Alice Brun

Alice Brun blev født ind i en militærfamilie, hvor hun var det næstyngste af fem børn. Hendes fader Alf B. tog sin afsked med kaptajnsrang i 1918 og påbegyndte derefter en international karriere, der bl.a. bragte ham til Rusland og Tyrkiet som delegeret ved krigsfangeudvekslingerne efter Første Verdenskrig. Alice Brun blev student fra Ordrup Gymnasium 1921 og valgte derefter økonomistudiet ved Københavns Universitet. Hun blev færdig som cand.polit. 1930 og fik året efter ansættelse i Finansministeriet, hvor hun som en af de første kvinder gjorde karriere. I den følgende halve snes år gennemløb hun et planmæssigt avancement fra sekretær til fuldmægtig 1938, ekspeditionssekretær 1942 og fungerende kontorchef 1946, udnævnt 1948. 1945-46 fungerede hun som ministersekretær, og fra 1946 stod hun i spidsen for Sekretariats- og Budgetkontoret, der bl.a. havde ansvaret for at udarbejde forslag til de årlige finanslove. Efter udnævnelsen til kontorchef overtog hun flere vigtige udvalgsposter, bl.a. i udvalget vedrørende statens budget og regnskab 1951-62 og i Sygehusrådet 1953-62. Hun var ministeriets repræsentant i bestyrelsen for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse 1949-62.

I løbet af 1950’erne rettede Alice Bruns indsats sig i stigende grad mod internationale opgaver. Allerede i 1950 blev hun sendt på et prestigefyldt tremåneders FN-kursus i personalepolitik, og hendes indsigt i personaleforhold førte også til kollegiale bestyrelsesposter, bl.a. i Nordisk Administrativt Forbund og i Kvindelige Akademikere (KA), hvor hun beklædte formandsposten 1958-62. I 1950’erne kom spørgsmålet om ulandsbistand for alvor på den politiske dagsorden, og FNs program for teknisk bistand til disse lande, vedtaget 1949, førte 1951 til nedsættelse af et dansk regeringsudvalg for teknisk bistand til underudviklede lande. Alice Brun blev fra starten medlem af dette udvalg, der i 1962 afløstes af Styrelsen for teknisk samarbejde med udviklingslandene, hvor hun fik status som tilforordnet. Kulminationen på hendes succesrige embedskarriere kom i 1962, da hun udnævntes til direktør i Verdensbanken i Washington for en toårig periode. Den ærefulde udnævnelse bragte Alice Brun i mediernes søgelys, der fokuserede på det kraftige karrierespring og ikke mindst på det faktum, at hun som den eneste kvinde i bankens ledelse “bragte uro i det maskuline mønster”. Verdensbanken, The International Bank for Reconstruction and Development, var oprettet 1945 ifølge internationale overenskomster med det hovedformål at bidrage til genopbygningen og udviklingen af produktionsapparatet fortrinsvis i mindre udviklede lande. Bankens kapital blev i 1961 opgjort til 20 mia. dollars. Direktionen bestod af 18 medlemmer, og Alice Brun blev udpeget som de nordiske landes repræsentant for perioden 1962-64.

Ved hjemkomsten til Danmark i 1964 genindtrådte hun som kontorchef i Finansministeriet, nu som chef for Fondskontoret, der bl.a. forvaltede præmieobligationerne. Først i 1972 tog hun sin afsked efter 42 års ansættelse. Blandt den sidste periodes tillidsposter må især fremhæves hendes valg som den første kvinde til Det Danske Hedeselskabs bestyrelse 1965. Uden for arbejdssammenhængen var det bl.a. det kvindesaglige engagement, der optog Alice Brun. Formandskabet for KA fulgte hun op som medlem af hovedbestyrelsen for International Federation of University Women fra 1965. I offentlig omtale blev hun flere gange forvekslet med navnefællen, sygekassedirektør Alice Bruun, men udnævnelsen til Verdensbankdirektør 1962 satte for alvor fokus på hendes usædvanlige karriere. Det var ofte hendes lod at sidde som den eneste kvinde i tunge administrative udvalg, men hendes saglige kvalifikationer sammen med hendes personlige charme åbnede mange døre for hende. Privat var hun et meget aktivt medlem af Dansk Alpinistklub, og ferierne blev ofte tilbragt i bjergområder i Schweiz og Sverige. Alice Brun var blandt de første kvinder, der i 1951 blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen, og i 1960 blev hun ridder af 1. grad.