Astrid Ehrencron-Kidde

Astrid Ehrencron-Kidde blev født som midterbarnet, en urolig lille sjæl, i en flok på fem i et musikalsk embedsmandshjem i København, en storebroder var bibliografen H. Ehrencron-Müller. Fra hun var ganske ung ønskede hun at blive pianist og modtog i en årrække undervisning hos komponisten Otto Malling. Astrid Ehrencron-Kidde satsede stort, på intet mindre end en solistkarriere, og det var et lammende slag for hende, da en ryglidelse i slutningen af 1890’erne gjorde det umuligt for hende at fortsætte det nødvendige, hårde træningsarbejde. Efter lang tids sjælekval fandt hun en vis trøst i at dyrke kammermusik i samspil med andre, men mest hjalp det hende, da hun opdagede, at hun kunne skrive, at hun kunne udtrykke, hvad hun havde på hjerte gennem et andet medium end musikken. Hun må have været myreflittig, for forfatterskabet blev meget omfattende. 1901 debuterede Astrid Ehrencron-Kidde med en lille samling Æventyr, og derefter udkom indtil 1939, i perioder hvert år, værk på værk fra hendes hånd, eventyrsamlinger, romaner og børnebøger. De sidste 20 år af sit liv arbej- dede hun som oversætter af engelsk og især svensk litteratur og introducerede bl.a. Agnes von Krusenstjernas forfatterskab i Danmark, men nåede også at skrive sine erindringer Hvem kalder, 1960.

I 1907 blev Astrid Ehrencron-Kidde og digteren Harald Kidde gift. Indtil hans pludselige død i 1918 under den spanske syge levede de i et sjældent harmonisk fællesskab og gensidigt tillidsforhold, opholdt sig ofte længe ad gangen i deres lille hus i Wärmland og vandrede i dagevis i den svenske skovensomhed, som de begge var dybt fascineret af. Deres hjem i Danmark var førstesalen i en villa i det dengang landlige Gentofte, deres husvært Carit Etlars ejendommelige enke Augusta Brosbøll, og hos sig havde de Harald Kiddes moder, som Astrid Ehrencron-Kidde kom til at dele bolig med indtil hendes død i 1931. Hovedværkerne udspiller sig i det Wärmland, hun kendte og elskede. Handlingen er ofte henlagt til fortiden, og livssynet dystert, præget af sort skæbnetro. Heltene er næsten altid mænd, antihelte, der hverken ejer evne eller vilje til kampen for tilværelsen. Betagende landskabsskildringer og sære eksistenser peger i retning af en vis påvirkning fra Selma Lagerlöf, som hun også blev sammenlignet med, men samtidig er Astrid Ehrencron-Kidde i stand til at skabe en bærende kriminalistisk konflikt, ofte bygget op om overnaturlige elementer. Skriveren fra Filipstad, 1917, er således en nærmest poetisk krimi, der kan minde om amerikaneren E.A. Poes gyserfortællinger. Astrid Ehrencron-Kiddes hovedværker er serien Martin Willéns underlige Hændelser, 1911-1919, og slægtshistorien Brødrene Nystad, 1925, Brødrehuset, 1926, og Bjærgmandsgaarden, 1927. For en nutidig læser skæmmes de større værker noget af hendes hang til anekdotisk drejede pointer.

Astrid Ehrencron-Kidde kendte og værdsatte blandt sine samtidige kvindelige kolleger både Marie Bregendal og Thit Jensen, men man skal i hendes egne værker lede efter spor af kvindebevægelse og samtidsengagement, ligesom seksualiteten glimrer ved sit fravær. Hun er som forfatter barn af sin umiddelbare fortid, symbolismen, og var formentlig hele sit liv så tæt forbundet med mindet om Harald Kidde, at hun aldrig formåede at gøre sig fri af de litterære bånd, som han til sidst var i færd med at lægge fra sig.