Anne Meinstrup

Anne Meinstrup, også kaldet Anne Holgers, voksede op på Sjælland i en velanskrevet, jordejende familie, hvor faderen var landsdommer ved landstinget i Ringsted. Hun lærte at læse, skrive, føre regnskaber og drive godser, og hun fik et godt kendskab til jura. Som ganske ung blev hun gift med Holger Eriksen Rosenkrantz. I dette ægteskab fødte hun fire børn, hvoraf de to døtre overlevede hende. Efter en kort enkestand giftede hun sig med den holstenske adelsmand Jørgen Ahlefeldt, og muligvis fødte hun en søn i dette ægteskab. Da Ahlefeldt faldt i slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken 1500, blev hun enke for anden gang.

Fra dette tidspunkt, hvor Anne Meinstrup var midt i 20’erne og alene med en børneflok, klarede hun sig selv. Efter forældrene havde hun arvet en del gods, som hun styrede og forøgede. Senest 1507 blev hun lensmand, idet hun overtog Højstrup på Stevns som pantelen mod at låne kong Hans en større sum. 1516 nævnes hun første gang som hofmesterinde for Christian 2.s unge dronning Elisabeth. Fra ca. 1517 til 1522 opholdt hun sig i Nordtyskland. Dette eksil synes fremprovokeret af hendes kritik af kongens forhold til Dyveke. Umiddelbart efter kongefamiliens flugt og Frederik 1.s overtagelse af tronen var Anne Meinstrup tilbage i Danmark, hvor hun genindtrådte både som lensmand og hofmesterinde, nu for dronning Sophie. Under borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36, der brød ud efter Frederik 1.s død, støttede hun sammen med den øvrige østdanske adel grev Christoffer, mens Holger Holgersen Rosenkrantz, den eneste af hendes sønner, der nåede voksenalder, sammen med den jyske adel tog parti for den senere kong Christian 3. Rosenkrantz faldt som anfører for adelshæren 1534 i slaget ved Svenstrup mod skipper Clement. Få måneder senere, i januar 1535, indkaldte grev Christoffer til møde på tinget i Ringsted. På dette tidspunkt var borgerkrigen inde i en meget turbulent fase. Den skånske adel var faldet greven i ryggen, og han var nu i færd med at fængsle den sjællandske adel. Alligevel mødte Anne Meinstrup op i Ringsted, hvor hun brutalt blev hugget ned af kbh.ske borgersoldater i grevens følge.

Anne Meinstrup synes at have været særdeles agtet. Det fremgår både af den bevarede brevveksling, primært med medlemmer af hendes første mands familie og af hendes eftermæle i samtidige kilder. Hun førte to arvesager mod sine ægtemænds familier, som ikke umiddelbart var til sinds at overlade jord til afdøde sønners arvinger. Arvesager var almindelige i tiden, men Anne Meinstrup synes i modsætning til de fleste andre at have ført sine redeligt og uden at skabe fjendskab. Da hun havde været enke i ti år, opstod der rygter om, at hun skulle have et forhold til en af kongens mænd. Hun rejste sagen for kongen og fik sig renset for sladderen. En måned inden hun blev myrdet, skrev hun: “... jeg drager herfra til Valsø, og jeg vil være der saa længe, som Gud vil, jeg maa være der med fred.” Det blev kun kort. Om hun tog til mødet i Ringsted, fordi hun mod sædvane ikke var orienteret om de aktuelle begivenheder, eller om hun kom af pligtfølelse, kan ikke afgøres. Samtiden var opbragt over mordet på den respekterede kvinde. Derimod har historikere siden 1850’erne uden belæg i kilderne ment, at hun havde en skarp tunge, og at hun blev myrdet på grund af nogle bemærkninger, hun kom med på tinget.