Camilla Lerche var en af de mange unge aspiranter, som J.L. Heiberg lod debutere i sin tid som direktør for Det Kgl. Teater, og hun var et af de mest intelligente, men måske ikke mest overbevisende talenter. I 1855 debuterede hun som Juliette i Ida Nielsens Prinsessen af Tarento, men hun blev selv klar over, at hendes uddannelse lod en del tilbage at ønske. Hun modtog undervisning hos så prominente skuespillere som Ludvig Phister og Thomas Overskou. Herefter blev hun ansat på Casino, hvor hun optrådte første gang 1858 som Isabella i operetten God rolig Nat, Hr. Pantalon. På dette teater fandt Camilla Lerche de næste 26 år en sikker position med roller som bl.a. Marie i H.C. Andersens eventyrkomedie Ole Lukøje og Catharine i Shakespeares Trold kan tæmmes.
I 1884 fulgte Camilla Lerche med direktør Theodor Andersen til Dagmarteatret. Her indtog hun de næste ti år den samme nøgleposition, som hun havde haft ved Casino, og hendes sprogkundskaber og gode forstand var teaterdirektøren en stor støtte i valg af repertoire og i administrationen. Hertil kom en vis indflydelse på ansættelsen af yngre kræfter og som teatrets kostumiere opsyn med teatergarderoben. Det var i en periode, hvor netop arbejdet med kostumet undergik en stor udvikling, især med hensyn til det historisk korrekte, hvilket blev et særkende for opsætningerne på Dagmarteatret. Selvom Camilla Lerche måske ikke var den mest farverige kunstner, gjorde hun alligevel rig fyldest i det ældre rollefag, der blev hendes i tiden på Dagmarteatret. Hun udførte her roller som fx Generalinden i Clara Andersens Grøns Fødselsdag, Fru Miller i Schillers Kabale og Kærlighed og Hustruen i Magdalene Thoresens Inden Døre. Hun forstod som få at være dame på scenen. Forfatteren Herman Bang var en stor beundrer af hende, måske også på grund af hendes intelligens, og som Camilla Lerches kollega Viggo Lindstrøm skriver i sine teatererindringer: “Dem, der bl.a. har set hende som Moderen i Émile Zolas Thérèse Raquin vil mindes en Menneskefremstilling af høj Rang.” Camilla Lerche stod på scenen for sidste gang 1900 ved en forestilling på Dagmarteatret til benefice for hende selv som Markisen i Henrik Hertz’ Skriftemaalet, og hun afsluttede aftenen med at fremsige en epilog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.