Bodil Schmidt-Nielsen

Som datter af forskerægteparret Marie og Aug. Krogh modtog Bodil Schmidt-Nielsen tidligt inspiration til at vælge en naturvidenskabelig karriere. Også glæden ved at færdes i det fri blev en del af hendes arv. Faderen var professor i zoofysiologi og blev Nobelpristager, moderen havde som en af de første kvinder i Danmark erhvervet en doktorgrad i medicin og drev ved siden af sin lægepraksis en omfattende forskning inden for især fysiologi og farmakologi. Det var moderen, der blev Bodil Schmidt-Nielsens store forbillede. Allerede som barn ønskede Bodil Schmidt-Nielsen at blive læge, og efter studentereksamen fra Rysensteen Gymnasium i 1937 tog hun det følgende år medicinsk forberedelseseksamen, men valgte så at skifte til tandlægestudiet. Hun blev kandidat i 1941 og var et par år ansat som assistent i en tandlægepraksis. Hun fandt imidlertid ikke dette arbejde fagligt tilfredsstillende og besluttede sig for at satse på en forskerkarriere på Tandlægehøjskolen, hvor hun i forvejen havde haft nogle timer som undervisningsassistent. 1944 blev hun ansat her som videnskabelig assistent, først i proteselære, siden i kirurgi hos den navnkundige professor Erik Husted. Det blev dog professor P.O. Pedersen, der for alvor satte hende i gang med det videnskabelige arbejde. Allerede 1946 disputerede hun på en afhandling om tandsubstansens opløselighed i relation til spyttets sammensætning The Solubility of Tooth Substance in Relation to the Composition of Saliva og blev dermed Danmarks første dr.odont. Netop tandlægefaget tiltrak også dengang mange kvinder, men det blev alligevel betragtet som en begivenhed, at en kvinde blev fagets første doktorand.

Som forældrene specialiserede Bodil Schmidt-Nielsen sig i fysiologi. Også hendes første ægtefælle, nordmanden Knut S.-N. var fysiolog, og 1946 flyttede de begge til USA og fortsatte deres videnskabelige arbejde i den amerikanske universitetsverden. Blandt parrets fælles faglige interesser var fysiologien hos dyr under ekstreme livsvilkår, og sammen studerede de ørkendyrenes vandstofskifte, først i Arizona, hvor det var ørkenrotter, det gjaldt, og siden i Sahara, hvor de koncentrerede sig om kamelen. Allerede i forbindelse med deres første studier stod det klart, at ørkenrottens næse fungerer således, at vandet i udåndingsluften kondenseres, hvorved dyret sparer et ellers uundgåeligt vandtab, som kunne være katastrofalt under ørkenforhold. Bodil Schmidt-Nielsen arbejdede siden gennem mange år med nyrefysiologi og evnen til at koncentrere og fortynde urinen hos mange dyrearter. 1955 blev hun dr.phil. fra Københavns Universitet, usædvanligt nok uden forudgående mundtligt forsvar for afhandlingen, der netop drejede sig om nyrefysiologi og havde titlen Urea Excretion in Kangaroo Rats and White Rats. Bodil Schmidt-Nielsen bestred gennem årene forskerstillinger ved en længere række forskellige universiteter, herunder Stanford University og Duke University, og blev 1964 udnævnt til ordinær professor ved Case Western Reserve University. I en periode var hun tillige ansat som forsker ved American Heart Association. Hun sluttede karrieren som professor ved den fysiologiske afdeling på det medicinske fakultet ved Universitetet i staten Florida, en stilling, hun tiltrådte 1987. Her i Florida har hun endnu højt oppe i årene haft mulighed for dyrke sine fysisk krævende fritidsinteresser, kajakroning og bjergbestigning.

Bodil Schmidt-Nielsen blev allerede 1949 medlem af det amerikanske fysiologiske selskab. 1971 indtrådte hun i bestyrelsen samme sted, og fire år efter blev hun selskabets første kvindelige præsident. Hun har modtaget adskillige æresbevisninger, bl.a. blev hun 1997 æresdoktor ved Århus Universitet og hædredes det følgende år med The Berliner Award for “exellence in renal research”. Bodil Schmidt-Nielsen har publiceret langt over 200 videnskabelige artikler om især nyrefysiologiske emner og har tillige været medredaktør af American Journal of Physiology 1977-81. 1995 blev hun kendt som forfatter i en bredere kreds med udgivelsen af en bog om sine forældre. Hun satte dermed et værdigt minde for disse to enestående danskere, der begge fik varig betydning for dansk videnskab i international sammenhæng. Bogen, der er baseret på en samling breve, hun arvede efter sin faders død, udkom 1997 i en dansk udgave August og Marie Krogh med undertitlen Et fælles liv for videnskaben. Selv fik Bodil Schmidt-Nielsen en rig forskerkarriere i USA og nåede inden da at skrive dansk videnskabshistorie som landets første doktor i tandlægevidenskab.