Anna Weber

Anna Webers oldefader, der var indvandret fra Nürnberg, var grundlæggeren af det kendte tømrerfirma Weber i Roskilde. Det gik siden i arv til først hendes farfader og siden hendes fader, der begge var tømrermestre og medlemmer af byrådet. Faderen var optaget af slægtsforskning, en interesse, Anna Weber siden kom til at dele. Hans optegnelser blev offentliggjort efter hans død i bogen En tømrerslægt i det 19. århundrede, 1959. På mødrene side var det især Anna Webers moster, forfatteren og maleren Anna Baadsgaard, der gjorde sig offentligt gældende. Anna Weber blev født som det femte barn i en børneflok på syv, hvoraf de tre døde som små af børnekramper. Ifølge en ældre søster havde familien svært ved at udtrykke deres følelser i ord. Det gjaldt også for Anna Weber, der som barn var meget stilfærdig og tavs. Som otteårig fik hun kirtelsyge og tilbragte to perioder på Refsnæs Kysthospital, hvor hun blev kureret. I tiårsalderen begyndte hun sammen med en af broderens kammerater at dyrke grøntsager i et hjørne af køkkenhaven, og da hun var 11, vidste hun, at hun ville være gartner. Efter at have taget realeksamen var hun 1914-17 elev hos handelsgartner Carl V. Lange, Frederikssund, og fortsatte herefter sin uddannelse i Det kgl. danske Haveselskabs have på Frbg. 1919 tog hun eksamen som havebrugskandidat og blev ansat som videnskabelig assistent ved Statens Plantepatologiske Forsøg i Lyngby, hvor hun havde sit daglige arbejde i 44 år, indtil hun gik af som 70-årig. Hun var i alle årene en meget aktiv og højt estimeret medarbejder. Især frugt- og grøntsagsavl havde hendes interesse.

Niveauet inden for dansk plantepatologisk forskning var på daværende tidspunkt ikke på højde med international forskning, men Anna Weber var fremsynet, og hendes publikationer om specielt opbevaring af frugt og grøntsager var epokegørende herhjemme. Samtidig med sit videnskabelige arbejde underviste hun 1924-58 i plantesygdomme på Vilvorde Havebrugshøjskole i Charlottenlund, og 1953-60 var hun censor i plantesygdomme på Landbohøjskolen. Gennem udenlandsophold i Holland 1923 og England 1928 videreuddannede hun sig i mykologi og plantesygdomme, og senere foretog hun kortere studierejser til Canada og flere europæiske lande. I årenes løb holdt hun en lang række rejseforedrag, ledsaget af sine egne dias; hun var en habil amatørfotograf. Anna Weber har skrevet mange videnskabelige og populærvidenskabelige artikler og bøger om plantesygdomme, bl. a. afhandlingen Tomatsygdomme, 1922, som blev prisbelønnet af Almindelig Dansk Gartnerforening. 1937 til 1961 var hun med til at udarbejde en række nye og forøgede udgaver af bogen Bekæmpelse af Haveplanternes Sygdomme, der er blevet et internationalt anerkendt hovedværk inden for området og bl.a. er oversat til engelsk.

Anna Weber udviklede sig til en meget stærk, bestemt og ofte dominerende kvinde, der var god til at organisere og gerne deltog i den offentlige debat. Politisk tilhørte hun Det Konservative Folkeparti, og hun var et indflydelsesrigt medlem af vælgerforeningen i Lyngby, hvor hun bl.a. deltog i partiets kvindekreds, som i 1940’erne måtte kæmpe hårdt for at få kvinder opstillet som kandidater til kommunalbestyrelsen. At hun var meget optaget af kvindens stilling i det danske samfund, fremgår også af hendes bog Kvinden som Gartner og Havebruger, 1933. Bogen byggede på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af knap 100 kvindelige gartnere, og hensigten var at pege på gartnererhvervet som en god uddannelses- og beskæftigelsesmulighed for unge piger. Som et kuriosum kan det nævnes, at hun absolut foretrak plusfours frem for ridebenklæder til kvindelige gartnere, hvis de ikke ville arbejde i kjole og kittel.

Anna Weber var et dybt kristent og næstekærligt menneske og var kirkeligt aktiv på lokalt plan, bl.a. som medstifter af en kontaktklub for ældre i Lyngby. Hun havde arvet en efter datidens forhold relativ stor sum penge efter faderen, og mens hun var nærmest påholdende, hvad angik privatforbrug, var hun særdeles generøs over for andre og brugte en del af sin formue på et meget dyrt og avanceret mikroskop til en medicinstuderende nevø. Efter Anden Verdenskrig var hun med til at hente hollandske flygtningebørn til Danmark og sørgede for, at de fik den nødvendige pleje i deres nye fædreland. Ved Befrielsen i 1945 samledes hun, der var udpræget royalist, med flere andre kvinder fra Lyngby for at overbringe frihedsbudskabet til arveprins Knud og arveprinsesse Caroline Mathilde på Sorgenfri Slot. De sidste år af sit lange liv boede Anna Weber på plejehjemmet Virumgård. Gæstfri, som hun var, inviterede hun flere gange familie og personale på restaurant. I overensstemmelse med sin livsholdning testamenterede hun sit afsjælede legeme til Københavns Universitets Anatomisk Institut; det var sjælen og ikke legemet, der skulle leve videre.