Faktaboks

Anne Gøye
Født
18. december 1609, Turebyholm, Tureby, sogn
Død
9. januar 1681, Hvedholm, Horne sogn
Arbejdsliv
Bogsamler
Familie

Forældre: godsejer Henrik G. (1562-1611) og Birgitte Brahe (1579-1619).

Titel
Adelig

Anne Gøye blev født på Turebygård, det nuværende Turebyholm, som det niende og næstyngste barn. Efter faderens død i Kalmarkrigen 1611 blev hun og hendes fem søstre hos moderen, mens de fire brødre kom i huset hos mosteren Sophie Brahe og hendes mand, den lærde Holger Rosenkrantz på Rosenholm. Da moderen døde i 1619, kom pigerne ligeledes til Rosenholm, hvor Anne Gøye boede frem til 1627, mens søsteren Mette G. blev der lige til onklens død i 1642. Efter et kort ophold på Brandholm hos broderen Eskil G. flyttede Anne Gøye i 1628 til en anden af sine brødre Falk G., der ved sit ægteskab samme år med Karen Bille var kommet i besiddelse af Hvidkilde på Fyn. Her oplevede familien en stor tragedie, idet lillesøsteren Sibylle G. blev dømt og henrettet for at have født i dølgsmål og ombragt barnet. Henrettelsen fandt sted i Odense i 1635 i overværelse af Christian 4. I 1649 blev Falk G. udnævnt til hofmester ved Sorø Akademi, og Anne Gøye fulgte med ham og svigerinden til Sorø. Da han døde i1653, flyttede hun og Karen Bille tilbage til Hvidkilde. Under Svenskekrigen blev de i 1657 fordrevet og måtte tage ophold hos Karen Billes datter Susanne G. og hendes mand Preben Brahe. Falk G. havde ved sin død efterladt et økonomisk kaos, som Anne Gøye forsøgte at redde svigerinden ud af, hvorved hun bl.a. fik halvpart i Hvidkilde, indtil godset blev solgt 1679.

Efter fredsslutningen 1660 flyttede Anne Gøye til Næstved, hvor hun havde ejendom i arv efter sin moder, og her tilbragte hun de næste knap 14 år med såvel litterære som praktiske sysler. I et forord takkede Peder Syv, der i disse år var rektor ved latinskolen, hende for tilladelse til at benytte hendes private bibliotek, og hun forsøgte at få en lokal præsts skrifter udgivet som støtte for hans enke. Sine sidste år tilbragte Anne Gøye på opfordring fra Susanne G. i familiens ejendom, den gamle bispegård i Odense. Hun døde under et besøg hos familien på Hvedholm. Den litterære interesse havde hun arvet fra sin moder, der gav hende den første bog 1613 og ved sin død efterlod hende sine bøger, og den blev forstærket gennem tiden på Rosenholm. Ved arv, gaver og indkøb oparbejdede hun en stor bogsamling, som hun kort før sin død overdrog til Susanne G.s datter Karen Brahe for at sikre dens bevarelse for eftertiden. Ifølge et håndskrevet katalog, udarbejdet ca. 1686 af den senere biskop Jens Bircherod, bestod samlingen af 1.116 bind, heraf 76 håndskrifter. Den indeholder fortrinsvis dansk teologisk litteratur og enkelte tyske og svenske bøger, men også brugsbøger og skønlitteratur, heriblandt svigerinden Birgitte Thotts skrifter og folkevisesamlingen Karen Brahes Folio.

Beskrivelser og portrætter af Anne Gøye

  • Mal. fra 1641 på Fr.borgmus. Mal. fra 1647 i Odense Kloster.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig