Augusta Lütken

Augusta Lütkens glansperiode varede kun ni år. Hun var et stemmefænomen med en sølvklar høj sopran, der henrev hendes samtid: “Sangen vældede fra hendes Strube med samme legende Lethed, som den hvormed Fuglen synger. Tonerne var smeltende, runde og fyldige.” Hendes stemme er bevaret på nogle fonografvalser, der er blandt de tidligste optagelser med en dansk sangerinde.

Der vides ikke noget om Augusta Lütkens barndom. Efter kun få års undervisning hos sangpædagog Carl Helsted debuterede hun i 1876 på Det Kgl. Teater som Vilhelmine i E. Dupuys Ungdom og Galskab under navnet Augusta Schou efter moderens første ægtefælle. Hun var en slank, blond pige med et vældigt humør og en egenskab, som samtiden satte stor pris på: hun var “tækkelig”. Hun vakte begejstring med sin rene, uanstrengte stemme, der passede til de mange, lyse ingenuepartier, som teatret ikke var sen til at give hende. Hun havde ringe dramatiske evner. Som Nattens Dronning i Tryllefløjten måtte publikum nøjes med hendes fine koloraturer, det dæmoniske lå uden for hendes evner. Derimod passede hendes naturlige elskværdighed til Zerlina i Don Juan og Susanna i Figaros Bryllup. Augusta Lütken synes at have sunget mere på sin naturstemme end på en bevidst udviklet teknik, og nogen egentlig dramatisk uddannelse havde hun heller ikke fået. Da hun i F. von Flotows Martha sang over for den internationale mezzostjerne Zelia Trebelli, blev det klart for kritikken, at Augusta Lütken savnede egentlig skoling. Alligevel hyldede publikum demonstrativt hendes fine stemme. Hun forsøgte sig uden held med gæstespil i Stockholm og London, hvor hun netop på grund af sin manglende uddannelse måtte falde igennem. I København fortsatte hun med held sin karriere med koloraturroller som Gilda i Rigoletto og Marie i Regimentets Datter.

Allerede i 1885 måtte Augusta Lütken trække sig tilbage fra teatret på grund af dårlige ben. Nogenlunde samtidig blev hendes ægtefælle svagelig. Fra 1890 optrådte hun igen nogle sæsoner, men nu som gæst. Hun forsøgte sig med bredere, knap så høje sopranpartier som Venus i Tannhäuser, titelrollen i August Ennas Kleopatra og Isabella i J.L. Meyerbeers Robert af Normandiet. Men både stemmen og selvtilliden havde lidt overlast, og borte var humøret og den slanke skikkelse. De smukke nekrologer efter hendes død viser, at mindet om hendes sjældne stemme fra de unge år stadig levede. Både med hensyn til stemme og repertoire minder Augusta Lütken om den yngre koloraturstjerne Ebba Wilton.