Andrea Hedegaard

Andrea Hedegaard hjalp til med undervisningen allerede hjemme hos faderen, der var lærer i en landsbyskole på Randersegnen. Han var overbevist Venstremand, mens Andrea Hedegaard tidligt blev “rebel” og tilhænger af Det Radikale Venstre (RV), oprettet 1905. Efter eksamen som forskolelærerinde fra Th. Langs Seminarium i 1907 kom hun til Sattrup Skole ved Horsens 1908. Men året efter giftede hun sig og holdt derefter pause fra skolearbejdet, mens børnene var små. Hun kunne dog ikke undvære arbejdet i skolen, og da ægteparret i 1914 flyttede til Åbyskov Skole ved Svendborg, blev de fælles om hele undervisningen, Andrea Hedegaard på privat basis indtil sognet i 1916 oprettede et forskolelærerindeembede. Det var i årene her, hendes interesse for kvindesagen blev vakt, og fra 1919 var hun formand for Dansk Kvindesamfunds (DK) Skårup-Vejstrupkreds. Samtidig blev hun medlem af bestyrelsen for den radikale vælgerforening. I 1923 gik turen til Odense, og Andrea Hedegaard underviste først på Elisabeth Detlefsens Skole. Senere, efter ægtefællens tidlige død og med to døtre under uddannelse, blev hun ansat på Marie Jørgensens Pigeskole. Her varede hendes lærergerning helt fra 1933 til 1960.

Efter flytningen til Odense opnåede Andrea Hedegaard hurtigt en central placering i DKs arbejde. Hun var distriktsformand for Fyn 1927-49 og i samme periode medlem af DKs fællesstyrelse. 1935-39 beklædte hun næstformandsposten, og 1941-43 var hun landsformand. Andrea Hedegaards formandsperiode faldt i de første vanskelige krigsår, hvor både politiske og praktiske forhold nødvendiggjorde en omlægning af arbejdet. Nationale spørgsmål, samarbejde med andre organisationer samt foredrags- og kursusvirksomhed fik stærk vægt. Men samtidig måtte Andrea Hedegaard søge at sikre, at de praktiske opgaver ikke ganske tog overhånd, og at de rent kvindesaglige målsætninger blev fastholdt. DK tog fortsat, og med succes, til orde mod bl.a. fyringer af gifte kvinder, men på andre områder mødte kvindesagen modgang. Især valget i 1943, hvor kun to kvinder blev valgt til Folketinget, var et hårdt slag for politisk interesserede kvinder som Andrea Hedegaard. De trafikale forhold var en anden, næsten uoverstigelig hindring, især for medlemmer uden for København, og i 1943 måtte Andrea Hedegaard give op og forlade formandsposten. Medlemsmæssigt var det en organisation i stærk fremgang, hun overlod til afløseren Ingrid Larsen, med 117 kredse og 10.000 medlemmer. På lokalt plan var Andrea Hedegaard i flere perioder formand for DKs Odensekreds, og hun havde bestyrelsesposter bl.a. i Odense Fagskole, spædbørnshjemmet Nislevgård og Mødrehjælpen for Fyn.

Andrea Hedegaard gav ofte udtryk for det synspunkt, at ligestilling kun kunne realiseres gennem kvinders arbejde i de politiske partier, og hun tog selv konsekvensen af sit synspunkt som mangeårigt medlem af bestyrelsen for RV i Odense og medlem af partiets hovedbestyrelse. Fra 1938 sad hun som den eneste kvinde i partiets forretningsudvalg, og hun var folketingskandidat i perioden 1935-53. Andrea Hedegaards lange undervisningsvirksomhed gav hende mulighed for at præge flere generationer af unge piger. Som historielærer forstod hun at udnytte egne politiske erfaringer, og i 1943 udgav hun en kortfattet Vejledning ved Tilrettelæggelsen af Samfundslære for unge Kvinder. I 1950’erne tog hun aktivt del i fredsarbejde og var blandt initiativtagerne til flere store freds- og kvindekonferencer, bl.a. det internationale kvindestævne i København 1960. Andrea Hedegaards engagement holdt sig usvækket til højt op i alderdommen. Hun underviste som vikar, til hun var sidst i 70’erne, og læste fortsat tre aviser hver dag for ikke at “blive ensidig”. Hendes energi og saglige grundighed, sammen med hendes venlige og retlinede personlighed, vandt hende respekt fra mange sider. Hun døde pludselig kort før sin 80-års fødselsdag som følge af påkørsel af en motorcykel.