Faktaboks

Anna Bjørner Larssen
Anna Vilhelmine Johanne Dorthea Larssen Bjørner
Født
12. september 1875, Frederiksberg
Død
6. marts 1955, Vedbæk sogn
Arbejdsliv
Skuespiller og prædikant
Familie

Forældre: skuespiller Johan Laurids Monigatti Halberg (1837-88) og Gina Hellevig (1851-1929).

Gift 28. august 1894 med forfatter, skuespiller Jens Otto Gyntelberg Larssen, født 1. august 1864 i København, død 21. januar 1910 på Frbg., s. af skibsreder, vicekonsul Jens L. og Caresia Møller. Ægteskabet opløst 1898.

Gift 28. juli 1912 med løjtnant, prædikant Sigurd Bjørner, født 28. juli 1875 i Ranum sogn, død 18. februar 1953 i Gentofte sogn, s. af seminarielærer Thomas Jensen og Anna Marie Frederikke Wulff.

Børn: Finn (1895).

Anna Bjørner Larssen var et teaterbarn, vokset op mellem kulisser og klar til scenen, så snart hun kunne tale rent. Sammen med moderen og sine to søstre fulgte hun med faderen på turné, bl.a. i Norge, hvor han var rejsende teaterdirektør i nogle år. Deres første sceneroller fik pigerne i 1882 som Noras børn i Henrik Ibsens Et Dukkehjem. Da faderen fik fast engagement ved Dagmarteatret i 1885, optrådte Anna Bjørner Larssen fra otteårs alderen sammen med den lidt yngre søster i forskellige barneroller på teatret. Faderen døde tidligt, og for at klare forsørgelsen måtte moderen skille sig af med de tre yngste af sine fem børn. Det blev Anna Bjørner Larssens tunge opgave at aflevere den mindste til hans nye forældre.

16 år gammel fik Anna Bjørner Larssen sin egentlige debut som fransk lystspilsingenue, ung naiv uskyldighed, i A. de Mussets Man skal ikke spøge med Kærligheden. Hun vakte straks interesse som et charmerende naturtalent, men sit kunstneriske gennembrud fik hun dog først på Folketeatret i årene 1895-99 under sin foretrukne instruktør, forfatteren Herman Bangs særprægede vejledning. Han gennemspillede selv hendes roller og kunne, sin aparte fremtoning til trods, i pauser og tonefald inspirere hende til at fordybe sig mere i rollerne og forme sine egne fremstillinger, som hun fik stor ros for. Det var bl.a. Kätchen i H. v. Kleists Pigen fra Heilbronn, Mizi i A. Schnitzlers Elskovsleg, Rakel i Bjørnstjerne Bjørnsons Over Evne og Mimi i H. Murgers Frie Fugle. De fleste var muntre ungpigeroller, som hun fortolkede med en usentimental uskyld og en moderne umiddelbar følsomhed.

Også uden for scenen havde Anna Bjørner Larssen tilsyneladende en let gang på jorden blandt københavnerbohemer med en ubekymret livsstil, hvis man skal tro hendes delvis selvoplevede skildringer i Æventyr ude og hjemme, 1901. Forfatteren Agnes Henningsen udtrykker givet den almindelige opfattelse af Anna Bjørner Larssens skuespilkunst omkring århundredskiftet, når hun i et miniportræt siger: “Alt hos hende synes Natur (...) Der er Kunstnere, der giver Livet, tungt og virkelighedstro. Som en god Roman. Anna Larssen er Lyrikken.” 1899 var Anna Bjørner Larssen tilbage på Dagmarteatret og føjede med held tragiske kvindeskikkelser til sit lystspilrepertoire, som fx Shakespeares Ophelia, Adam Oehlenschlägers Valborg og symbolistdigteren M. Maeterlincks Monna Vanna. På en og samme tid kunne man se hende som vaudevilleingenue spille raffineret stilkomedie i teatrets J.L. Heiberg-kavalkade, en barnlig pervers Salome i O. Wildes gyser af samme navn, og endelig en dybt bevægende Marguerite Gautier i A. Dumas d.y.s Kameliadamen.

Sammen med syv andre skuespillere brød Anna Bjørner Larssen i 1905 ud fra Dagmarteatret. De ville, dristigt nok, skabe deres eget teater i Grønnegade som et interessentskab i stil med det franske nationalteater Théâtre Français i Paris, men planen forpurredes af justitsminister P.A. Alberti, som ikke ville give dem bevilling. I stedet tog de på gæstespil i Norge. Året efter blev Anna Bjørner Larssen genansat på Dagmarteatret, endda til forhøjet gage og med et lødigt og afvekslende repertoire. Det var ikke alle udbryderne, der opnåede det. Som 33-årig kunne hun nu fejre sit 25-års jubilæum på scenen. Forfatteren Sven Lange priste hende som en “Sommerfugl – en lille oprindelig Menneskenaturs umiddelbare Udtryk for, hvad der rørte sig i den”. Selvom hun fortsat arbejdede intuitivt med sine roller, fremstod hun som en kunstnerisk tænkende skuespiller, satirisk og vittig, følsomt forstående, underfundig, men også med lysende klarhed, hvis det krævedes. Det store passionerede spil, som hendes elskede forbillede, den italienske skuespiller Eleonora Duse, præsterede, lå derimod helt uden for hendes evner. På sin karrieres højdepunkt, som inkarnationen af erotisk kvindekunst på tidens scene og som Dagmarteatrets førstekraft, tog hun afsked med teatret.

ABL havde under pinsebevægelsens indtog i Danmark, forkyndt af metodistpræsten T. Barratt, oplevet en personlig vækkelse, og hun begyndte at føle afstand til sine roller og til teatret. Umiddelbart efter en turné med Kameliadamen i 1909 opsagde hun sin kontrakt med teatret og gennemgik herefter en dyb åndelig krise. Hvor vanskeligt det var for hende at opgive den kunst, der havde været en så integreret del af hendes jeg, forstår man, når hun i sine erindringer fortæller, hvordan hun under sin krise i enrum gennemlevede scener fra forskellige stykker og spillede sine gamle roller, bedre og sandere end før, med Gud som eneste tilskuer. Men hun havde tillid til Barratts idé om, at Gud havde en højere platform til hende, og hun modstod i det følgende år fristende tilbud, også fra Det Kgl. Teater. Hendes nye livssyn var selvvalgt med bund i en dyb oplevelse. Det var ikke udtryk for flygtige griller, således som mange antog i begyndelsen. Hun følte, at hun levede et mere oprigtigt liv som evangelieforkynder. I de følgende år rejste hun sammen med sin anden mand Sigurd Bjørner rundt som prædikant ved vækkelsesmøder i Danmark og i udlandet. I 1919 var ægteparret primus motor i dannelsen af menigheden Evangelieforsamlingen, der i 1924 overgik til den apostolske kirke i Wales, England og Skotland. I 1935 udgav hun sine erindringer Teater og Tempel, hvori hun fortæller om sit liv både som skuespiller og som prædikant, og hvor hun i øvrigt tilskriver sin første mand bohemeskribenten Otto Larssen forfatterskabet til Æventyr ude og hjemme.

Beskrivelser og portrætter af Anna Bjørner Larssen

  • Mal. fra 1907 af P.S. Krøyer på Teatermus. Mal. fra 1907 af Michael Ancher. Tegning af Gudmund Hentze i Teatermus. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Chris Jørgensen: Anna Larssen Bjørner, 1988. Michael Neiiendam: Frikirker og Sekter, 1927. Teatret 1901, 1919, s. 130-131.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig