Annette Holdensen

Annette Holdensen blev født i et landbomiljø, hvor begrebet kunst snarere blev forbundet med “kunstigt” end med udtryk. Til gengæld var der en stærk tradition for at udføre håndværk, husflid og håndarbejde, der med deres nytteværdi kunne tjene til opretholdelse af en vis standard i hjemmet. Annette Holdensen var det ældste af fire børn, tre piger og en dreng. Hun erindrer, hvordan børn og ældre samledes for at sy og strikke. Vævning foregik på et nærliggende væveri, hvor familiens egen hør blev omsat til linned. Hver eneste stump stof blev udnyttet, ligesom garner fandt anvendelse og siden genanvendelse. Denne nøjsomhed har fulgt Annette Holdensen, også i hendes kunstneriske virke, hvor de første arbejder blev udført som kludetæpper og forbundet til stoffer, der som strimler kom til at indgå i motiverne. Annette Holdensens gentagne ophold på Engelsholm Højskole midt i 1950’erne bragte nye dimensioner ind i det tekstile univers. Siden voksede hun gennem sit giftermål 1958 med højskolelærer Rolf Krøyer Dahl ind i det danske højskolemiljø.

I begyndelsen flyttede familien noget rundt, men besluttede i 1963 at købe et ældre husmandssted i Løkkegravene, lidt uden for Odense. Børnene var på det tidspunkt et og to år, og stedet blev en fast forankring frem til 1976, der blev et skæbneår for Annette Holdensen. Begge hendes forældre døde, hun flyttede fra sin mand, hendes ældste søn tog ud at sejle, mens den yngste valgte at blive hos faderen. Hendes situation som kunstner var dog langtfra dårlig. Siden sin første udstilling i 1970 og i lyset af den gryende kvindesag, der fik mange selverhvervende kvinder til at investere i tekstilkunst, havde hun solgt ganske godt. Samtidig underviste hun på børnehaveseminariet i Odense. I 1979 tog hun sammen med kollegaen Jane Balsgaard til Oslo og Trondheim. Samme år rejste hun til Grækenland med en anden kollega og tidligere elev, Anne Bjørn. Annette Holdensens virke var ved at finde sit leje, og hun blev del af et kunstnermiljø, der beskæftigede sig både med vævning, grafik, maleri, land art og installation.

Mødet med den polske tekstilkunstner Magdalena Abakanowicz sidst i 1970’erne resulterede i en udvikling fra den flade vævning i retning af det tredimensionelle. Det skete gennem flere store forløb. Det første var projektet Heksefrakker fra omkring 1982. Det bestod af en række store vævede kroppe, mørke og med mange hemmelige rum, hvori der blev lagt og indsyet symbolske objekter. Selvom referencen til Abakanowicz var klar, blev projektet et personligt gennembrud for Annette Holdensen i kraft af værkernes klare skulpturelle form og den afstand, som hun lagde til det umiddelbart dekorative og ufarlige. Senere fulgte en række meget store løbbundne kurve fra først i 1980’erne og nogle år frem. Løbbindingen er en klassisk dansk teknik til udformning af halmkurve. Annette Holdensen var nok loyal over for den gamle teknik, men tilførte den nogle skulpturelle værdier, der var hendes egne. På et symposium i Polen, arrangeret af World Crafts Council i 1985, stiftede hun bekendtskab med pilefletningen. Denne teknik rummede også muligheder for at flytte vægten fra det billedlige til det skulpturelle. Resultatet blev en serie af mandshøje pileskulpturer, der kunne opstilles på vidt forskellige måder afhængigt af sted og stemning. Derefter fulgte en lang fase med tegninger og malede billeder, inden hun i 1994-95 gik i gang med endnu et stort projekt Både. Det bestod af mere end 70 bådforme, udført over skeletter i træ eller metal og beklædt med alle hånde organiske materialer. Denne idé havde været på vej ganske længe, men fik næring af en gave fra kolleger og venner over hele Danmark, der i forbindelse med hendes 60-års fødselsdag i 1994 havde samlet penge ind til en udstilling og en rejse som tak for hendes indsats i kunstnergruppen Flash 1984-90, Fynske Kunsthåndværkere fra 1972 og senest kunstnersammenslutningen Den Gyldne Orgeltone i Nordisk Kunst fra 1991.

Annette Holdensen har siden debuten deltaget i et væld af udstillinger i Danmark og i udlandet, ligesom hun har haft flere markante separatudstillinger, på Kunstindustrimuseet 1972, 1979 og 1987, på Vejle Kunstmuseum 1974 og på Esbjerg Kunstmuseum 1988. Desuden har hun været censor ved Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling. Hun har modtaget en række legater og hædersbevisninger, bl.a. stipendier fra Statens Kunstfond, Ole Haslunds Kunstfond 1990, Dronning Ingrids Romerske Fond 1993, Fyns Amts Kunstpris 1997 og Anne Marie Telmányis Legat 1998. Et særkende ved Annette Holdensen har været hendes respekt for kolleger og studerende. Hun har været en person, som mange har søgt for at få råd og vejledning. Nogle har boet hos hende i lange perioder for at arbejde med deres egne ting eller for at assistere ved hendes store projekter. Andre har søgt hende i forbindelse med hendes undervisning på Det Jyske Kunstakademi 1982-87, på Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1985-86 eller på Statens Høgskole for Design og Kunsthåndværk i Bergen, Norge, 1994. Hos Annette Holdensen har husfliden, kunsthåndværket og kunsten været hinandens nødvendige forudsætninger og derfor tæt forbundne, uden smålighed eller snobberi.