Anne Knudsen

Anne Knudsen voksede op i et trygt hjem sammen med en halvandet år yngre broder. Faderen var arkitekt, og fra hun var fem år, boede familien i Ammassalik i Østgrønland, hvor han var byggeleder. Anne Knudsen nød at høre ham fortælle, og han diskuterede gerne med hende. Hun kom i en lille skole, hvor der gik omkring otte danske børn, som var meget selvbestemmende og ofte opholdt sig udendørs. Her lærte hun med lyst og blev tidligt en entusiastisk læser. Da hun som 13-årig flyttede til Frederikssund, hvor hun kom i privatskole, rystede de provinsielle forhold hende. Her forventedes man at være på en bestemt måde og ligne de andre, mens det i Ammassalik var en selvfølge, at mennesker var vidt forskellige. Hun lærte, hvad hun hidtil ikke havde prøvet, at kede sig i skolen, men det gik bedre, da hun kom i Frederiksborg Statsskole, hvorfra hun blev klassisksproglig student i 1967. Om dette kulturchok og dets betydning for hendes senere karriere har hun berettet i antologien Barndomsbyer, 1998.

I tiden efter studentereksamen var Anne Knudsen nærmest anarkist og en varm tilhænger af tidens antiautoritære oprør. I et halvt år var hun medlem af det nydannede parti Venstresocialisterne, men kunne ikke være med til, hvad hun opfattede som partiets paragrafrytteri, og fandt sig bedre til rette som blomsterbarn i den frie og søgende hippiekultur. 1967-73 læste hun på skift fransk, spansk og medicin ved Københavns Universitet og klassisk filologi i Odense, samtidig med at hun rejste en del i Europa. Hendes endelige studievalg blev afgjort i et kollegiekøkken, da en kammerat pegede på antropologi som noget for hende. Hun kendte ikke fagets eksistens, men efter at have “prøvehørt” få forelæsninger faldt hun helt for det og begyndte på studiet i 1973. Samme år fødte hun, der var blevet gift i 1971, sit første barn og oplevede da at få et realistisk greb om sin hidtil ret kaotiske tilværelse. Ansvaret for barnet lærte hende arbejdsdisciplin. Hun fik endnu to børn i studietiden og var 1976-78 formand for Københavns Forældre Organisation, hvor hun kæmpede imod planlagte nedskæringer af personalet på institutionerne. 1981 blev hun magister i antropologi på en afhandling om Algeriet og valgtes samme år til formand for Antropologforeningen i Danmark, ligesom hun var medstifter og fra starten redaktør af fagets tidsskrift Stofskifte.

1982-94 havde Anne Knudsen en række forskerstillinger, der overvejende var knyttet til Københavns Universitet. Som antropolog har hun arbejdet med Europa og europæiske minoriteter, især befolkninger, der ikke lader sig regere, og hun har udforsket, hvordan de gennem generationer vedligeholder deres oprørske traditioner. I den forbindelse har hun udført feltarbejde på Korsika, hvor hun 1983-93 adskillige gange opholdt sig i længere perioder, mens hendes mand passede hjem og børn. I 1989 blev hun dr.phil. på afhandlingen En ø i historien. Hun blev lektor i antropologi ved Odense Universiteti 1994, men da hun savnede den daglige kontakt med sin familie, der blev boende i København, forlod hun stillingen samme år.

Anne Knudsen har publiceret en række arbejder i international faglitteratur og holdt gæsteforelæsninger mange steder i verden. Desuden har hun i vid udstrækning undervist og holdt foredrag ikke alene på universitetet, men også på højskoler m.m. Hun har ofte markeret sig i den offentlige debat og var anmelder og columnist ved Weekendavisen 1991-94. I 1994 blev Anne Knudsen kendt i den store offentlighed, da hun i ugebrevet Mandag Morgen rejste en livfuld debat om en nødvendig fornyelse af velfærdssamfundet. Hun hævdede, at kvindedominansen i den offentlige sektor havde medført en “moderlig” formynderisk kultur, som var frustrerende for drenge og mænd og pressede dem ud i karikeret maskulinitet og et aggressivt modspil. Synspunkterne uddybede hun i sin velskrevne og meget læste bog Her går det godt, 1996, som atter satte sindene i voldsom bevægelse. Meningerne var delte, og kritikken var skarp fra kvindesaglig side. Det samme var tilfældet, da hun i 1998 udgav Fanden på væggen, et glødende kampskrift for EU, som hun er tilhænger af, først og fremmest af hensyn til freden i Europa. I 1994 gik Anne Knudsen over til fuld beskæftigelse i medierne. Hun var i 1994-96 kronikredaktør ved dagbladet Politiken,derefter skribent ved Weekendavisen, indtil hun i 1998 blev programvært på Danmarks Radios nye daglige tv-debatudsendelse Før deadline. Hun brød sig imidlertid ikke om fjernsynets arbejdsvilkår og vendte efter nogle måneder tilbage til Weekendavisen,hvor hun senere samme år blev chefredaktør. Hun blev dermed medlem af den eksklusive klub af kvindelige dagbladschefredaktører, der indtil da kun omfattede Bente Hansen, Lisbeth Knudsen og Anne E. Jensen. Ved siden af sine fortsatte omfattende anmeldelser af især kulturhistoriske bøger har Anne Knudsen også som lederskribent trukket på sin store viden om europæisk historie, særligt markant gennem avisens dækning af Kosovokrigen i 1999.

Anne Knudsen har haft mange tillidsposter og bl.a. været formand for Fredsfonden 1990-95 og medlem af bestyrelsen for Kvindelige Akademikere 1990-99. Hun har modtaget flere priser for videnskabeligt arbejde og formidling og var Danmarks kandidat til Europæiske Kvinders Pris i 1995. Med sprudlende energi og engagement har hun gjort sig gældende som antropolog og kulturskribent. Gennem alle årene har hun været en fremragende formidler, og i kraft af karisma, rammende sprog og sine meningers mod har hun rejst betydningsfuld offentlig debat.