Camilla Nielsen

Camilla Nielsen var eneste pige i en søskendeflok på seks og voksede op på en stor gård. Fra hun var helt ung, var hun sin faders fortrolige hjælper og regnskabsfører i kvæghandel og sognerådssager, og hun hjalp sin moder i husholdningen og i forældrenes arbejde for de fattige i sognet. Hun lærte betydningen af at være foran i arbejdet, ikke spare sig selv og holde sit ord. Som ung pige arbejdede hun halvandet år i køkkenet på herregården Algestrup, hvor hun tilegnede sig stor praktisk dygtighed. Forældrene var, trods deres forståelse for de fattiges kår, ifølge Camilla Nielsen stokkonservative, og det vakte bestyrtelse, da hun forlovede sig med en fattig slægtning. Efter faderens død giftede de sig og prøvede uden held at slå sig igennem med skiftende arbejde i København Ved et tilfælde blev hun vicevært og senere administrator for en række ejendomme, inden hun med støtte fra en ejendomsprokurator i 1887 blev ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej. De 75 mindre lejligheder fik hun sat i stand og udlejet til betrængte børnefamilier, der blev plaget af deres husværter. Med stort slid og godt humør fik hun efterhånden omdannet den såkaldte Røverborg, der var berygtet for sine mange slagsmål og husspektakler, til en mønsterejendom. Hun sørgede personligt for at holde ro og orden og allierede sig med de mange børn, der blev opdraget til ansvarlighed for deres fælles bolig. Efter nogle hårde år, da Camilla Nielsen havde oplevet den nye byarbejderklasses vilkår på egen krop, fik hun således arbejdet sig frem til en økonomisk betrygget tilværelse som boligudlejer. Forholdet mellem ægtefællerne havde aldrig været godt, og da deres eneste barn var blevet voksen, blev de skilt. I 1903 giftede Camilla Nielsen sig med Christen N., som hun havde forelsket sig i, allerede mens hun var forlovet med sin første mand. Christen N. var togfører og overbevist socialdemokrat. Han døde efter få års lykkeligt ægteskab, og som 50-årig måtte Camilla Nielsen finde noget andet at leve for. Det blev starten på en helt anderledes politisk og filantropisk aktiv periode af hendes liv. Ifølge lov af 1907 kunne kvinder i 1908 for første gang vælges til hjælpekassernes bestyrelser, og Camilla Nielsen blev af Socialdemokratisk Kvindeforening opfordret til at stille op til den nyoprettede Frbg. Hjælpekasse. Hun blev indvalgt samme år og sad i hjælpekassen til sin død. Allerede i 1909 blev hun inddraget i frivilligt arbejde med at administrere Frbg. Bespisningsanstalt. Denne lettede presset på fattighjælpen ved dagligt at lave 1.100 portioner god og billig mad, hvoraf de fleste blev betalt af hjælpekassen. I 1917 var nøden på grund af Første Verdenskrig blevet endnu større, og kommunen åbnede Frbg. Folkekøkken med Camilla Nielsen som “Kommunens Husmoder”, nu dog som lønnet leder. Her lavedes hver dag 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. Det var Camilla Nielsens stolthed, at folkekøkkenet i hendes tid, dvs. i årene 1917-31, trods perioder med vareknaphed ikke kostede kommunen en øre ud over lønnen til hende selv. Takket være hendes administrationstalent, praktiske opfindsomhed og store arbejde havde køkkenet tværtimod et lille overskud. Camilla Nielsen kom i 1910 i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark, hvor hun var kasserer og medlem af bladudvalget.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frbg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening, og i 1917 blev hun valgt ind i Frbg.s Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Københavns. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland.

Camilla Nielsen var medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud og deltog sammen med Andrea Brochmann som repræsentant for Socialdemokratisk Kvindeforening i den danske delegation ved fredskonferencen 1915 i Haag, hvor grundlaget for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF) blev skabt. Da kvinderne i DF i 1918 blev beskyldt for at være for magelige, skrev Camilla Nielsen sig på foredragsholderlisten og talte om kvinderne og freden. I 1924 var hun medlem af hovedstyrelsen for KILFF. Børnesagen optog hende også stærkt. Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem, Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn. Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Camilla Nielsen opnåede i den sidste tredjedel af sit liv at gøre sig gældende som en af sin tids fremtrædende socialdemokratiske kvinder. Det var dog ikke mindst de solide administrative lederevner, hun havde med sig fra sit barndomshjem, der satte sig igennem i hendes arbejde blandt fattige i storbyen. Camilla Nielsen syntes, at kvinder gav for hurtigt op, og at for få meldte sig i det offentliges tjeneste. Hun kan ikke betegnes som forkæmper for kvindesagen, men Socialdemokratisk Kvindeforening var hendes indgang til politik, og kvinder, børn og familieliv stod i centrum for hendes sociale arbejde. Camilla Nielsens virke på boligområdet viste hendes bud på, hvordan arbejderbefolkningen gennem fælles ansvarlighed kunne få bedre vilkår. Hendes gode humør og varme menneskelighed gjorde hende kendt og elsket af den jævne befolkning i København og på Frbg. Gennem hendes erindringer Camilla Fortæller, 1932, får man et billede af en frisk, livskraftig og praktisk kvinde med gå-på-mod og hjertet på rette sted.