Benna Moe

Benna Moe fik en lang karriere som organist, pianist, kinoorganist, sanger og komponist. Hendes force var melodisk opfindsomhed og et overlegent improvisationstalent; ydermere havde hun en smuk og velskolet mezzosopranstemme. Hendes formelle, musikalske uddannelse var ret begrænset. Hun fik klaverundervisning som barn hos Dagmar Walsøe fra C.F.E. Hornemans Musik-Institut, men herudover modtog hun kun privatundervisning i halvandet år hos organist E. Thuner, før hun i 1915 indstillede sig som privatist til organisteksamen på Musikkonservatoriet. Hun bestod eksamen med et smukt resultat, og censorerne udtrykte anerkendelse af hendes evner for fri fantaseren ved orglet.

Benna Moe gik i Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, og her blev hendes specielle musikalske evner stimuleret på en måde, der satte sig spor i hendes senere musikalske virksomhed. Hun spillede ved alle skolens festarrangementer, og hun komponerede allerede fra 12-års alderen, både sange og lidt større kompositioner, fx en ouverture til opførelsen af En Søndag på Amager ved fejringen i 1913 af 100-året for Johanne Luise Heibergs fødsel. Hun vedligeholdt kontakten med skolen længe efter, at hun var blevet voksen, og ved Th. Moltkes begravelse i 1928, spillede hun sin Elegi på Frederikskirkens orgel. Denne funktion som lejlighedsmusiker og -komponist kom hun aldrig senere til at distancere sig fra. Hun spillede ved utallige velgørenhedsarrangementer før, under og efter Anden Verdenskrig, og ud over at komponere til familiefester skrev hun musik til festlige begivenheder i de danske og svenske kongehuse, fx en hyldestmarch til kong Gustav 5. af Sverige og en bryllupsvals til tronfølgeren prinsesse Margrethe af Danmark.

Benna Moe voksede op i et solidt, borgerligt middelklassemiljø, og hendes ældre brødre støttede hendes musiktalent. En af dem, Olaf Edvard M., var boghandler og forlægger, og han sørgede for, at flere af hendes tidlige kompositioner blev trykt. Endvidere skabte han kontakt til det amerikanske forlag Arthur P. Schmidt, som udgav flere af hendes værker, bl.a. Alpine Suite for orgel i 1929. Benna Moe lærte aldrig selv at instrumentere, og da hun som en af de yderst få kvindelige komponister, der har fået spillet sin musik på Det Kgl. Teater, i 1930 fik opført sin ballet Hybris, var det med en instrumentation af den finske dirigent L. Funtek.

Benna Moe var i 1930’erne særdeles aktiv både som komponist og musiker. Hun skrev ca. 75 af sine i alt godt og vel 200 sange i denne periode, endvidere en stor mængde underholdningsmusik i form af marcher, valse, tangoer og foxtrotter. Hendes sange, der er i den romantiske stil, er melodisk velformede og iørefaldende og spænder fra det enkle og intime til det stort anlagte og delvis gennemkomponerede. I 1933 optrådte hun for første gang i dansk radio, hvor hun sang egne sange. Senere blev det til mange udsendelser. Sin eneste strygekvartet skrev hun i 1934. Den blev spillet i Wien af en østrigsk kvindestrygekvartet, ledet af violinisten Anita Ast. I 1937 havde hun et engagement i Holberghaven i National-Scala i København, og en anmelder i Nationaltidende skrev i den anledning om “Komponistinden Benna Moe, som med fin Musiksans og ladylike Holdning dirigerer egne Kompositioner.” Også på et langt senere tidspunkt fik hun anledning til at dirigere, nemlig i 1950, hvor hun i Stockholm ledede et militærorkester, der spillede hendes Orphée Marche. Benna Moes tilknytning til Sverige blev for alvor etableret i 1930’erne. Hun havde tidligere fået spillet flere kompositioner i svensk radio og ved folkekoncerter i bl.a. Göteborg og Hälsingborg. I 1937 lavede hun et program i svensk radio sammen med cellisten C. Cöster, og hendes sange herfra fik en positiv modtagelse. Hun sang også ved en orkesterkoncert i Ystad i 1938, hvor hendes “välskolade mezzosopran” og “livfulla föredrag” blev berømmet. Hun fik mange venner i Sverige, bl.a. komponisten H. Alfvén, organisten O. Olsson og malerinden Gerda Höglund. I størsteparten af perioden 1941-48 opholdt hun sig i Sverige, hvor hun gav et væld af koncerter, bl.a. havde hun en turné i 1944, Västkusttournéen, hvor hun optrådte ved kirkekoncerter 22 dage i træk. Siden slog hun sig ned i byen Mora som stadskomponist og musikpædagog og komponerede bl.a. en kantate til Odd Fellow Logens jubilæum samt et passionsspil.

Palladiumbiografen i København havde i 1938 anskaffet et kinoorgel, og Mogens Kilde bestred jobbet som kinoorganist indtil 1948. Benna Moe, der i 1938 havde været blandt ansøgerne til stillingen, fik den nu tilbudt og sagde ja tak. Imidlertid fik Kilde lyst til at få stillingen tilbage allerede i 1950, og Benna Moe blev manøvreret ud, hvilket skabte en bitterhed hos hende, som hun aldrig siden forvandt. Hun fortsatte nu sin orgelkoncertvirksomhed og komponerede stadig, især orgelmusik, bl.a. Koncert-Suite, 1971, og Legend, 1980. Hendes sidste større koncertturné fandt sted i Sverige, da hun var 84 år gammel, og hun spillede helt til sin død.

Benna Moe var ugift og levede det meste af sit voksenliv sammen med veninden, sproglærer Karla Aagaard, der førte hus for hende og støttede hende i hendes omkringrejsende tilværelse. Benna Moes musik er kun sjældent blevet opført efter hendes død. Men der eksisterer pladeoptagelser på mærkerne Tono og Musica med hende som kinoorganist og på Det Kgl. Bibliotek ligger der amatørbåndoptagelser fra 1950’erne og 1960’erne, hvor man bl.a. kan danne sig et indtryk af hendes smukke og varme sangstemme. Man kan måske sige, at Benna Moe spredte sin musikalitet over for mange felter: sang, orgel, kinoorgel, klaver, seriøs musik, underholdningsmusik og sågar direktion. Men hun var først og fremmest brugsmusiker, og som sådan var hun dybt seriøs og utrættelig.