Anna Munch

Anna Munch blev født ind i et velstående og kulturelt dannet lag af det kbh.ske borgerskab og fik herigennem mulighed for og opmuntring til at hellige sig kunsten som levevej. Barndomshjemmet var et samlingssted for kunst, musik og litteratur, og i bogen Et nordisk Digterhjem, 1954, satte hun det et værdigt minde. Det nordiske perspektiv var en selvfølge i hjemmet, hvor faderen var nordmand, i familie med den kendte maler E. Munch. Moderen havde i forbindelse med krigen i 1864 engageret sig stærkt i det nationale spørgsmål og knyttede sig siden tæt til Vartov og Københavns Valgmenighed. Det nationale, det nordiske, højskolebevægelsen og grundtvigianismen skulle blive ledetråde også i Anna Munchs liv sammen med kvindesagen. Forældrene fik hende og søsteren Helga i ret fremskreden alder, og ved faderens død i 1884 var hun blot otte år gammel. Det blev således moderen, der kom til at tage sig af barnets videre opvækst og uddannelse. Mellem moderen og de to døtre udviklede der sig et endog meget tæt forhold. Det kulminerede i en fælles europæisk dannelsesrejse til Tyskland, Italien og Frankrig i årene 1892-94, hvor de tre kvinder blot ledsagedes af en tjenestepige. I Italien fascinerede ungrenæssancekunsten, og Anna Munch skulle flere gange siden vende tilbage hertil. Rejsen endte i Paris, hvor hun i nogle måneder modtog undervisning på Académie Julian af J.P. Laurens og B. Constant. Opfordringen til at modtage undervisning fra lærere i datidens internationale kunstcenter, Paris, var kommet fra familievennen, maleren Lorenz Frølich. Under opholdet i Paris blev det tillige til et bekendtskab og siden livsvarigt venskab med billedhuggeren N. Hansen Jacobsen.

Som barn havde Anna Munch tegnet portrætter, i øvrigt med rosende kommentarer fra grandfætteren E. Munch. Som 13-årig modtog hun sin første undervisning som maler, og havde allerede to lærere og tre års studier bag sig, da hun som 16-årig indledte den store dannelsesrejse med skitsebogen som den uundværlige ledsager, mens moderen skrev lange rejsebreve og søsteren Helga fotograferede. Hjemme igen fortsatte hun 1895-97 sin uddannelse som elev af Julius Paulsen, og fik herefter sin debut på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1898. Som kunstner fik hun en betydelig succes, ikke mindst i betragtning af tidens noget nedladende holdning over for kvindelige kunstnere. Et egentligt gennembrud var det, at Anna Munch som den første kvindelige kunstner fik mulighed for at skabe altertavler til landets kirker, men det er også bemærkelsesværdigt, at hun i en årrække udførte store og prestigefyldte udsmykningsopgaver. At hun forblev ugift og barnløs er nok en del af forklaringen på denne koncentrerede indsats. Gennem et venskab og bofællesskab med forfatteren Sophie Breum kom hun i kontakt med kvindesagen, og 1911 tegnede hun Dansk Kvindesamfunds banner. Anna Munch og Breum var hinandens diametrale modsætninger, Anna Munch var lyshåret, rolig og velafbalanceret, mens Breum var mørkhåret, urolig og ilter. Fælles var de gode kår og den dannede familiebaggrund.

Mens de fleste af samtidens kvindelige kunstnere især beskæftigede sig med de nære motiver som blomster, opstillinger og vinduesudsigter, arbejdede Anna Munch fra begyndelsen inden for mere respekterede “mandlige” genrer, hvilket nødvendiggjorde studieophold i forskellige egne både herhjemme og i udlandet. Hendes foretrukne motivkreds afspejlede sig også i valget af lærere: historiemaleren Laurens og portrætmaleren Julius Paulsen. Siden kom et forløb hos Joakim Skovgaard på Kunstakademiet med henblik på at studere freskomaleri og religiøse motiver. Allerede på den store dannelsesrejse grundlagdes en fascination af Bretagne, og i 1897 vendte hun tilbage dertil og skildrede med en tidlig modenhed sammenhængen mellem egn, folk og kultur i tidens symbolistiske stil. Nationaldragter, oprindelighed, nøjsomhed og karsk natur kunne på samme vis skildres ved Vesterhavet, hvor familien tilbragte en række somre i årene 1898 til 1904. Det er folkelivets poesi fremfor hverdagslivets barske realisme, der møder os i disse skildringer, og Anna Munch forblev i sin kunst, også den religiøse, nøje knyttet til barndomshjemmets lyse grundtvigianske tone, som den udfoldede sig såvel i højskolebevægelsen, historiefortællingen som i det religiøse liv.

Fra århundredskiftet arbejdede Anna Munch nært sammen med Breum, bl.a. med illustrationer til en række af hendes bøger. I 1911 opførte de to kvinder villa Østenkrog ved Kerteminde. Frem til venindens død i 1935 udgjorde Østenkrog den faste sommerresidens, mens vintrene tilbragtes i København Kerteminde var hjemby for markante kunstnerpar som Anna og Fritz Syberg, Christine og Sigurd Swane og Alhed og Johannes Larsen. Impulserne fra disse Fynbomalere spores da også i de kommende år såvel i Anna Munchs motivvalg, havnen, både, stranden, pilehegn, som i den større bevågenhed over for lyset og atmosfæren. Naturen var en rig inspirationskilde, og samspillet mellem menneske og natur hører til de mest vellykkede værker fra kunstnerens hånd. Her går portrætinteressen, den poetiske fortælling og naturstudiet op i en højere enhed. Hyppigt optræder børn som modeller, og hun havde et specielt talent for små impressionistisk nedfældede indtryk af børnenes leg.

Ved siden af denne friluftslinie fortsatte den grundtvigianske linie imidlertid, bl.a. med en række udsmykningsopgaver. I 1905 udførte Anna Munch en større udsmykning Livsaldre til Højskoleforeningens sal på Forhåbningsholms Allé på Frbg., og i 1909 blev hun overdraget den store opgave med freskoudsmykningen af det nyopførte Fyns Forsamlingshus for midler indsamlet af en kreds af fynske kvinder. I disse år blev det tillige til udsmykningsopgaver i Odense Højskoleforening, flere kirker i Odense og endelig 1921 en stor udsmykning til domhuset. Sidstnævnte forestiller karakteristisk for hendes lysende tone en tilgivende scene fra fortællingen om den fortabte søn. Det siger noget om kunstnerens centrale position i disse år, hvor Genforeningen i 1920 og det nationale optog sindene, at hun fik lov at tegne julemærket såvel i 1917, 1919 som 1920. De to sidste år med genforeningsmotiverne Dannebrog hejses og Guldhornet overrækkes Danmark. Ikke mindre markant var kunstnerens senere succes med altertavler. Fra 1927 til 1942 blev det til altertavler til syv af landets kirker, heraf de fire på Fyn. I 1941 blev hun tildelt Tagea Brandts Rejselegat. Endnu i 1950’erne var hun repræsenteret på Charlottenborgudstillinger, og i 1957 blev hun tildelt Serdin Hansens Præmie for et selvportræt. Tre år efter døde hun 84 år gammel. Hovedlinien i Anna Munchs kunst var bundet til tidens nationale, religiøse og kulturelle spørgsmål, og den betydelige succes, som den flittigt udstillende kunstner nød, gik i nogen grad i glemmebogen efter Besættelsen, da man gjorde op med de traditionelle dannelsesdyder. Endnu i dag kan det være vanskeligt at vurdere og værdsætte den grundtvigianske linie i hendes kunst, mens friluftslinien og især børneskildringerne har bevaret en umiddelbar resonanskraft.