Faktaboks

Bodil
Død
1103, Oliebjerget, Jerusalem
Familie

Forældre: Trugot og Thorgunna.

Gift før 1086 med kong Erik 1. Ejegod, født i Slangerup sogn, død 11. juli 1103 på Cypern, s. af kong Sven 2. Estridsen.

Børn: Knud Lavard.

Titel
Dronning

Blot tre-fire år efter at de første vesteuropæiske riddere drog den farlige vej til Jerusalem for at erobre Det Hellige Land fra de vantro muslimer, viste en dansk dronning, at hun var opflammet af den samme handlekraftige religiøse iver som den europæiske overklasses krigsuddannede mænd. Det har været omkring år 1100, at det ældre ægtepar, dronning Bodil og kong Erik Ejegod, drog ud på en strabadserende færd til Det Hellige Land. Og som noget enestående for en kvinde på den tid skulle hun ende med at gennemføre rejsen på egen hånd. Parret sejlede med bevæbnet følge mod syd. Den tids pilgrimsrute fulgte Rhinen helt ned til Bodensøen, hvor man gik fra borde og fortsatte turen op over Alperne, kongen til hest og dronningen i en fornemt udskåren firhjulet trævogn. Fra Venedig eller Genova var der skibslejlighed til Konstantinopel, der var den storstilede pilgrimsfærds første mål. Herfra sejlede kongeparret derefter ud på turens sidste etape. Men kongen fuldførte aldrig; han døde på Cypern, det sidste sted skibene lagde til før Det Hellige Land. Bodil fortsatte. Al kongens autoritet må være overgået til hende. Uden kommando over både skib og følge havde hun næppe gennemført sit forehavende, som fik den bedst tænkelige afslutning for en pilgrimsfarer på den tid. Hun nåede at se Jerusalem, før hun, formentlig mæt af dage, døde på Oliebjerget og blev begravet i Josafats dal nær den hellige by.Nogle år før havde Bodils engagement i den nye, internationalt orienterede kristendom også sat sig et varigt spor i England. Her står hun på listen over bispesædet Durhams velgørere lige under Erik Ejegod. Der må have været særlig grund til at anføre hendes navn også, enten er det netop hendes midler, der er blevet doneret, eller også har hun haft særlige relationer til området Northumberland. Meget tyder da også på, at Bodil var ud af den dansk-norske kongeslægt, hvoraf nogle medlemmer i Vikingetiden fik tilknytning til Northumberland. Hun var datter af Trugot, fortæller historieskriveren Saxo. Knytlinge Saga hævder, at denne Trugot var Sven Estridsens hirdjarl, velsagtens en af tidens vigtigste militære stillinger. Ifølge Saxo var Trugot igen søn af Galicieulf. Den interessante forklaring på dette navn findes i Knytlinge Saga, der fortæller, at Ulf drog på “vikingetogt i vesterled”, den tids søvej ned langs Vesteuropas kyster, og at han erobrede Galicien, der ligger i Nordspanien omkring Santiago de Compostela. Dette hellige pilgrimsmål var 997-1078 i muslimernes vold, og Bodils farfader har således været på en slags vellykket korstog. Idéen om at drage på pilgrimsfærd havde hun altså ikke fra fremmede. Hun har været vel vidende om, at en af de største bedrifter i hendes egen familie var farfaderens færd til Santiago. Dette valfartssted havde i Middelalderen rang som det tredjehelligste pilgrimsmål. Og hun skulle altså senere komme til at overgå farfaderen ved at besøge Jerusalem, det helligste valfartsmål.Bodils tipoldefader, jarl Erik Hakonsen, drog til England sammen med sin svoger, kong Knud 1. den Store, i begyndelsen af 1000-tallet. Og endnu længere tilbage havde hun en fjern slægtning i den norske kong Erik Blodøkse, der regerede over netop Northumberland i midten af 900-tallet. Hendes ægtemand Erik Ejegod havde nogle af de samme slægtslinier den vej over; hans farmoder Estrid var søster til Knud den Store. Det er derfor tænkeligt, at de har holdt forbindelsen ved lige til den gren af slægten, og at de derfor har følt en særlig tilknytning til den domkirke i Durham, hvor de begge optræder i mindebogen. At Bodil og Erik Ejegod var beslægtede, skabte problemer i hendes nære eftertid. Knap hundrede år efter hendes død var der fornyet interesse for hende i kraft af hendes moderskab og det ædle blod, hun havde givet videre til sit afkom. Som moder til den senere helgen Knud Lavard og farmoder til kong Valdemar 1. den Store blev hun den afgørende stammoder til den sejrende gren af kongeslægten. Valdemar den Store indførte nemlig i 1170 den kristne monarkiske arvefølge, og det betød, at en arvtager til tronen måtte være født i et lovligt ægteskab. Og Bodil var netop en forbilledlig hustru, hvis man skal tro det sejrende magtapparats historieskriver Saxo. Hun var Erik Ejegods eneste retmæssige hustru, og over for den umådeholdne konge udviste hun en overbærenhed, som var en helgenmoder værdig. Hun pyntede endda håret på hans konkubiner i kongsgården. Saxos samtidige, historieskriveren Sven Aggesen, kommer lidt malurt i bægeret ved at hævde, at Erik Ejegod ikke havde en eneste lovformelig hustru. Og heri havde han formentlig ret. For ifølge de internationale kirkeretslige principper var hans ægteskab med Bodil ugyldigt, fordi de var beslægtede inden for fjerde led: Erik Ejegod og Bodil havde en fælles forfader i kong Sven 1. Tveskæg. Når Saxo afholder sig fra at nævne andre i Bodils slægt end hendes fader og farfader, kan denne grad af indgiftethed faktisk være en vældig god grund. For Saxo gjaldt det om at gøre hendes ægteskab så rent og purt som muligt, så hun kunne blive den strålende stammoder for Knud Lavard og støtte legitimiteten af den sejrende kongeslægt efter Valdemar den Store.Der har dog også på den tid verseret en helt anden fortælling om Bodils baggrund, knap så sandsynlig, men ganske farverig. Den findes i Knytlinge Saga, hvis islandske forfatter godt nok ikke selv tror på den. Ifølge denne version skulle hun være en halvsøster til den tyske kejser Henrik, gift med kejserens vasal og røvet af Erik Ejegod som krigsbytte. Fortællingen er interessant, fordi den har talrige paralleller i franske slægtshistorier fra midten af 1100-tallet. Overklassens medlemmer yndede tydeligvis netop dengang at se sig selv fremstillet som efterkommere af højbårne kvinder, som deres forfædre havde røvet. I århundredet efter Bodils død var det altså hendes lod at blive husket mest for sit ægteskab med Erik Ejegod og sit moderskab til Knud Lavard. Hun blev herigennem eksponent for en gennemgribende ændring, som var undervejs i den tid, der fulgte efter hendes død. Dogmet om et lovligt ægteskab som forudsætning for kongelig arveret var ret nyt i Danmark, og det kolliderede i eftertidens uenighed om hendes ægteskab og herkomst med en langt ældre værdinorm, der tilsagde, at ædelt blod i sig selv kvalificerede til kongemagten. Bodil kunne næppe forudse, at hun skulle blive stammoder for kongeslægten. Derimod har hun formentlig levet med bevidstheden om, at hendes ægteskab, som søgte at holde det fine blod inden for samme familie, havde de nye tider imod sig. Hun havde noget at sone på sin rejse til Jerusalem.

Beskrivelser og portrætter af Bodil

  • Nanna Damsholt: Kvindebilledet i dansk højmiddelalder, 1985. Historisk Tidsskrift, 1998.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig