Alice Bruun

Alice Bruun førte sin embedskarriere vidt i forhold til sin tids kvinder. I barndomshjemmet vaktes hendes interesse for sociale problemer, og denne interesse kom til at præge hendes karriere gennem alle årene. Hun blev student fra N. Zahles Skole i 1921. Med opbakning fra sine forældre studerede hun derefter jura på Københavns Universitet og tog embedseksamen i 1927. På grund af interessen for sociale forhold søgte hun som nybagt kandidat stilling i Københavns kommunes socialdirektorat, men der ville man efter hendes eget udsagn ikke have en kvindelig embedsmand. Socialdirektøren N.P. Nielsen skaffede hende i stedet stillingen som forretningsfører for Mødrehjælpen, der blev anset for mere passende for en kvinde. På dette tidspunkt var Mødrehjælpen stadig en privat forening, der arbejdede for ugifte og ulykkeligt stillede mødre. Behovet for hjælp til disse familier var voksende, og Alice Bruun fik i de fire år, hun administrerede foreningen en socialpolitisk grundskoling, som hun senere brugte som embedsmand.

Til trods for at kvinder i 1921 formelt havde fået lige adgang med mænd til stillinger i centraladministrationen, var det ikke før i begyndelsen af 1930’erne, at kvindelige akademikere for alvor holdt deres indtog her. I 1931 blev Alice Bruun således ansat som den første kvindelige sekretær i Socialministeriet, der i årene derefter skulle udmærke sig ved at være blandt de ministerier, der havde størst andel af kvindelige akademikere. I 1945 blev hun kontorchef, et avancement, der havde været sjældent indtil da, men som forekom hyppigere i disse år og kan ses som udtryk for den holdningsændring, der fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig, og som åbnede for kvindernes indtog i ledende stillinger.

Svangerskabsloven af 1937, der var resultatet af den første svangerskabskommissions arbejde, havde kun tilladt abort af medicinske årsager. Loven havde desuden lagt grundlaget for oprettelsen af offentlige mødrehjælpsinstitutioner 1939. Alice Bruun blev medlem af den anden svangerskabskommission, der arbejdede 1950-54 og førte til vedtagelse af Svangerskabsloven af 1956. I kommissionen blev hun formand for udvalget angående udbygning af Mødrehjælpens virksomhed. Ved afgivelse af betænkningen 1954 kunne Alice Bruun ikke tilslutte sig flertallet, der ganske vist anbefalede en vis liberalisering af lovgivningen, men fortsat ikke kunne gå ind for abort af sociale årsager. Derfor tilsluttede hun sig det mindretal på fire medlemmer, heriblandt Dansk Kvindesamfunds (DK) repræsentant Lissie Elsass Fridericia og formanden for Fagbevægelsens Kvindesekretariat Helyett Simonsen, der ville udvide adgangen til abort i de tilfælde, hvor kvindens velfærd var truet, den såkaldte sociale indikation.

I 1951 blev Alice Bruun medlem af det ministerielle udvalg vedrørende erhvervshæmmede. Udvalgets arbejde førte til revalideringsloven af 1960. Sideløbende med opgaverne i ministeriet var hun beskæftiget i Landsnævnet for Børneforsorg 1933-43, først som sekretær og fra 1939 som ekspeditionssekretær. Efter krigsafslutningen i 1945 fik hun til opgave at organisere hjælpearbejdet for de østeuropæiske flygtninge i Danmark, en indsats, der indbragte hende Dansk Røde Kors’ Mindetegn. Alice Bruun kom med i FN-samarbejdet fra starten, idet hun 1946-50 var medlem af Den sociale Kommission under FNs Økonomiske og Sociale Råd, og i 1956 af den danske delegation ved FNs generalforsamling.

I 1953 blev Alice Bruun Danmarks første og eneste kvindelige sygekassedirektør. Som øverste chef for Direktoratet for Sygekassevæsenet arbejdede hun for en forbedring af den danske sygesikringsordning. Hun afsluttede sin karriere i 1973, samtidig med at sygekasserne afvikledes, og den offentlige sygesikring tog over. Gennem karrieren var hun på grund af sit stærke sociale engagement og sin gode evne til at skabe netværk og løse problemer en væsentlig aktør i en vigtig omstillingsperiode for dansk socialforvaltning. Alice Bruuns interesse for sociale forhold førte hende til arbejde i en række organisationer inden for feltet, fx var hun vicepræsident i Rigsforeningen til Gigtens Bekæmpelse 1957-83 og medlem af bestyrelsen for Dronning Louises Børnehospital 1953-72. For det frivillige sociale arbejde i København ydede hun en indsats som formand for bestyrelsen for Saxogård Settlement 1949-78 og som en af initiativtagerne til oprettelsen i 1956 af Vesterbro Ungdomsgård, for hvis bestyrelse hun var formand 1958-78. Hun støttede kvindesagen som medlem af DK og Folkevirke og var formand for Dansk-Jugoslavisk Forening 1962-75. Alice Bruun hører til blandt den gruppe af kvinder, der i 1951 som de første blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. 1954 blev hun ridder af 1. grad og i 1968 kommandør.