Annelise Rosenfalck

Annelise Rosenfalcks forældre tilhørte begge selvstændige, fremsynede og velstillede familier. Faderen var grosserer, moderen havde som ung været ansat på Københavns Rådhus for en periode, men opgav stillingen, da det hed sig, at hun tog arbejde fra en familieforsørger. Annelise Rosenfalck og hendes fire år ældre broder Jørgen Otto Madsen, som hun altid har været nært knyttet til, voksede op på Østerbro. Som seksårig kom hun på N. Zahles Skole, hvorfra hun 1941 blev student. Hun var en udpræget sportspige, der dyrkede svømning, tennis og skiløb, og havde overvejet at gøre gymnastikken til sit studiefag, men endte med at beslutte sig for elektronikken. Umiddelbart efter gymnasiet begyndte hun på studiet til elektroingeniør på Polyteknisk Læreanstalt, det senere Danmarks Tekniske Universitet. Optagelseskravene til ingeniørstudiet var ret strenge, og studiet var hårdt, men broderen, som studerede sammesteds indtil sin dimission i 1942, hjalp Annelise Rosenfalck meget i studiets første år. Studievilkårene her i besættelsestiden kunne være vanskelige, og holdene var store, hver forelæsning havde omkring 400 studerende, af hvilke knap 20 var kvinder.

1947 blev Annelise Rosenfalck og hendes medstuderende Lise Thymann dimitteret som landets første kvindelige elektroingeniører, godt fire årtier efter uddannelsen var etableret. Annelise Rosenfalcks afgangsprojekt drejede sig om synkronisering af potentialer fra motoriske enheder i muskler. Hun havde haft professor Fritz Buchthal fra Neurofysiologisk Institut under Københavns Universitet som vejleder, og han fik også betydning for hendes næste arbejde. Dansk Industri Syndikat (DISA) var begyndt at udvikle en elektromyograf til registrering af aktionspotentialer fra muskler, en idé, der var udviklet af Buchthal og DISA, og kort før Annelise Rosenfalck var færdig med studiet, blev hun ansat til at videreudvikle elektromyografen, der endte med at blive et ret unikt instrument. 1950 fik Annelise Rosenfalck et legat fra American Association of University Women, som hun anvendte til at studere teknik på Massachusetts Institute of Technology og derefter fysiologi på Yale University. Da hun i 1951 vendte hjem til Danmark, fik hun ansættelse som vikar i en forskerstilling på Neurofysiologisk Institut, hvor hun 1960 fik stilling som universitetsadjunkt og 1966 blev lektor. Samme sted mødte hun fysikeren Poul R., som hun giftede sig med i 1955. Bryllupsrejsen tilbragte de to unge forskere med at holde foredrag om DISA-elektromyografer rundt om i Europa og sælge de seks første af instrumenterne. Året efter blev sønnen Niels født, og 1958 datteren Anne Mette.

Allerede i 1949 havde Annelise Rosenfalck meldt sig ind i Kvindelige Akademikere (KA), og i 1950’erne deltog hun sammen med bl.a. den senere rektor Vibeke Bjernum i foreningens vejledningsprojekt for gymnasiepiger, der kom til at lægge grunden til gymnasiernes nuværende studievejledning. 10-12 stykker ad gangen kom pigerne på privatbesøg hos medlemmer af KA, der fortalte om deres eget fag. I hjemmet i Bagsværd orienterede Annelise Rosenfalck om ingeniøruddannelserne, og Poul R. kunne informere om universiteternes naturvidenskabelige uddannelser. Samtidig fik gymnasiepigerne mulighed for at se med egne øjne, at det var muligt at få familieliv og et aktivt arbejdsliv som kvindelig ingeniør og forsker til at hænge sammen. 1962-78 var Annelise Rosenfalck formand for KA. En af mærkesagerne fra disse år var afskaffelse af sambeskatningen for ægtepar. Annelise Rosenfalck og hendes mand leverede gennemregnede taleksempler som dokumentation for urimeligheden, og i samarbejde med kvindelige politikere lykkedes det kvindeorganisationerne at få sambeskatningen fjernet. En anden mærkesag var indførelse af ægtefællepension. Danske Kvinders Nationalråd anmodede Annelise Rosenfalck om at søge princippet gennemført i Danske Ingeniørers Pensionskasse (DIP), og efter først at have overtalt DIPs bestyrelse til at analysere kvindelige ingeniørers arbejdsforhold, sygedage osv. og regne på konsekvenserne af at indføre ægtefællepension, fik hun pensionskassen til at bøje sig.

1978 blev Annelise Rosenfalck ansat som Danmarks første professor i medikoteknik på Ålborg Universitet. Som sådan blev det hendes primære opgave at opbygge og vedligeholde et velfungerende miljø inden for det eksperimentelt orienterede fag, der beskæftiger sig med elektronisk registrering af fysiologiske fænomener. Hendes initiativrige og vedholdende indsats her blev af uvurderlig betydning for den medikotekniske forskning og undervisning. Hun havde et særligt talent for at hente internationale forskningsprojekter til universitetet, og de mange professionelle kontakter blev ofte styrket af personlige venskabsbånd. Som lærer interesserede hun sig især for de mere tværgående emner og hendes kurser havde titler som fx Fysiologi for elektronikingeniører og Scientific Methods and Communication. I 1973 var hun med til at starte Dansk Medikoteknisk Selskab, som hun var formand for 1981-92, ligesom hun har haft andre tillidsposter i tilknytning til sit fag. Blandt hendes engagementer må også nævnes hendes arbejde i International Foundation for Medical and Biomedical Engineering, hvor hun har været aktiv fra oprettelsen i 1958. 1978-86 var hun medlem af Statens Teknisk-videnskabelige Forskningsråd. Annelise Rosenfalck modtog 1980 Provinsbankens Forskningspris, der blev omsat til avanceret udstyr til vurdering af nerveskader i forbindelse med fx trafikskader. Tre år efter fik hun Marie Lønggaards Rejselegat, der satte hende i stand til at deltage i et vigtigt internationalt medikoteknisk projekt, som fordrede en rejse til London. Annelise Rosenfalck trak sig tilbage 1992, men har også derefter deltaget i sit fags diskussioner. Hun er udnævnt til Founding Fellow of Medical and Biological Engineering, og 1991 blev hun ridder af Dannebrogordenen.