Anne Rud

Anne Rud, “... ieg haffde vell megett at scriffue dig till, men nu haffuer iegh saa stoer Sorgh i mitt Hiærte, at iegh icke gidder,” skrev Anne Rud april 1530 i et brev til sin datter, hvori hun meddelte, “at then almectiste Gudt haffuer nu kallitt din kiæere Fader.” Det var formentlig eneste gang, at Anne Rud ikke orkede at bruge pennen. Ellers anvendte hun den så flittigt, at eftertiden gennem de mange bevarede breve fra hendes hånd har fået mulighed for at se hende og hendes verden i nærbillede.

Anne Rud tilhørte højadelen. Hun havde seks søskende og var formentlig født på Rudslægtens hovedbesiddelse Vedbygård i Vestsjælland. I 1493 blev hun gift med Henrik Krummedige. Han, der er blevet karakteriseret som en blanding mellem en løve og en ræv, stærk og snu, havde allerede en fremtrædende position som både norsk og dansk rigsråd, og han blev en af de centrale skikkelser i det følgende kvarte århundredes spændingsfyldte unionsspil mellem Danmark og Norge. Selv fik Anne Rud sin norske ilddåb i 1502, da hun i ægtefællens fravær måtte overtage forsvaret af grænsefæstningen Båhus, hvor han dengang var høvedsmand. Af hendes breve fremgår, at hun skarpøjet fulgte udviklingen i det dansk-norske forhold og skarptandet kommenterede forløbet ikke ud fra unionistiske eller politiske synspunkter, men ud fra nøgterne privatøkonomiske interesser. Anne Rud var nemlig frem for alt godsejerkapitalist. Hun og Krummedige havde ved arv og gunstige spekulationskøb energisk og bevidst opbygget et omfattende godskompleks, således at det norske Brunlaug, det hallandske Valden, de skånske Ellinge og Mogenstrup og det sjællandske Assendrup i forbindelse med lensgods i samme landsdele kom til at udgøre en erhvervsmæssig funktionel og økonomisk helhed. Korn, kvæg, smør, fisk, tømmer og jernmalm eksporteredes i stor stil herfra på egne skibe eller gennem kommissionærer, som regel til Nordtyskland, “hvor ieg kandt faa mesth for thingen”, som Anne Rud skrev. Hendes korrespondance med fogder, forvaltere, købmænd og skippere viser hende som utålmodig arbejdsgiver, nidkær bogholder og ikke mindst som skrap kontrollør af de mange foretagender. Karakteristisk nok stolede hun ikke på valutaens stabilitet, men ønskede sig helst betalt i guld, “thi dii norske Penge gielle her inthet.”

I 1517 blev Anne Ruds eneste barn, datteren Sophie, gift med Eske Bille til Svanholm. Han havde gode forleninger, drev som sine svigerforældre handel, havde egne skibe og var utvivlsomt en mand ret efter Anne Ruds hoved. Hun korresponderede da også ivrigt med ham, ikke mindst efter at hun i 1530 var blevet enke. Han var da lensmand på Bergenhus og hjalp hende med at varetage de norske smålen, som hun efter store anstrengelser opnåede livsbrev på i 1531, og som var vigtige for sammenhængen i hendes økonomi. Ligeledes rådførte hun sig med ham i de ikke så få tilfælde, hvor hun med trusler og hård hånd inddrev fordringer hos bønder og godtfolk. Til gengæld holdt hun datter og svigersøn orienteret om allehånde nyheder og rygter fra hof, herredag, slægt og standsfæller i et væld af breve, der med rette er blevet betegnet som værdifuldt kulturhistorisk kildestof. Hun opholdt sig mest på Mogenstrup ved Malmø, men kom dog ret ofte til København, ligesom hun jævnligt besøgte Roskilde, hvor hun boede på Vor Frue Kloster, som hun havde livsbrev på.

Som moder bekymrede Anne Rud sig, hver gang Sophie redte til barsel, og hun satte himmel og jord i bevægelse for, at den blandt adelsdamer så populære fødselshjælper Kirstine Drefeld kunne komme til stede. Da et barnebarn fik navnet Henrik efter hendes afdøde ægtemand, kaldte Anne Rud ham muntert “myn lylle Hosbondhe” i sine breve. Som mormoder påtog hun sig efter tidens og standens skik at opfostre sine børnebørn, og flere af dem kom allerede fra toårsalderen i huset hos hende. Et par af drengene placerede hun hos Ide Munk på Vallø, og senere sendte hun dem til Sorø Kloster for at oplæres i boglige sysler. Tilsvarende sørgede hun for, at pigerne lærte at læse hos priorinden i Roskilde Vor Frue Kloster. Som godsejer kom hendes kønsbevidsthed tydeligt frem, da hun kort efter sin mands død blev involveret i en ejendomsstrid og i et brev til Sophie skrev: “the vylle brughe then Konsth meth megh, som the bruge meth andre Enker och værvæløse Quinder”. Hun vandt striden; modparten havde gjort regning uden vært.

I begyndelsen af 1533 skrev Anne Rud et brev til datteren og svigersønnen, vedlagt en seddel, hvorpå hun meddelte, at hun var syg, og indtrængende bad dem om snarest at komme til stede. Samme dag gav hun sit brevbud Anders Jyde besked om “att skynde Ether affstedt”. Det blev hendes sidste skriftlige handling. En månedstid senere døde hun. Nærbilledet viser Anne Rud som en hyperaktiv kvinde. Utrætteligt og dygtigt brugte hun pennen til at styre og fremme sine økonomiske og slægtsmæssige interesser, der for hende indgik i symbiose.