Ane Grethe Antonsen

Ane Grethe Antonsen burde vel egentlig have heddet Antonsdatter, da hun efter bondeskik benyttede faderens fornavn som sit efternavn. Men dette ville nok have virket for fremmedartet i København Og hun skulle få problemer nok, født og opvokset som hun var i den jyske landsby Over Barrit nær Juelsminde og med ringe skolegang bag sig. End ikke et højskoleophold havde hun med sig i bagagen, da hun stilede efter mere uddannelse i hovedstaden. Her fik hun hurtigt interesse for scenen, og på trods af de vanskeligheder, man kunne forudse alene på grund af hendes dialekt, besluttede hun sig for en fremtid som skuespiller. Hun gav sig i kast med arbejdet og udviste en imponerende energi med at rette op på sproget. Hun fik instruktion af den forhenværende skuespiller Lauritz Andreas Eckardt og debuterede 1880 på Det Kgl. Teater som Ulrikka i Carsten Hauchs Søstrene paa Kinnekullen. Det varikke det mest oplagte valg for en pige med hendes naturel. Men ambitionerne gik i retning af det romantisk-dæmoniske, og hun fik et stort ønske opfyldt, da hun nogle år senere spillede Ragnhild i Henrik Hertz’ Svend Dyrings Hus. Efter disse ikke særlig vellykkede forsøg i det tragiske rollefag, måtte Ane Grethe Antonsen erkende, at hendes talent og baggrund tilsagde hende en anden type roller. Det blev især i de tidlige år til nogle gode og solide kvindetyper med Gina Ekdal i Henrik Ibsens Vildanden, 1884, og den forfjamskede, naive tjenestepige Ane i Bjørnstjerne Bjørnsons Geografi og Kærlighed, 1885, som nogle af de mest markante.

Ane Grethe Antonsen gjorde således god fyldest i det nye, naturalistiske drama, hvor man skulle vise kvinder af kød og blod og ikke et æstetisk idealbillede. Det jordbundne og realistiske var dengang nyt i dansk teater, men desværre fik hun efterhånden få af disse roller. Hun udførte Tosse-Karen i Holger Drachmanns Strandby Folk og Rottejomfruen i Ibsens Lille Eyolf. I 1888 overtog hun Fru Linde i Ibsens Et Dukkehjem efter Agnes Gjørling. I det mere traditionelle repertoire spillede hun karakterroller som Gedske Klokkers i Ludvig Holbergs Barselstuen, Madam Rar i J.L. Heibergs Aprilsnarrene og Kobbersmedemadammen i C. Hostrups Genboerne. Men der kom lange pauser, og 1910 tog Ane Grethe Antonsen sin afsked fra teatret som Frk. Fenger i Hjalmar Bergstrøms Dame-The. I årene efter gæsteoptrådte hun et par gange på Dagmarteatret og Folketeatret. Hun havde i sit virke levendegjort mange af de mindre roller i forestillingerne, og ikke overraskende blev hun fortaler for ensemblespillet og fremhævede dets værdi for helhedsindtrykket, hvad der siden skulle blive så vigtigt for det moderne teater. Da Ane Grethe Antonsen ingen direkte arvinger havde, oprettede hun i sit testamente et legat til fordel for gamle scenekunstnere.