsk fader og en svensk moder. Hendes sangtalent blev tidligt opdaget, og fra otteårs alderen fik hun klaver- og sangundervisning. I 1829 blev hun optaget på Giuseppe Sibonis konservatorium, og indtil hans død ti år senere studerede hun flittigt under hans vejledning. Den italienske skoling satte hende i stand til med stort held at udføre tidens store primadonnaroller, Elvira i V. Bellinis Puritanerne, Alice i G. Meyerbeers Robert af Normandiet, Mathilde i G.A. Rossinis Wilhelm Tell m.fl.

Allerede som 14-årig debuterede Catharine Simonsen i en syngespilrolle på Det Kgl. Teater. 1834 blev hun gift med en violinist i Det Kgl. Kapel, og de følgende års mange børnefødsler hæmmede hendes karriere. Selvom hun var blevet kongeligt ansat samme år, som hun blev gift, blev hun afskediget i 1836. Halvandet år senere vendte hun dog tilbage til scenen, hvor hendes vokale talent dårligt kunne undværes. Under de italienske gæstespil på Hofteatret i 1840’erne kunne hun med stort held konkurrere med de udefrakommende virtuoser. I 1843 udnævntes hun og den italienske primadonna Felicità Forconi til kgl. kammersangerinder. Samme år mødte hun under en Tysklandsrejse komponisten Felix Mendelssohn. Skønt han udtalte sig rosende om hendes talent, turde Catharine Simonsen ikke binde an med et udenlandsk gæstespil. Da den feterede svenske sangerinde Jenny Lind i 1845 optrådte som gæstesanger i Det Kgl. Teaters opsætning af Bellinis Norma, hvor hun havde titelpartiet, udtrykte også hun sin beundring for Catharine Simonsen, der udførte Adalgisas parti. Catharine Simonsen optrådte hyppigt og med stor succes ved koncerter, hvor hendes sanglige præstationer stod i fokus. Også her var det den italienske operamusik af Bellini, Rossini, og G. Donizetti, der dominerede hendes programmer.

1848 stod Catharine Simonsen på scenen som Donna Anna i Don Juan. Det blev hendes sidste optræden, få måneder senere døde hun i barselsseng som kun 33-årig, efterladende sig otte mindreårige børn. Catharine Simonsen var ud af en musikalsk slægt, og flere af hendes efterkommere tog den kunstneriske arv op på professionel basis. Sønnen Niels Juel S. gik i hendes fodspor som operasanger, blandt dattersønnerne var komponisten Hakon Schmedes og operasangeren Erik Schmedes, mens datterdatteren Gerda Christophersen blev teaterdirektør og skuespiller.