Faktaboks

Anna Baadsgaard
Født
28. september 1865, Nørresundby
Død
18. maj 1954, Roskilde
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: korn- og tømmerhandler Ole Peter B. (1832-76) og Anne Marie Syndergaard (1838-99).

Anna Baadsgaard var født i Ålborg i et borgerligt hjem; faderen var først skibsfører, men oprettede senere en korn- og tømmerhandel i byen. Anna Baadsgaard ønskede at blive lærerinde, og både hendes tankeverden og liv blev i høj grad præget af den undervisning, hun modtog på N. Zahles privatlærerindekursus i 1882-85. Da hun havde afsluttet sin uddannelse, vendte hun tilbage til Ålborg, hvor hun gennem nogle år havde en privatskole for piger. I 1890’erne levede hun i udlandet, fortrinsvis i Italien og i Tyskland, senere i England. I Italien modtog hun tegne- og maleundervisning og malede en del, især blomster- og landskabsbilleder. I slutningen af årtiet var hun bosat i London, og de sprogkundskaber, hun under sit rejseliv erhvervede sig, drog hun nytte af ved gennem en del år at give sprogundervisning, samtidig med at hun skrev sine bøger. Det var nemlig vanskeligt for hende at leve af indtægterne fra bøgerne.

Anna Baadsgaards forfatterskab tog for alvor fart, da hun var vendt tilbage til Danmark. Hendes første litterære arbejde var novellen Spurvens Tak, udgivet i et børneblad i 1890, og den blev optakten til et omfattende forfatterskab, der dog aldrig blev anerkendt på parnasset. Tværtimod blev hun gennem årene udsat for en meget nedladende kritik. Hun fortsatte dog ufortrødent med at skrive for både voksne og for børn. Hendes første voksenbog Ude i Verden udkom i 1892, og helt frem til 1950 udsendte hun mindst en titel om året. Hun skrev dog fortrinsvis pigebøger, der alle drejer sig om en retledningsproces: En halvstor pige udviser en række mindre gode sider, hun kan være ond over for sin moder, forfængelig eller egoistisk, men på bunden er hun en “god” pige, og i løbet af handlingen bliver hun altid klar over, hvad der er godt og værdifuldt i tilværelsen og glemmer sine unoder. Familien kommer til at fremstå som det helle, der er en forudsætning for den enkeltes harmoniske udvikling og tilværelse. Blandt Anna Baadsgaards mange pigebøger skal nævnes: Et Nutidsbarn, 1924, Brita fra Skippergyden, 1928, Gartnerens Børn, 1930, Familiens Yngste, 1931, Gudrun, 1942, og Tove, 1945, alle samtidsromaner. Børnene på Mattrup, 1935, udspilles i perioden efter nederlaget i 1864 og er med sit fine historiske tidsbillede den bedste af hendes børnebøger. Blandt Anna Baadsgaards voksenromaner blev Birgit Borg, 1906, populær og udkom i flere oplag. Den handler om en ung kvindes udvikling og forståelse for hjemmets betydning samt for en husmoders opgaver. Af hendes øvrige romaner kan fremhæves Agnete Kaas, 1907, Poul Baggers Ungdom, 1911, Da Skyggen faldt, 1917, og Fru Foghs Døtre, 1930.

Både som børne- og voksenbogsforfatter skrev Anna Baadsgaard enkelt og ligetil, tilsyneladende uden større kunstnerisk ambition. Hendes budskaber var ligeledes enkle og tydelige: Hjemmet er samfundets hjørnesten, kvinden er hjemmets vogter og gode fe, og at udvikle sig til at blive en god hustru og moder er hovedmålet for enhver ung pige. Hun udtalte engang, at hendes stræben som forfatter var at “fastholde de gamle, store Idealer, som har Gyldighed gennem alle Tider”.

Beskrivelser og portrætter af Anna Baadsgaard

  • Kultegn. fra 1931 af Julie Marstrand. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Mette Winge: Dansk børnelitteratur 1900-1945, 1976. Anton Andersen: Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar, 1896. Kritik 24/1972. Nørre Sundby Avis 30. december 1949.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig