Anna Tychsen

Med en fader, der var billedhugger, og en moder, der var skuespillerinde, voksede Anna Tychsen op i et kunstnermiljø, som tidligt bragte hende selv til scenen. Hun var kun fem år gammel, da hun medvirkede i en forestilling på Odense Teater, hvor moderen var ansat, og i den anledning bemærkede den engelske pantomimedanserinde Rosa Price barnets anlæg for dansen. I 1861 blev hun derfor optaget på Det Kgl. Teaters elevskole med Georg Brodersen som lærer. Balletmester August Bournonville underviste hende samtidig personligt i sit hjem i Fredensborg om sommeren sammen med Betty Hennings, der skulle blive hendes dansepartner i flere partier. Således fik Anna Tychsen i en alder af 14 år lov til at optræde i Pas de trois Cousines, 1867, sammen med Hennings. Året efter var Anna Tychsen klar til at debutere, og det skete på hendes fødselsdag i den spanske dans Seguedilla. Hun afsluttede sin uddannelse ved balletskolen på operaen i Paris.

Anna Tychsen måtte slide hårdt for sin position på scenen. Hun var udholdende, viljestærk og energisk, men ejede ikke den sceniske udstråling, som visse af teatrets kunstnere havde fået i vuggegave. Det mimiske udtryk virkede tamt og stereotypt, uden den store sjælelige dybde. Bournonville stemplede hende tidligt i sit undervisningsforløb med en grov bemærkning om, at hun måtte bestræbe sig på at danse “dobbelt saa godt som de andre, da hun aldeles ikke var køn.” En af sine bemærkelsesværdige præstationer havde hun i en “bukserolle” som søkadetten Edvard i Fjernt fra Danmark, 1868. I 1872 blev hun udnævnt til solodanserinde og udførte så betydelige partier som titelrollen i Sylfiden, 1882, Ragnhild i Brudefærden i Hardanger, 1870, Eliza og Victorine i Konservatoriet i 1870 og 1879, og Célèste i Toreadoren 1881. Hendes tekniske brillans og mangel på temperament gjorde hende mest velegnet til de to sidstnævnte balletter. I 1887 gæstedansede hun på operaen i Stockholm.

Anna Tychsen gjorde sig især gældende i den virtuose dans med en teknisk overlegen dygtighed og bravur, der vakte publikums beundring. Ikke mindst hendes sikre beherskelse af tåspidsdansen var imponerende. Hendes determinerede holdning skabte dog en kølig distance til dansen, og på den vis stod det uden for hendes magt at henrive tilskuerne i begejstring. Takket være sin målrettede og flittige indsats blev hun trods alt Det Kgl. Teaters førende danserinde i en årrække, en position, hun bibeholdt frem til sin pension i 1889.