Ingrid Larsen

Ingrid Larsen var datter af en politisk aktiv jurist og giftede sig selv med en jurist. Først da hun som midaldrende havde bragt sine tre børn i vej, tog hun fat i sin egen interesse for politik og kvindesag og gjorde lynkarriere i Dansk Kvindesamfund (DK), hvis landsformand hun blev 1943-47. Ved hendes 80-års fødselsdag 1963 fremhævede den daværende formand for DK Lis Groes to sider af Ingrid Larsens virke: hun havde været en yderst effektiv lobbyist, aldrig var der afgået så mange henvendelser til ministerierne som i hendes formandstid. Og hun havde brilleret i sine repræsentative opgaver, specielt under festlighederne i forbindelse med DKs 75-års jubilæum i 1946.

Ingrid Larsen tog almindelig forberedelseseksamen 1900 i Rønne og arbejdede nogle år på sin faders kontor i Bogense, hvortil familien var flyttet i 1902. Her traf hun sin tilkommende mand, og efter giftermålet i 1907 boede de ti år i henholdvis København og Ebeltoft, inden de i 1927 slog sig ned i Nordsjælland. Ingrid Larsen havde meldt sig ind i DK under indtryk af den heftige debat om kvindevalgretten i forbindelse med grundlovsændringen 1915. I Hillerød var der et stærkt kvindepolitisk netværk med centrum i byens velrenommerede pigeskole, ledet af Marie Mørk og hendes to søstre. Efter sigende blev Ingrid Larsen “opfundet” af Gudrun Mørk, som hun afløste som formand for DKs Hillerødkreds 1931. Herefter gik det hurtigt. Allerede 1935 blev hun distriktsformand og kom dermed ind i fællesstyrelsen, i 1939 valgtes hun til næstformand for 1943 at blive landsformand. Hun slog bl.a. igennem på sit arbejde for at få flere kvinder ind i politik. Frustrationen over, at kvinderepræsentationen i Rigsdagen i hele Mellemkrigstiden lå og svingede nede på et par procent, var stigende. Det førte dels til reorganisering af DKs politiske udvalg, hvor Ingrid Larsen var medlem fra 1935, dels til samarbejde mellem kvindeorganisationerne om oprettelse af Danske Kvinders politiske Samraad 1936, hvor Ingrid Larsen blev formand året efter. Strategien var styrkelse af kvinderne i partierne, som den havde været det, siden Gyrithe Lemches forslag om et kvindeparti blev nedstemt 1918. Men der kom ny vind i sejlene, da de borgerlige partier mistede flertallet i Folketinget i 1929. Som led i den skærpede kamp mellem fløjene blev der givet grønt lys for, at kvinderne organiserede sig separat. Ingrid Larsen var konservativ og støttede Astrid Holten, som hun kendte fra DKs Hillerødkreds, i opbygningen af Konservative Kvinders Landsorganisation. Rekrutteringen foregik på DKs landsmøder, og initiativet blev fra starten bakket op af partiet. På det konservative landsrådsmøde i 1936 blev der imidlertid introduceret en alternativ organisering: Det konservative Folkepartis Kvindeudvalg med Lisbet Hindsgaul som formand. Selvom manøvren tydeligvis skyldtes ønsket om fuld kontrol med kvindearbejdet, var Ingrid Larsen den eneste af de delegerede, der konfronterede partiledelsen med dens rævekage. Hun blev i partiet og var bl.a. suppleant til Landstinget i perioden 1936-51, men lagde sine bedste kræfter i DK.

Ingrid Larsens første år som DK-formand var præget af aflyste formandsmøder og tyndt besatte landsmøder som følge af de store kommunikationsproblemer under Besættelsen. Hun brugte ventetiden til at tilrettelægge efterkrigstidspolitikken. I en række artikler før og efter Befrielsen argumenterede hun for, at kvindernes store indsats under krigen, især i modstandsbevægelsen, måtte resultere i et kraftigt ligestillingsløft, så meget desto mere som deres generelle uddannelsesniveau nu var så højt, at de kunne bestride alle hverv. Hendes forventninger blev fuldt indfriet på det politiske felt, da kvindeandelen i Folketinget i slutningen af 1940’erne nåede op mod 10%, og hun kunne med glæde notere sig, at kvinder i samme periode endelig fik adgang til præsteembeder. I satsningen på professionelle kvinder glemte hun ikke husmødrene. Størsteparten af DKs henvendelser til myndighederne udsprang af varemanglen, og hun var en ivrig deltager i ministerielle forhandlinger om forsyningssituationen, hvad enten det gjaldt damestrømpers støtteevne eller skolebørns cykelgummi. Hun var da også en af drivkræfterne bag oprettelsen af Danske Husmødres Forbrugerråd 1947. DK øgede i Ingrid Larsens formandsperiode medlemstallet med 50% fra godt 10.000 til 15.000.

Engagementet omfattede tillige socialt arbejde lokalt såvel som på nordisk plan. 1938 var Ingrid Larsen initiativtager til børneplejestationen i Hillerød, som hun var formand for til 1943. På en ferierejse forelskede hun sig i Finland, som hun siden bl.a. støttede som medlem af Finlandshjælpens arbejdsudvalg 1940- 49. Da hun af helbredsgrunde måtte trække sig som landsformand, fortsatte hun et par år i DKs styrelse, ligesom hun blev siddende på nogle poster i statslige udvalg. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1952, modtog flere finske ordener og udnævntes til æresmedlem både af DK og af den finske kvindeorganisation Unionen.