Ide Munk

Ide Munk hørte til blandt de toneangivende kredse, både i kraft af sin egen familie, der talte rigsråder og bisper, og sin mands, hvor medlemmer af slægterne Rosenkrantz og Thott var blandt landets fornemste og rigeste. Børnerige familier og indviklede slægtsforhold medførte komplicerede arvegange og ofte retssager. Jordegodset var herremandsstandens økonomiske grundlag, og alle ægtefødte børn arvede, dog således at en datters lod var det halve af en søns. Heller ikke Ide Munk og hendes søskende undgik stridigheder, og især synes forholdet til broderen Oluf M. at have været anstrengt. Først i 1567 kom det omsider til forlig i arvestriden efter faderen.

Ide Munk blev gift i en meget ung alder med den langt ældre Oluf Nielsen Rosenkrantz. Han var bl.a. lensmand på Nyborg Slot, hvor Ide Munk opholdt sig alene med børnene, da det 1534 under Grevens Fejde blev erobret af grev Christoffer af Oldenburg. De blev holdt fangne, men frigivet, da Rosenkrantz kort efter som en stor del af den østdanske adel sluttede sig til grevens parti. Ide Munk menes derefter at have slået sig ned på Vallø. Men da ægtemanden det følgende år under de fortsat turbulente forhold blev fængslet og truet på livet, blev hun tvunget væk fra slottet, der blev udplyndret af grevens folk. Christian 3. udstedte siden, da han kom til Sjælland, et beskærmelsesbrev til hende. Rosenkrantz er formentlig først blevet frigivet ved borgerkrigens slutning i sommeren 1536.

Ægteparret, der fortsat havde deres hjem på Vallø, var velanskrevet og fik ofte besøg af venner. Desuden optog de unge adelsmænd til opfostring i deres hus, hvilket ikke var ualmindeligt i herremandskredse. Selv havde de mistet to sønner som små. Da Rosenkrantz døde i 1545, var døtrene endnu umyndige, og Ide Munk kunne sidde i uskiftet bo igennem en årrække. Den ældste datter Birgitte var trolovet med Peder Bille, ældste søn af parrets nære venner rigshofmester Esge Bille og Sophie Krummedige. Brylluppet fejredes med stor pragt i 1548. Esge Bille har øjensynlig set muligheden for at erhverve endnu en bid af Vallø og foreslog Ide Munk et giftermål mellem sin anden søn Henrik og hendes datter Karen med den begrundelse, at Rosenkrantz i sin tid havde givet løfte om denne forbindelse. Esge Bille lagde pres på Ide Munk og Karen, idet han bad deres slægtninge om at true dem med arveløshed, hvis de ikke samtykkede. Ide Munk afslog høfligt at handle i sagen, før hendes datter var myndig, “saa hund och kand talle synn egenn ord, wiilliig oc mieninge”. Det faldt godt i tråd med, at hun først bortgiftede de to andre døtre som 18-årige. Sagen fandt en naturlig afslutning, da Karen døde i 1553. Datteren Mette blev ca. 1551 gift med den skånske adelsmand Steen Rosensparre. Efter hans død 1565 ægtede hun rigshofmester Peder Oxe.

I 1554 fandt det endelige skifte sted mellem Ide Munk og døtrene, hvorved Vallø deltes mellem Birgitte og Mette. Ide Munk betragtede derefter Nygård som sin hovedgård. Fra 1560 udvidede hun bondegården Totterupholm, nu Rosendal, ved Fakse, så den fik status af gods. I de følgende år lå hun i stadig strid med flere kgl. lensmænd og andre om forskellige rettigheder. De samtidige vidnesbyrd giver indtryk af en værdig husfrue, der var i stand til at modstå et kraftigt pres. Og selvom det sikkert ikke har været nogen skade til, at svigersønnerne indtog høje poster, skal man næppe tilskrive dem æren for hendes fremtrædende position.