Augusta Nielsen (solodanser)

Augusta Nielsen var blandt de tidligste af balletmester August Bournonvilles elever. Da solodanseren Lucile Grahn-Young i 1839 forlod Danmark, blev Augusta Nielsen hendes arvtager, på samme måde som Grahn-Young i sin tid havde afløst Andrea Krætzmer. Hun debuterede 1839 i det parti, som Bournonville oprindeligt havde udformet specielt til Grahn-Young nemlig titelrollen i Sylfiden.

Augusta Nielsen var en høj, slank og elegant ung kvinde med en skønhed af en noget blodløs karakter. Hendes væsen var køligt, og hun havde en let distanceret udstråling, som også blev kendetegnende for hendes kunstneriske optræden. I sine erindringer Mit Theaterliv karakteriserede Bournonville hende med ordene “ladylike Elegance”. I modsætning til både Krætzmer og Grahn-Young var Augusta Nielsen totalt blottet for temperament og erotisk gnist i sin dans. Som det senere skulle vise sig, ejede hun heller ikke sine forgængeres ukuelige styrke og stædige selvopholdelsesdrift. Men hvad hun manglede i varme og levende mimik på scenen, dispenserede hendes fornemme, ja, nærmest aristokratiske udstråling og tekniske dygtighed for, især i adagioen. Hun blev meget populær hos sit publikum og fejrede triumfer bl.a. i de virtuose bravurdanse La Cracovienne og La Lithuanienne samt i den spanske dans La Cachucha. Partiet som Célèste i Bournonvilles ballet Toreadoren var skabt med særligt henblik på hendes evner, og i 1840 brillerede hun for første gang i rollen med sin ophøjede, fine klassiske dansekunst. Året efter opnåede hun rang af solodanserinde, og hun begyndte at markere sig i udlandet. Det blev til en videreuddannelse i Paris under den franske koreograf J. Perrots vejledning og til gæsteoptrædener både i Berlin, Stockholm og Kristiania, det senere Oslo.

Blandt sine beundrere havde Augusta Nielsen mange betydningsfulde og højtstående personer. En af disse var Christian 8.s nevø, prins Frederik af Hessen-Kassel. Han forærede hende mange pragtfulde gaver, og deres forbindelse gav anledning til sladder og skabte uro omkring den ellers uskyldsrene og lidt naive danserinde. Da hun i februar 1849 dansede ind på scenen med et værdiløst teaterdiadem i håret, troede publikum, at der var tale om en kostbar gave fra hendes formodede elsker, og hun blev piftet ud. Chokket var så stort for hende, at hun aldrig mere vovede at vise sig på scenen. Først i 1851 fik hun endelig bevilget sin afsked med pension og modtog resten af livet en apanage fra prins Frederik. Som ældre blev hun psykisk syg, og hun led den skæbne som er mange store, feterede danserinders lod: en ensom alderdom, glemt af publikum.