Berte Skeel

Berte Skeels barndom er et skoleeksempel på et pigebarns opvækstvilkår i 1600-tallets højadelige miljø. Hun var født på Vallø som datter af Christen S., en af den gamle danske adels mest markante personligheder og blandt de rigeste i landet. Da moderen døde uforløst i sin elvte barselsseng, var Berte Skeel et år gammel, og af hendes søskende var kun den ældre broder Otte S. og storesøsteren Birgitte S. tilbage. Når døden høstede, kom slægten til hjælp, således også på Vallø, hvor farmoderen Berte Friis overtog husholdningen og børneopdragelsen, indtil Christen S. i 1649 giftede sig igen. Straks efter blev den nu femårige Berte Skeel anbragt hos sin stedmoders søster, Elisabeth Lunge på Krenkerup, hvorfra hun dog kom tilbage til Vallø to år senere. Her varede familielykken imidlertid kun kort. I 1653 blev faderen igen enkemand og overlod nu begge døtre til deres faster Anne S. på Krastrup i Nørrejylland med en grundig instruks for deres opdragelse, hvis hovedelementer skulle være gudsfrygt, beskedenhed og kvindelige sysler. Berte Skeel blev hos fasteren lige til sit giftermål i 1662 med den 15 år ældre officer Niels Rosenkrantz, der bl.a. havde ydet en fortjenstfuld indsats under Københavns belejring 1658-60. Som belønning var han blevet amtmand over Jungshoved amt. Senere blev han Københavns kommandant og gennemførte den nye omfattende befæstning af byens volde. I hovedstaden erhvervede han grunde i det nye kvarter ved Stormgade og en ejendom på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv. Efter sin fader havde Berte Skeel arvet Holbækgård ved Randers, og i 1666 købte Rosenkrantz Stovgård mellem Horsens og Vejle, så ægteparret var særdeles velkonsolideret. Dertil kom, at Rosenkrantz havde majestætens bevågenhed, endda i så høj grad, at parrets førstefødte fik dronning Sophie Amalie som gudmoder og blev opkaldt efter hende. Den lille pige døde kun to år gammel, og de tre efterfølgende børn døde ligeledes som små.

Efter en fredsperiode på næsten 15 år startede man fra dansk side i 1675 en revanchekrig mod Sverige med et angreb på ærkefjendens tyske besiddelser. Rosenkrantz, der var blevet generalløjtnant, havde kommandoen ved erobringen af Wismar. Året efter måtte han til Skåne, der nu var krigsskueplads, og her faldt han under belejringen af Helsingborg. Berte Skeel foranstaltede en storslået bisættelse i Nikolaj Kirke af sin heltemodige ægtefælle og rejste ham et kostbart marmorepitafium efter udkast af Lambert van Haven. Først nu, i enkestanden, kom hendes personlighed til synlig udfoldelse som opdrager af standsfællers børn, godsejer og velgører. Hun, der selv havde mistet alle sine børn, opfostrede i tidens løb ikke mindre end ni adelsdøtre og fire adelssønner i sit enkehus. Mange af dem var i en lignende familiemæssig situation som hun selv i sin barn- og ungdom, og hun sørgede for dem “som en Moder for sine egne Børn og hjalp dem til anselige Stationer”. Flere af plejebørnene var hos hende i en længere årrække, en af pigerne endog i 22 år. Ikke blot som fostermoder, men også som godsejer demonstrerede Berte Skeel stor kompetence. Hun administrerede selv sine godser, førte personligt jordebøgerne, dvs. fortegnelserne over den enkelte bondes ydelser og afgifter, og fulgte med i stort og småt. I 1682 købte hun Selsø nær Roskilde af sin gældstyngede svigerinde Vibeke Rosenkrantz og opnåede allerede samme år fri birkeret for godset. Det betød, at hun som ejer beskikkede dommer og retsskriver og oppebar retsafgifter og bøder. Desuden skaffede hun Selsø patronatsret over Skuldelev kirke og andel i dens tiende og jordegods. I 1686 afhændede hun Stovgård og koncentrerede sig i de følgende år især om Holbækgård, som det var hendes ønske at bevare for slægten. Da hendes børn alle var døde, fik hun i 1700 gjort gård og gods til et stamhus, der ved hendes død skulle overgå til broderdatteren Charlotte Amalie S. Det følgende år opnåede Berte Skeel også fri birkeret for stamhuset. Efter at niecen et par år senere var blevet gift med Christian Ludvig von Plessen, der var stiftamtmand i Århus, overlod Berte Skeel administrationen af Holbækgård til ham. Af korrespondancen med Plessen fremgår, at hun stadig følte ansvar for godsets bønder. Således tilbød hun i 1713 at betale den krigsskat, der var pålignet dem. Tilsvarende betalte hun skatten for bønderne på Selsø, for som hun skrev: “Ihvor det gaar, maa vi konservere vor Bonde saa længe vi kan.”

Som velgører trådte Berte Skeel nye stier, da hun i 1699 sammen med Margrethe Ulfeldt, der var enke efter søhelten Niels Juel, stiftede Roskilde adelige Jomfrukloster. Det fik til huse i Sortebrødregård, det tidligere Sortebrødre Kloster, som “de tvende danske Heltes Enker” året før havde købt med alt tilliggende gods. Det var dog ikke det første jomfrukloster efter Reformationen. Der havde tidligere været et i Maribo, men det blev nedlagt allerede i 1621 af Christian 4. efter idelige klager over dårlig administration og klosterfrøkenernes løsslupne levned. For at undgå en lignende situation udarbejdede Berte Skeel og Ulfeldt så udførlige og konsekvente statutter for deres klosterstiftelse, at de kom til at danne forbillede for senere stiftelser, bl.a. Vemmetofte. Klosteret, der 1975 indgik i en sammenslutning med Odense adelige Jomfrukloster, husede en priorinde og 18 jomfruer af dansk adel eller døtre af mænd i “Overchargerne”, dvs. de højeste embeder i riget eller ved hoffet. Selv forbeholdt de to stiftere sig for deres levetid at varetage den øverste ledelse som patronesser, og begge udfoldede en ihærdig virksomhed for at indrette det nye kloster. Berte Skeel sørgede for tømmer fra Selsø til bygningernes restaurering og ydede løbende både pengegaver og naturalier til drift og særformål. I 1703 døde Ulfeldt, og hendes patronat overgik til hendes børn, mens Berte Skeel fungerede videre i sit. Med årene blev hun mindre mobil, til gengæld arbejdede hun flittigt med sin pen. Hun døde i 1720. Hendes valgsprog: “Ændre det vi kan, lide det vi skal,” illustrerer på det smukkeste hendes liv og indsats.