Astrid Blume

Astrid Blume voksede op i et stærkt indremissionsk miljø, en påvirkning, der fulgte hende gennem hele livet. Hendes fader var den kendte provst Peter Emil B., Indre Missions (IM) næstformand og redaktør af Den Indre Missions Tidende. Som 18-årig blev hun huslærerinde hos sognepræst Albert Schack i Gudum, hvor hun blev i seks år, afbrudt af et ophold i København, hvor hun tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium i 1894. Fra 1897 var Astrid Blume lærerinde ved Th. Langs Skoler i Silkeborg, hvor hun kom til at stå de to ledere, Th. Lang og Anna Høltzermann, meget nær, både i skolearbejdet og i hjemmet. Enigheden om, at de “aldrig vilde skilles”, blev dog brudt, da Astrid Blume blev kontaktet af bestyrelsen for IM, der ønskede hende som forstanderinde ved det nyoprettede indremissionske Aarhus Kvindeseminarium i 1909. Beslutningen om at forlade Th. Langs Skoler og tage mod tilbuddet fra Århus var ikke let for hende, men hun så det som et kald, som hun måtte følge. På grund af Undervisningsministeriets modstand mod en ikke-akademiker og kvinde som forstander måtte hun gå ind på at dele posten med pastor H.O. Frimodt-Møller, en af initiativtagerne til seminariet. I praksis kom ledelsen dog til at ligge i Astrid Blumes hænder, og da Frimodt-Møller i 1915 flyttede fra byen, fungerede hun uantastet videre som eneforstander.

Seminariets oprettelse var sket for midler indsamlet i IM med det klare formål at skaffe folkeskolen overbevist kristne lærerinder. At uddanne “troende og dygtige Lærerinder”, med lige vægt på de to led, var Astrid Blumes og skolens erklærede mål. Hun var en flittig og klog leder, udadtil lidt stiv og kølig, men ægte afholdt af elever og lærere. For eleverne var hun en dygtig underviser i historie og religion og samtidig centrum i det hjem og pensionat, der også blev knyttet til skolen. På seminariet levede de unge piger et “moderligt-kammeratligt Samliv” med forstanderinden, en boform, der efter Astrid Blumes mening gav optimale betingelser for at påvirke de unge i åndelig henseende og samtidig værne dem mod storbyens farer. Lærernes respekt vandt hun gennem sin på én gang myndige ledelse og sin evne til at stille den enkelte frit i sit arbejde. Derimod var hendes forhold til seminariets bestyrelse konfliktfyldt, og hun sled sig op i kampen mod sparekrav og stadig indblanding. Som andre seminarier led kvindeseminariet i disse år under faldende elevtal og dårlig økonomi, og bestyrelsens reaktion var i 1917 at foreslå seminariet omdannet til fællesseminarium for mænd og kvinder. Astrid Blume satte sin stilling ind på at hindre omdannelsen, som blev afværget i første omgang. Men efter hendes pludselige død i 1924 gennemtrumfede bestyrelsen, mod elevers, læreres og indremissionske kvindekredses stærke modstand, ansættelsen af en mandlig seminarieforstander Jacob Høyer. Det blev første skridt frem mod omdannelsen til fællesseminarium i 1932.

Astrid Blume repræsenterede om nogen den kombination af indadvendt inderlig religiøsitet og udadvendt social handlekraft, som kendetegnede de kristne kvinders organisationer i denne periode. I kvindeafholdsorganisationen Det hvide Baand fungerede hun som landsformand 1900-16 og som redaktør af Nordisk kristeligt Afholdsblad, senere Det hvide Baand 1906-16. Som formand prioriterede hun klart indsatsen for at “bevare de unge”, fx ved oplysning og politiske initiativer, og først derefter at “rejse de dybest faldne” gennem oprettelse af redningshjem. I KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) blev hun aktiv både lokalt, som formand for Skt. Johannes Sogns KFUK i Århus, og som medlem af fællesbestyrelsen for KFUM og KFUK i perioden 1911-24. Også her fastholdt hun, at kvinderne burde lægge deres indsats såvel i kristeligt som i socialt arbejde. Endnu en organisation, som Astrid Blume omfattede med stor kærlighed, var Santalmissionen. Hendes fader havde været formand for organisationen, og selv blev hun mangeårigt medlem af hovedbestyrelsen. Missionsarbejdet havde i hendes tid en særlig plads i seminariets liv, bl.a. gennem hyppige foredrag og besøg af missionærer.

Astrid Blume var en stærkt benyttet foredragsholder og en af de få kvindelige talere i indremissionske sammenhænge. Også kvindebevægelsen gjorde brug af hendes fortrinlige talegaver, fx var hun en af talerne ved den grundlovsfest, Dansk Kvindesamfund i Århus holdt i 1915 for at fejre kvindernes stemmeret. Hendes budskab her og ved andre lejligheder var, at kvinderne måtte tage deres nye forpligtelser på sig og tage aktivt del i politisk arbejde. I 1918 blev hun selv valgt som stedfortræder for den konservative landstingskandidat i Århus. Ved flere lejligheder var hun i offentlig polemik med fremtrædende mænd, fx med skolemanden Vilhelm Rasmussen om religionsundervisning og darwinisme i 1904 og med religionshistorikeren Edvard Lehmann om hans reaktionære udlægning af Fremtidens Kvindesag i 1914.

Astrid Blume levede sit private liv i den kvindesammenhæng, hun selv havde skabt på seminariet. Hun tog en plejedatter til sig og overtog i perioder ansvaret for missionærbørn og wienerbørn. De tungeste byrder bar hun i ensomhed, og i længden slog helbredet ikke til. Fra mange sider blev hun fremhævet og beundret som den ideelle troende lærerinde. Som leder inkarnerede hun det moderlige og myndige, men blev også omtalt som “den ansete Skolemand”, en skoleleder, der nød respekt langt uden for indremissionske kredse. Hendes eksempel viste andre, at det godt kunne lade sig gøre for kristne kvinder at kombinere inderligt trosliv med en aktiv social indsats.